Når det ikke går som man gerne vil….

Altså det er ikke helt nemt at skrive det her indlæg, for jeg er møg utilfreds med mig selv lige pt. Det er gået helt i hat og briller. Mit projekt “bikini-klar”/ned i vægt er gået i vasken. Min vægt er næsten ved udgangspunktet og jeg rå-æder alt hvad der hedder sukker, smør, hvidt brød og jeg skal komme efter dig.

Og så dunker jeg mig selv i hovedet, for jeg havde jo motivationen, men kun i 3 uger og så forsvandt den stille og roligt. Det er mig en gåde hvorfor jeg ikke kan holdes motiveret i en længere periode. Jeg er jo typen der analyserer mig selv og vil gerne have en forklaring på alting. Forklaringen må ligge i, at jeg simpelthen ikke er stærk nok lige nu. Stærk nok til at holde mig fra sukker særligt, men også bare dejlig mad. Eller er der mon andre forklaringer??…

Synes jo også det er så overfladisk at snakke om min kage-mave, hvem gider egentligt at høre om mig og mine laster og bløde deller. Flere ser mig som en slank kvinde, der ikke behøver at tabe noget og synes måske nærmest det lyder dumt, at jeg vil ned i vægt. Men jeg følger op på det, da jeg ikke bare vil lade som om, når først jeg startede et blog indlæg, hvor mine læsere skulle vide at NU SKETE DET. ØV og så gjorde det slet ikke. Men dette indlæg bliver altså det sidste i denne genre, for nu vil jeg ikke belemre jer med det emne længere.

Egentlig er det jo meget mere interessant, hvorfor jeg ikke bare kan være tilfreds. For et ½ års tiden, skrev jeg, at jeg hvilede i mig selv, mere end jeg nogensinde havde gjort før. Og det gør jeg også, rent mentalt, men jeg hviler ikke i min krop og udseende, som jeg ville ønske…. Jeg elsker visse dele ved min krop og er glad for min krop med tøj på. men uden tøj bliver det mere problematisk. Jeg gør mig tanker om at Carsten hellere vil have en slankere kone, som hende han mødte for 12 år siden. Han er sød og giver mig komplimenter, men siger samtidig at det ikke gør noget, hvis maven struttede mindre og røven knap så stor. Og det er jo når jeg tvinger en mening ud af manden, han siger dette.

Og der skal jo være plads til ærlighed, men det er bare så pokkers farligt at være mand og sige sådan en sætning. Kvinden hører kun: DU ER FOR TYK. Og med det samme udleder kvinden/mig: Kan han så ikke lide mig lige så meget, som hvis jeg er slankere? Tænder han mindre på mig? Får følelsen: Er jeg nu mindre værd? Jeg burde også tage mig sammen?

Samtidig forstår jeg ham jo godt, jeg synes jo også selv  jeg var flottere for 12 år og 10 kg siden.

Jeg havde besøg af en veninde for nylig, hvor emnet krop selvfølgelig kom op som emne og hun havde faktisk valgt at følge frodige kvinder på instagram istedet for nogle af de her tynde flotte kvinder. Det er en genistreg, for nu er jeg selv begyndt at følge en frodig kvinde i USA, som har vagt stor opsigt fordi hun er blød, kvindelig med store lårbassser og hendes mand er gennemtrænet med sixpack. Det match har simpelthen fået så meget opmærksomhed, med spørgsmål som “hvordan kan du score så flot en fyr?”, at en trænet fyr som ham, ønsker en buttet kvinde som hende. Hendes mand svarede igen med det allerbedste svar: Hvorfor spørger ingen mig, hvordan jeg kan score en så gudesmuk kvinde, som er så omsorgsfuld, målsat og fuld af humor?

Det par er nu mit helt store forbillede, når jeg læser på hendes insta eller hans, bliver jeg så glad. Jeg gad godt vi var mange flere der tænkte sådan og bare kunne nyde livet og hinanden og de VIRKELIGE værdier, uden hele tiden at have en tanke på om jeg nu tager på, hvis jeg spiser den kage eller det mad. Vi bliver jo alle mænd som kvinder påvirket af, hvordan vi “bør” se ud, alle de kvinder der bliver postet på online medier og i blade, på film mm., de sætter dagsordenen. Jeg tror når den holdning som Jenna og hendes mand har vinder mere frem om et par genrationer, så fortyder vi, at vi brugte så meget af vores tid og overskud på at tænke på vægt/udseende. Jeg viste Carsten billedet af Jenna og hendes mand, så han også kan blive påvirket i den retning.

Nu vil jeg forsøge at finde fred med min krop, min lille dejlige bløde 40 årige kvindekrop, prøve at elske min voksende appelsinhud, der i solet’s lys får min lår til at ligne havets bølger, jeg vil forsøge at elske mine bryster, der sidder mere sydligt efter at have madet 2 små babyer i flere måneder, elske mine store lår i forhold til mine spinkle skuldre og tynde underben. Jeg har bare lyst til at finde fred med min krop, måske jeg skulle rose den hver dag….

Her er de billeder jeg ikke har vist før, billeder jeg helst undlader at vise af mig selv, da de viser den skinbarlige sandhed…. men jeg skal jo ikke kun vise glansbilleder af mig selv, selvom jeg helst vil det 😉 PS. billederne er megasmå, ved ikke hvordan jeg skal lave dem større, men dellerne og strutmaven er der, I skal bare zoome ind 😉

Og glansbilledet, hvor jeg står og trækker maven ind 😉 See the difference? 🙂

Efterlad en kommentar



%d bloggers like this: