Mit livs…

Mit livs kærlighed mødte jeg d. 6. Maj 2006  i en alder af 28 år.

Han slog benene væk under mig på et dansegulv på en pub i Viborg, det var heldigvis kun i overført betydning, for han kan altså danse! Jeg er dybt taknemlig for, at have oplevet den lykke det er, at finde den eneste ene. Når det er så er sagt, så er mit ægteskab ikke en dans på roser hele tiden. Men det er også utopi at tro, at det kan være en dans…hele tiden.

Efter forelskelsen bliver det hverdag og ægteskabet/parforholdet bliver noget der skal prioriteres. Det skal plejes, jeg ved det er en kliche at sige, men det er ikke desto mindre rigtigt. Når man går ad livets landevej sammen, vil der selvfølgelig komme bump på vejen.

Kunsten er at komme godt forbi bumpene og huske på hvad man egentlig blev så forelsket i. Og det skal man lade fylde mere, end irritationen oven den anden.

 

Mit livs oplevelse havde jeg med fødslerne af mine to døtre.

2 Oplevelser, der har brændt sig fast i mig for altid. Både pga. den ubeskrivelige fysiske smerte det var, at føde dem, men også fordi det er en magisk euforiserende lykkefølelse, der slår alt. Bagefter er du i en rus af udmattelse, stolthed og kærlighed.

Bevares!

Denne beskrivelse er jo mest set på afstand. Lige efter begge mine fødsler, har jeg været så træt, som jeg aldrig har prøvet før og måske derfor, var jeg heller ikke i stand til at nyde oplevelsen 100% lige efter, men det tager ikke stoltheden fra mig.

Eller kærligheden.

 

Mit livs rygsæk indeholder en blanding af gode, kærlige oplevelser og knap så gode og kærlige oplevelser.

Jeg er indtil mit 9. år vokset op på en villavej i en “kernefamilie”. Gik på en skole, hvor jeg oplevede mobning i de små klassetrin.

Gemte mig på toiletterne efter skole for ikke at blive opdaget af de to “onde” drenge og tissede ofte i bukserne på vej hjem fra skole pga. angst.

Da jeg er 9 år, går mine forældres firma konkurs og alt (hjem, sommerhus ,bil) ryger på tvangsauktion. Vi flytter fra villavej til socialt boligbyggeri, hvor mine forældre kort efter bliver skilt. I det sociale boligbyggeri er der en stor blanding af alle mennesker fra alle samfundslag og alle lande. Det er mennesker med høj moral og mennesker med lav moral. Det er en blanding af mennesker, der vil ‘en det godt og mennesker der ikke vil’ en det godt. De næste 6 år bærer ikke præg af kernefamilie.

Jeg flyttede på efterskole som 15 årig og siden jeg har ikke boet hjemme. Jeg blev hurtig voksen og tog hurtigt ansvar for mit eget liv.

 

Mit livs udfordring er at finde balancen mellem det gode og det onde.

Det glade og det triste.

At styre udenom de dårlige valg og træffe de rigtige.

Det er jeg egentligt nået langt med takket være terapi og medicin. Der er dog stadig plads til forbedring, men det gør ikke noget.

 

Mit livs passion må være det kreative;

At bage, at skrive, at danse. Som barn og ung dansede jeg. Som ung og voksen skrev jeg. Og som voksen har jeg fundet vej til bagningen, som samtidig giver mig en sød belønning.

Jeg elsker chokolade, så meget og dybt, at jeg vil gå så langt til at sige, at der må have været chokolade indblandet, da jeg blev lavet. Jeg har altid haft en sød tand, ligesom resten af min familie.

Men derudover er jeg også bare en MAD elsker og sætter stor pris på velforberedt mad og går også selv i køkkenet og bruger lang tid på et godt måltid når tiden tillader det eller nogle skal forkæles.