Oreo-chokolade-cheesecake

Den er altså god. Faktisk rigtig god, hvis jeg selv skal sige det. Min barndomsveninde og hendes familie skulle besøge os igår (påsken) og derfor havde jeg endnu en god undskyldning for at eksperimentere med kage. Der er til ca 10-14 personer, kagen er ikke stor, men igen er det en konfektkage fra min hånd, så man spiser ikke et stykke, som var det en bradepandekage.

 

Du skal bruge:


Oreokiksebund:


50 g. smør

2 pk.  Oreo kiks (ca 300 g)


Orangechokolademousse:


2½ dl. piskefløde

150 g. finthakket mørk orangechokolade

2 æggeblommer

20 g. flormelis


 Oreo-cheesecake-topping:


1 dl. piskefløde

180 g. mascarpone

100 g. flormelis

1½ dl. knust oreokiks

1 tsk vaniliesukker


Gul flødeskum:


1½ dl. piskefløde

1/4 tsk gul pastafarve


Fremgangsmåde:


Oreokiksebund:


Knus kiksene fint i stavblender. Tag 1½ dl. fra til oreo-cheesecake delen

Smelt smørret.

Kom de knuste kiks i smørret og rør godt rundt.

Kom det ned i en springform på ca. 20  cm i diameter og mas det godt sammen. Stil på køl.


Orangechokolade-mousse:


Pisk æggeblommer hvide og luftige med flormelis.

Pisk fløden til skum.

Smelt chokoladen i micro-ovn.

Kom den lettere afkølede chokoladesovs ned til de piskede æggeblommer og vend dernæst forsigtig med flødeskummet.

Hæld moussen på kiksebunden og stil køligt.


 Oreo-cheesecake-topping:


Bland mascarpone, vanilisukker og flormelis og pisk hurtigt sammen.

Pisk fløde til skum og pisk det hurtigt sammen med mascarponen.

Vend de 1½ dl. knuste oreokiks i ostemassen og kom det ovenpå den stivende chokolademousse.

Stil køligt.


Gul flødeskum:


Pisk fløden til flødeskum. Kom gul pastafarve i og vend, kom i sprøjtepose med den ønskede tyl og dekorer din kage. Pynt med små chokoladeæg i midten.