Når kærligheden indimellem er ved at drukne i forskelligheder…

Jeg læste Annemette Voss’ blogindlæg idag og blev inspireret til at selv at skrive om tilsvarende emne. Nemlig kærlighed, den evige kærlighed, den som varer livet ud…. eller som ikke gør.

Jeg er selv datter ud af en skilsmisse familie. Mine forældre blev skilt da jeg var 10 år. På ret dramatisk vis faktisk. Min far blev væk, skulle lige hente smøger i grillen og kom ikke hjem igen… Vi troede han var død,  gået ud på skinnerne ved banegården og vi var dernede for at kikke efter ham. 2 dage efter gav han lyd, han var i live, var ikke død, var bare gået….. Havde fået nok…. af sit liv/ægteskab.

Jeg endte med at bo 12 dage ved min mor, og hver anden weekend ved min far. Jeg synes det var svært. Svært at have 2 forskellige liv, et ved min mor og et ved min far. Min far flyttede ofte og i tidsrummet mellem jeg var 10 år og 15 år kan jeg huske jeg besøgte ham 10 forskellige steder: i Esbjerg 2 forskellige steder i en lånt lejlighed og ved en dame i et rækkehus, besøgte ham i København ved en veninde, kan her kun huske 1 sted, besøgte ham i Tarm på kroværelse, besøgte ham ved Ålborg eller deromking (nordpå) i hus ved skoven ved ny dame, besøgte ham i vejle, i hans egen lejlighed, besøgte ham i Brørup, i hans eget hus, først på landet, senere inde i Brørup, besøgte ham i Grindsted, på hans vens værelse, besøgte ham i Kolding på et kollegie værelse…. Der har været flere steder, men jeg kan ikke huske dem alle. Derudover var der en periode, hvor han var væk i lang tid, hvor han tog til Indien for at besøge SaiBaba en indisk menneskelig gud….. Da jeg var ca. 20-22 år mistede vi  kontakten. Det var et aktivt valg.

Jeg har et stort og inderligt ønske: At mine børn skal vokse op med deres mor og far SAMMEN. At vi har et FÆLLES liv. Give dem en stabil barndom. Jeg tror på, at man kan leve et helt liv sammen, selvom mine egne forældre ikke er mit forbillede her. Selvom 50% går fra hinanden i dagens Danmark, er der den anden halvdel, som viser det godt kan lade sig gøre…. Men et helt liv med ‘en  partner er ikke en nem opgave. Det kræver sin mand! eller kvinde! Jeg var til et guldbryllup for ikke så længe siden, et par man ser op til, blot fordi de har præsteret at blive sammen, men i talerne blev der også pointeret, at de ikke var enige hele tiden, at de kunne skændes og havde temperament. Men at kærligheden vandt over uvenskaberne de havde indimellem.

Jeg har svært ved at skrive dette  indlæg, fordi det er så personligt, men mest fordi min mand ikke er tilhænger af min blog. Jeg har brug for denne blog, jeg har brug for at skrive mine tanker ned. Skal jeg så lukke ned for mine behov, for at vise hensyn eller skal jeg forvente min mand giver mig den frihed, at han lader mig udvikle mig igennem min blog. Her har jeg faktisk brug for at høre, hvad mine læsere mener?? Er ægteskabet ikke om at give hinanden plads?? Samtidig handler det jo også om at respektere den anden, gør jeg ikke det, når jeg alligevel vælger at have denne blog? Skal jeg arbejde med, ikke at ville dele mit liv og tanker?? Hvad er rigtig? Hvad er forkert? Må jeg blive forfatter og skrive en bog om mit liv og mine følelser som mange andre gør??

For at vende tilbage til guld brudeparret, så er ægteskabet ikke super smukt HELE tiden, men man har i princippet 2 valg: Man kan vælge at sige: jeg kan IKKE leve med dig og dine værdier og GÅ. ELLER: man kan give plads og prøve at forstå den anden. Give and Take. Man kan vælge at påskønne den anden for det vedkommende KAN, i stedet for at fokusere på det, som den anden mangler. Hvis man skal blive sammen i mange år, tror jeg det er NØDVENDIGT at man minder sig selv om, at man er heldig med den anden , at man ikke føler sig taget for givet, at man arbejder med de ting, som vil gøre ens partner til et gladere menneske. Skal jeg så lukke min blog?…

Pga. min fortid har jeg haft meget at arbejde med og jeg prøver virkelig, men nogle gange er min beholder bare fyldt, så kan jeg kun overskue at sove og ligge tøj sammen på en hel dag. Jeg er ikke noget menneske der har uanede mængder energi og overskud. Det kan godt være min blog viser jeg bager en masse og vi laver en masse, men jeg har også dage, hvor jeg ikke kan særlig meget andet end at glo på fb. og støvsuge. Eller skriver på min blog. Hvor jeg lukker ned. Går i nattøj til kl. 13.30 og henter børn kl. 14. 30.

Det jeg prøver at sige er, at INGEN er perfekt og INGEN lever det perfekte liv. Ingen er glade HVER eneste dag. Ingen lever et liv, hvor de ikke er uenige med deres partner i ny og næ. Det perfekte ægteskab findes ikke. Kun på Hollywood feel-good og Morten Korch film. Hvis en sidder og læser dette og er uenig med mig, så PLEASE skriv, at I lever det perfekte liv, og GIV mig OPSKRIFTEN!!

Herhjemme skal vi til at hygge og fejre julen, som jo er hjerternes fest. Rigtig god Jul til jer 🙂

Efterlad en kommentar



%d bloggers like this: