Hasselnøddekage med mælkechokolade og brombær

Jeg skulle finde på noget til mine bedste veninder, som kom på besøg. Jeg havde længe haft lyst til noget med ristede hasselnødder, en fløjsblød mousse, der så tit går igen i mine kager og en syrlig bærsmag til give kagen balance. Denne kage blev resultatet.

 

Du skal bruge:


Hasselnøddebund:


50 g. hasselnødder, risede

80 g. mel

60 g. brun farin

80 g. akaciehonning

½ tsk. bagepulver

1 tsk. vaniliesukker

2 spsk. kakao

2 æg


Mælkechokolade-mousse:


220 g. mælkechokolade

3,5 dl. piskefløde


Brombær-hindbær-creme:


120 g. brombær

120 g. hindbær

100 g. sukker

2 tsk. vanilie

1 ½ husblas

1 dl. fløde

Fremgangsmåde:


Hasselnøddebund:


Rist nødderne på bageplade i ovnen ved 180 grader i ca. 10 min, til de er let gyldne.

Nuller skallen af, ved at rulle nødderne i viskestykke. Hak dem meget fint i stavblender.

Pisk æggene luftige med brun farin og honning.

Sigt kakao, mel, bagepulver og vaniliesukker ned i æggemassen.

Tilsæt de finthakket hasselnødder og vend godt rundt.

Kom dejen i bagepapirs-beklædt springform på 18 cm. bages ved 200 grader i ca 16-18 min.

Bunden er færdig når du kan stikke en kødnål ned og der ikke hænger dej på. Bunden må gerne være en smule fugtig i det. Afkøl bunden.


 Mælkechokolade-mousse:


Hak chokoladen fint.

Varm 1 dl. fløde til kogepunktet og tilsæt den hakkede chokolade.

Rør rundt med dejskraber til ensartet masse.

Pisk den resterende fløde til skum og vend chokoladesovsen med flødeskummet.

Beklæd din springform med kageplast hele vejen rundt og hæld din mousse over og stil på køl i 6 timer eller på frys i 2-3 timer.


Brombær-hindbærcreme:


Kom husblas i kold vand i 10 min.

Kom bærrene, sukker og vaniliesukker i en gryde og kog et par min. til bærrene er møre.  Hæl bærrene op i en si med skål under og rør husblassen rundt i den varme saft, køl ned til stuetemperatur.

Pisk fløden til let skum og bland de to dele, vend rundt med dejskraber.

Jeg brugte en speciel silikoneform, jeg lige havde investeret i, men den var ret svær at arbejde med.

Dvs. jeg kunne ikke få min creme ud af formen, på trods af jeg ventede på cremen var HELT frossen. Så næste gang vil jeg blot komme creme ovenpå moussen som et lag. Og så må jeg finde på noget andet og komme i min fine silikoneform 🙂

Pynt med hindbær,brombær eller hvad du lige har liggende.