Hindbærmarengs med hindbæris og lakrids-sirup

Jeg lavede en 3 retters dessert tapas til vores 40 års fødselsdag og denne var en af de 3. Den smager virkelig dejlig!!

Så dejlig at jeg overvejer om den skal på nytårsmenuen. Den knasende lidt syrlige hindbærmarengs med den fløjlsbløde is og lakrids-sirup til, er bare en mega GOD kombi! Is’en bliver bedst hvis man har en ismaskine, men kan også laves uden, men den kræver måske et par omrøringer, mens den står på frys.

Der bliver til ca. 15 desserter af min størrelse. Plus overskydende marengs/kyskager du kan spise til som ekstra eller gemme til pynt til en kage.

 

Du skal bruge:


Marrengs:


3 æggehvider

150 g. sukker

1/4 tsk. hindbæreddike

3 tsk. hindbærekstrakt

Evt. lidt pink pasta farve, for mere lyserøde marengs (det brugte jeg)


Hindbæris:


200 g. hindbær

½ dl. sukker

1 tsk. vaniliesukker

2 æggeblommer

75 g. sukker

1 dl.mælk

1½ dl. fløde


Lakrids-sirup:


1½ dl. vand

1 dl. sukker

1½ tsk. lakridsgranulat

Fremgangsmåde:


Marengs:


Pisk æggehviderne stive.

Pisk sukker i til marengsen er sej og vil kravle op af piskeriset.

Tilsæt eddike og ekstrakt og farve. Pisk igen 1-2 min.

Kom din marengs i en sprøjtepose med den ønskede tyl (jeg brugte Wilton M1) og tegn runde cirkler med glas på ca 6-7 cm i diameter og med blyant på bagepapir.

Sprøjt nu din marengs ud i “fuglereder” på de optegnede cirkler. Der er overskydende marengs og med dette kan du lave ekstra reder eller lave små kyskager. De kan gemmes i kagedåse i lang tid.

Bages ved 100 grader i ca. 60 min. Laver du små kyskager, kan de nøjes med 40 min.


Hindbæris:


Kom hindbær, sukker og vaniliesukker i gryde, lav et opkog på 2-3 min., til sukkeret er opløst.

Kom hindbærrene op i en si og pres alt saften ud i skål.

Pisk det andet sukker i fra opskriften og æggeblommer sammen til hvidt og skummende.

Pisk mælk og fløde i kort. Kom hindbær saften i og pisk kortvarigt igen.

Kom den flydende is-masse over i ismaskine og kør i 1 time.

Herefter du kommer isen i silikone-halvkugleforme på ca 4 cm. i diameter eller i bøtte og stiller i fryseren.


Lakrids-sirup:


Bland alle dele i en gryde og rør mens det koger  i ca. 20 min.

Kom siruppen på glas du lige har skoldet, så holder den sig i lang tid på køl.

Når du skal servere desserten, trykker du de frosne halvkugle is ud direkte fra frost (ikke vent, så bliver de for bløde at trykke ud) og ud på din marengs og kom lidt af din lakrids sirup på isen og så er de klar til at blive spist.

Bonus-info: hjemmelavet is smelter hurtigere end det du køber, så det skal spises med det samme.