Jordbær-roulade med flødecreme.

Min søster og  nevøer skulle komme på besøg i vinterferien og jeg havde lige tid til at lave en enkelt hurtig kage. Da de kom på Valentines dag, var jeg blevet inspireret af den røde farve, der poppede op alle vegne på nettet og besluttede at lave en jordbær roulade. Her er til ca. 10 personer.

 

Du skal bruge:


Roulade:


3 æg

120 g. sukker

120 g. hvedemel

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. bagepulver

Ca. 150 g. jordbærmarmelade.


Flødecreme:


2½ dl. piskefløde

80 g. flormelis

2 tsk. vaniljesukker

3-4 jordbær i halve eller kvarte


Fremgangsmåde:


Roulade:


Pisk æg og sukker til lys og luftig masse.

Sigt mel og bagepulver ned i æggemassen.

Pisk det sammen kortvarigt.

Fordel dejen på et stykke bagepapir på en stor bageplade. Skal fordeles så den er ca. en lille cm. tyk, hvilket fylder lige knap hele pladen.

Bages ved 225 grader i 5-6 min. Den er færdig når den ved et let tryk på dejen, kommer op igen.

Drys lidt sukker ud på et nyt stykke bagepapir og vend den lune bund ud på det.

Træk bagepapiret af, som bunden er bagt på.

Når bunden er kold, smøres jordbærmarmelade rundt på hele fladen.


Flødecreme:


Pisk fløde til flødeskum og kom flormelis og vaniljesukker i og pisk igen. Fløden skal være meget pisket, da  den så er nemmere at have med at gøre, når rouladen skal rulles.

Smør det meste ovenpå marmelade-bunden og rul rouladen på den lange led. Pynt med resten af flødecremen ved at komme det på sprøjtepose og lave små dutter. Kom jordbær på.