Tør du at se sandheden i øjnene…..

Er jeg i virkeligheden “kvartals-dranker”?

Bare uden hang til alkohol.

Hvordan er man så det? Jo 2-3 gange om året, bliver jeg overvældet af følelser, der slår mig lidt omkuld. Dagene varierer fra ca. 3-6 dage. Jeg drikker mig ikke stiv i de dage. Til gengæld går jeg i HI. Mit humør dykker, jeg bliver ked af det, kan ikke overskue min hverdag. Kan ikke se en fremtid for mig. Kan ikke se jeg duer til noget. Føler mig som en dårlig mor og en dårlig hustru.

Jeg har mest af alt lyst til at gemme mig langt væk. Jeg har ikke lyst til, at mine børn skal se mig grådlabil, nedtrykt og skrøbelig og jeg vil ikke være en belastning for min mand. Men jeg har ikke noget sted at gemme mig, ingen steder at flygte hen. Så derfor bliver jeg hjemme, jeg trækker mig fra omverdenen. Jeg sover meget. Og scroller sociale medier. For at komme væk fra mine mørke tanker, som har fået overtaget på mig. Jeg går tidligt i seng eller sover meget i løbet af dagen. Carsten tager i de perioder meget over og giver mig ro. Jeg magter ikke høje lyde, eller mange forskellige lyde på en gang feks. radio, fjernsyn og stemmer. Jeg magter slet ikke skænderier mellem børnene. Mit system og min krop KAN det ikke. Jeg går i soveværelset og er alene. Jeg føler mig OVER-SENSITIV. Jeg føler mig sårbar og utilstrækkelig.

Jeg har ‘en mission her i livet, der er vigtigere for mig end noget andet:

At give mine børn den stabilitet og tryghed, jeg selv manglede som barn.  Når jeg så bliver “kvartals-dranker” og går i hundene flere gange om  året, føler jeg skyld og skam. Over at jeg ikke giver dem det, som jeg gerne vil. Skyld over at jeg ikke er den mor, som jeg ønsker at være: Nemlig en stærk og kærlig mor. Jeg bliver svag og fjern. Og det gør så ondt i mit indre. Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger.

Og ligesom alkoholikeren gemmer sine flasker væk, fordi hun skammer sig, så gemmer jeg MIG væk. Og venter på “stormen har lagt sig”. Fordi HELDIGVIS ved jeg, at tilstanden går over, at jeg bliver “mig selv” igen. Når de mørke tanker får lagt sig igen, tænker jeg atter klart og synes igen, at jeg er en dejlig og stærk kvinde, ser lyst på mit liv, føler mig taknemlig og ser positivt på fremtiden. Jovist er jeg stadig et følsomt gemyt, men ikke på den “vilde” måde.

Jeg har jo før nævnt i nogle af mine blogindlæg, at jeg får medicin. Medicinen har hjulpet mig meget. Jeg har slet ikke de samme udsving som tidligere og slet ikke så ofte. Både en læge, psykolog og psykoterapeut mener jeg er rask i hovedet. Jeg har aldrig insisteret på at fejle noget, men jeg har haft en mistanke om, at noget er gået i arv til mig fra min far, som profesionelle mennesker mener er maniodepressiv. Men man må jo stole på dem, der skulle siges at have forstand på den slags ikke?….

Hvorfor får jeg så medicin. Fordi jeg gik til læge for ca 6 år siden og fortalte min læge hvordan jeg havde det. Hun mente jeg havde en mindre depression, som jeg skulle prøve noget medicin for.

Selvom det jeg selv kalder”kvartals-dranker” måske i virkeligheden mere minder om en maniodepressiv tilstand.

Derfor ville det også være en stor hjælp, hvis de mennesker der læser dette blogindlæg, ville give mig et hint om, om dette er noget der er almindeligt, noget I selv kender til?? Selvfølgelig i privat besked.

Mine veninder beskriver ikke de her “ture” for mig. Enhver kvinde kender til den hormonelle påvirkning af vores humør, som hører til vores cyklus. Den vi populært bruger ordet “præ-menstruel” om. Et ord vi ofte bruger i sjov om pirrelige kvinder. I virkeligheden er det jo slet ikke sjovt at være sårbar og følsom. Omvendt er det nogle gange nemmere at joke med de lidt svære ting. Men de fleste kvinder incl. mig selv, kender til kort lunte og irritabelt humør den tid på måneden op til vores menstruation. Det er for at sige det MILDT: pænt irriterende, at skulle igennem det hormon-bøvl!

