Fødselsdagslagkage spændt op til lir.

Veninden havde fødselsdag og ønskede sig en fin lagkage. Jeg havde lyst til at lave noget uden chokolade for en gangs skyld. Smagen er af citron og brombær. Den er virkelig skøn og lækker. Kan varmt anbefales. Selv børnene var vilde med den. Der er til 10 personer i denne kage-størrelse.

 

Du skal bruge:


Lagkagebunde:


3 æg

120 g. sukker

120 g. hvedemel

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. bagepulver


Citroncreme:


100 g. mascarpone ost

2½ dl. piskefløde

60 g. flormelis

2 tsk. vaniljesukker

saft fra ½ citron

citronskræl fra 2 citroner


Brombærcreme:


1 husblas

150 g. brombær

40 g. sukker

1 tsk. vaniljesukker

50 g. philidelphia ost

50 g. mascarpone ost

50 g. flormelis

1 dl. piskefløde


Pynt: blomster, små påskeæg, frysetørret hindbær, små sukkerkugler i 2 lyserøde nuancer, marengskys, jordbær. I princippet kan man bruge akkurat det man har liggende i skabet, man kan vælge ud fra farver eller hvad man kan lide. Kun fantasien sætter grænser

Fremgangsmåde:


Lagkagebund:


Pisk æg og sukker til lys og luftig masse.

Sigt mel og bagepulver ned i æggemassen.

Pisk dejen kortvarigt sammen.

Fordel dejen på et stykke bagepapir på en stor bageplade. Skal fordeles så den er 1 lille cm. tyk, hvilket fylder lige knap hele pladen.

Bages ved 225 grader i 5-6 min. Den er færdig når den ved et let tryk på dejen, kommer op igen.

Drys lidt sukker ud på et stykke bagepapir og vend den lune bund ud på det.

Når kagen er næsten helt kold, kan du trække det bagepapir af, som bunden er bagt på.

For at danne et H, som jeg formede kagen som (H var forbogstavet i fødselarens navn), så skar jeg 5 stk “striber” ca 5-6 cm. brede i den lange længde af bunden. Så har du akkurat brugt det hele, pånær kanterne, der er skåret væk.

Den ene af de 5 striber, halveres, det skal være leddet mellem de lange.

Så klipper du et hul på dine sprøjteposer med din creme i og sætter “dutter”, som du kan se på billederne. Kommer ny bund på og nye dutter. Du pynter det bedste du har lært 😉 Og tadaaa så har du en fin og lidt anderledes lagkage 🙂


 Citroncreme:


Riv alt den gule skræl af citronerne på det fine rivejern.

Pres halvdelen af  den ene citron for saft.

Pisk fløden til skum.

Pisk ost, vaniljesukker og flormelis sammen.

Bland/pisk/vend med flødeskummet sammen med citronsaft og skræl.

Kom på sprøjtepose og stil på køl 1 times tid.


Brombærcreme:


Kom husblas i koldt vand i 10 min.

Kom brombær i en gryde sammen med sukker og vaniljesukker, kom låg på og lad det simre i 5-10 min.

Sigt bærrene for saft, pres brombærrene for at få det hele med.

Vrid husblas og kom den op i den varme saft, rør rundt og afkøl i ca 30 min. til stuetemperatur.

Pisk ost og flormelis kort sammen.

Pisk fløden til let skum.

Bland  flødeskum, ostedel og bærsaft sammen med dejskraber.

Kom på sprøjtepose og på køl i minimum 3 timer. (Fryser ca ½ time.)