Pebermynte-is

Jeg ELSKER denne is. Den er efter min mening ikke mindre end fantastisk. Og samtidig er den verdens nemmeste is at lave. Man kan vælge udgaven med eller uden chokoladestykker i. Denne version er uden, men jeg har også prøvet med og der er den endnu bedre, men da denne skulle serveres sammen med en svampet brownie, valgte jeg chokoladen fra. Brug evt. min opskrift på lækker brownie her. Der bliver ca 800 ml. is. Dette var min 3. is ud af min fødselsdags-tapas-is-desserter.

 

Du skal bruge:


Pebermynte-is:


3,5 dl minimælk

1 ds. kondenseret mælk

2,5 dl. piskefløde

Pebermynte-essens eller dråber efter smag 20-80 dr.

Grøn pastafarve (evt. frugtfarve)

Evt. 50-75 g.  mørk finthakket chokolade


Fremgangsmåde:


Kom alle delene (pånær chokoladen) ned i en skål og rør til ensartet lysegrøn masse. Kom den på din ismaskine i 1 time. Har du ikke en ismaskine, så kan du stille skålen på frys og røre i isen ca hvert 10. min. til det er helt frossen eller stiv softice konsistens. Dette er for at undgå krystaller i isen.