Det som jeg bliver slået ud af 2-3 gange om året er en dybere og mørkere stemning og ikke nødvendigvis forbundet med cyklus. Jeg tror heller ikke det er stress udløst. Det kommer bare lige pludselig når mit bærger er fyldt op.  Ofte reagerer min krop samtidig, så jeg bliver forkølet, bliver utilpas i kroppen. Da jeg kun arbejder 30 timer om ugen, falder mine “kvartals-depressioner” ofte på mine fridage, og har jeg ikke “rejst” mig igen, når jeg skal møde på arbejde, kan det resultere i, at jeg melder mig syg. Og det er ikke med min gode vilje. Jeg får enorm dårlig samvittighed og giver mig selv endnu en ting at føle skyld over. Men alternativet er, at jeg tager på arbejde og kommer til at stå og tude foran en patient, eller bider hovedet af en kollega. Eller endnu værre knækker helt….

Men er det socialt accepteret i vores samfund at ligge sig syg med ondt i sjælen? Kan det accepteres på lige fod med migræne, influenza og andre fysiske symptomer?

Inspiration til selv-udvikling:

Jeg føler mig jævnligt rodløs. Føler jeg har lyst til at komme videre. Udvikle mig. Blive klogere på livet. Få hjælp til at gøre livet mere simpelt. Og så var det jeg mødte en kvinde på Instagram. En kvinde som jeg har lyst til at tage ved lære af. Hun deler mange guldkorn ud. Hun taler om begreber som selvkærlighed og gode energier. Lyder det langhåret?? 😀  Det er det ikke 😉

Jeg har et meget komplekst forhold til den alternative verden, da jeg som barn og ung fik det i rigelige store doser. Min far arbejdede som astrolog, healer, NLP terapeut og stort set alt det andet du kan lave indenfor den verden. Jeg blev engang behandlet med aske fra en indisk gud, da jeg havde bihulebetændelse, men da det ikke gjorde mig rask og jeg endte med at blive virkelig dårlig, måtte min far kapitulere og jeg tog “giften fra undermenneskerne” (antibiotika som lægen har udskrevet). Det gjorde mig rask! Udover aske, havde vi også en masse krystaller der skulle gøre godt for alt mulig, som jeg aldrig så resultatet af. Jeg så på ham. Jeg så på os. Og siden har jeg decideret taget afstand fra det.

Grunden til at jeg kommer ind på dette er, at denne Insta-kvinde, som jeg gerne vil tage ved lære af, er lidt over i den alternative verden. Hun bruger bla. bestemte olier til at massere med ved hjertet og har krystaller liggende. Den del tænker jeg ikke, jeg kommer til at bruge, men det som hun kan, er at give positiv energi og hun lærer mig at slappe af i den jeg er. At man er fuldstændig ok, som den man er. Hun lærer en, at finde ind til kernen af en selv. At vide hvad man står for.

Hun er befriende og tager ofte billeder og videoer af sig selv i alle mulige positioner, som ikke er “insta-venlige” og med meget lidt tøj på. Fordi hun hylder mennesket som det er skabt.  Hun taler om, at man skal omgive sig med det, som giver ‘en god energi tilbage. Dårlig energi kan man intet bruge til. Man må selv prøve at definere, hvad der er positiv energi og dårlig energi for en, men jeg bliver inspireret af hende.

Jo stærkere man står i sig selv, jo bedre man kender sig selv, jo mere kan verden bare komme an, eller mørke tanker bare komme an. Så jeg øver mig i at definere mig selv og blive den bedste udgave af mig selv.

Og derfor tør jeg godt slippe sandheden ud nu. Jeg ønsker på INGEN måde medlidenhed. Jeg ønsker IKKE, at blive pakket ind i vat. Jeg ønsker IKKE, at blive hevet op af hullet, når jeg er i det. Jeg ønsker kun forståelse af, hvorfor jeg er mig og at give mig til kende, for måske der sidder en derude, der kan relatere til mit skriv??

Kvinden fra Instagram hedder Emilie Meldgaard Jacobsen, hvis andre skulle have lyst til at blive inspireret ligesom jeg.

Hun bruger ofte et meget sigende og klogt udtryk: Hold snuden i eget spor og hjertet varmt!

Og gør man det, så skal det hele nok gå 🙂

 

Efterlad en kommentar



%d bloggers like this: