46473195_1069698219866592_2619762508180750336_n (1)

Tør du at se sandheden i øjnene…..

Er jeg i virkeligheden “kvartals-dranker”?

Bare uden hang til alkohol.

Hvordan er man så det? Jo 2-3 gange om året, bliver jeg overvældet af følelser, der slår mig lidt omkuld. Dagene varierer fra ca. 3-6 dage. Jeg drikker mig ikke stiv i de dage. Til gengæld går jeg i HI. Mit humør dykker, jeg bliver ked af det, kan ikke overskue min hverdag. Kan ikke se en fremtid for mig. Kan ikke se jeg duer til noget. Føler mig som en dårlig mor og en dårlig hustru.

Jeg har mest af alt lyst til at gemme mig langt væk. Jeg har ikke lyst til, at mine børn skal se mig grådlabil, nedtrykt og skrøbelig og jeg vil ikke være en belastning for min mand. Men jeg har ikke noget sted at gemme mig, ingen steder at flygte hen. Så derfor bliver jeg hjemme, jeg trækker mig fra omverdenen. Jeg sover meget. Og scroller sociale medier. For at komme væk fra mine mørke tanker, som har fået overtaget på mig. Jeg går tidligt i seng eller sover meget i løbet af dagen. Carsten tager i de perioder meget over og giver mig ro. Jeg magter ikke høje lyde, eller mange forskellige lyde på en gang feks. radio, fjernsyn og stemmer. Jeg magter slet ikke skænderier mellem børnene. Mit system og min krop KAN det ikke. Jeg går i soveværelset og er alene. Jeg føler mig OVER-SENSITIV. Jeg føler mig sårbar og utilstrækkelig.

Jeg har ‘en mission her i livet, der er vigtigere for mig end noget andet:

At give mine børn den stabilitet og tryghed, jeg selv manglede som barn.  Når jeg så bliver “kvartals-dranker” og går i hundene flere gange om  året, føler jeg skyld og skam. Over at jeg ikke giver dem det, som jeg gerne vil. Skyld over at jeg ikke er den mor, som jeg ønsker at være: Nemlig en stærk og kærlig mor. Jeg bliver svag og fjern. Og det gør så ondt i mit indre. Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger.

Og ligesom alkoholikeren gemmer sine flasker væk, fordi hun skammer sig, så gemmer jeg MIG væk. Og venter på “stormen har lagt sig”. Fordi HELDIGVIS ved jeg, at tilstanden går over, at jeg bliver “mig selv” igen. Når de mørke tanker får lagt sig igen, tænker jeg atter klart og synes igen, at jeg er en dejlig og stærk kvinde, ser lyst på mit liv, føler mig taknemlig og ser positivt på fremtiden. Jovist er jeg stadig et følsomt gemyt, men ikke på den “vilde” måde.

Jeg har jo før nævnt i nogle af mine blogindlæg, at jeg får medicin. Medicinen har hjulpet mig meget. Jeg har slet ikke de samme udsving som tidligere og slet ikke så ofte. Både en læge, psykolog og psykoterapeut mener jeg er rask i hovedet. Jeg har aldrig insisteret på at fejle noget, men jeg har haft en mistanke om, at noget er gået i arv til mig fra min far, som profesionelle mennesker mener er maniodepressiv. Men man må jo stole på dem, der skulle siges at have forstand på den slags ikke?….

Hvorfor får jeg så medicin. Fordi jeg gik til læge for ca 6 år siden og fortalte min læge hvordan jeg havde det. Hun mente jeg havde en mindre depression, som jeg skulle prøve noget medicin for.

Selvom det jeg selv kalder”kvartals-dranker” måske i virkeligheden mere minder om en maniodepressiv tilstand.

Derfor ville det også være en stor hjælp, hvis de mennesker der læser dette blogindlæg, ville give mig et hint om, om dette er noget der er almindeligt, noget I selv kender til?? Selvfølgelig i privat besked.

Mine veninder beskriver ikke de her “ture” for mig. Enhver kvinde kender til den hormonelle påvirkning af vores humør, som hører til vores cyklus. Den vi populært bruger ordet “præ-menstruel” om. Et ord vi ofte bruger i sjov om pirrelige kvinder. I virkeligheden er det jo slet ikke sjovt at være sårbar og følsom. Omvendt er det nogle gange nemmere at joke med de lidt svære ting. Men de fleste kvinder incl. mig selv, kender til kort lunte og irritabelt humør den tid på måneden op til vores menstruation. Det er for at sige det MILDT: pænt irriterende, at skulle igennem det hormon-bøvl!

Det som jeg bliver slået ud af 2-3 gange om året er en dybere og mørkere stemning og ikke nødvendigvis forbundet med cyklus. Jeg tror heller ikke det er stress udløst. Det kommer bare lige pludselig når mit bærger er fyldt op.  Ofte reagerer min krop samtidig, så jeg bliver forkølet, bliver utilpas i kroppen. Da jeg kun arbejder 30 timer om ugen, falder mine “kvartals-depressioner” ofte på mine fridage, og har jeg ikke “rejst” mig igen, når jeg skal møde på arbejde, kan det resultere i, at jeg melder mig syg. Og det er ikke med min gode vilje. Jeg får enorm dårlig samvittighed og giver mig selv endnu en ting at føle skyld over. Men alternativet er, at jeg tager på arbejde og kommer til at stå og tude foran en patient, eller bider hovedet af en kollega. Eller endnu værre knækker helt….

Men er det socialt accepteret i vores samfund at ligge sig syg med ondt i sjælen? Kan det accepteres på lige fod med migræne, influenza og andre fysiske symptomer?

Inspiration til selv-udvikling:

Jeg føler mig jævnligt rodløs. Føler jeg har lyst til at komme videre. Udvikle mig. Blive klogere på livet. Få hjælp til at gøre livet mere simpelt. Og så var det jeg mødte en kvinde på Instagram. En kvinde som jeg har lyst til at tage ved lære af. Hun deler mange guldkorn ud. Hun taler om begreber som selvkærlighed og gode energier. Lyder det langhåret?? 😀  Det er det ikke 😉

Jeg har et meget komplekst forhold til den alternative verden, da jeg som barn og ung fik det i rigelige store doser. Min far arbejdede som astrolog, healer, NLP terapeut og stort set alt det andet du kan lave indenfor den verden. Jeg blev engang behandlet med aske fra en indisk gud, da jeg havde bihulebetændelse, men da det ikke gjorde mig rask og jeg endte med at blive virkelig dårlig, måtte min far kapitulere og jeg tog “giften fra undermenneskerne” (antibiotika som lægen har udskrevet). Det gjorde mig rask! Udover aske, havde vi også en masse krystaller der skulle gøre godt for alt mulig, som jeg aldrig så resultatet af. Jeg så på ham. Jeg så på os. Og siden har jeg decideret taget afstand fra det.

Grunden til at jeg kommer ind på dette er, at denne Insta-kvinde, som jeg gerne vil tage ved lære af, er lidt over i den alternative verden. Hun bruger bla. bestemte olier til at massere med ved hjertet og har krystaller liggende. Den del tænker jeg ikke, jeg kommer til at bruge, men det som hun kan, er at give positiv energi og hun lærer mig at slappe af i den jeg er. At man er fuldstændig ok, som den man er. Hun lærer en, at finde ind til kernen af en selv. At vide hvad man står for.

Hun er befriende og tager ofte billeder og videoer af sig selv i alle mulige positioner, som ikke er “insta-venlige” og med meget lidt tøj på. Fordi hun hylder mennesket som det er skabt.  Hun taler om, at man skal omgive sig med det, som giver ‘en god energi tilbage. Dårlig energi kan man intet bruge til. Man må selv prøve at definere, hvad der er positiv energi og dårlig energi for en, men jeg bliver inspireret af hende.

Jo stærkere man står i sig selv, jo bedre man kender sig selv, jo mere kan verden bare komme an, eller mørke tanker bare komme an. Så jeg øver mig i at definere mig selv og blive den bedste udgave af mig selv.

Og derfor tør jeg godt slippe sandheden ud nu. Jeg ønsker på INGEN måde medlidenhed. Jeg ønsker IKKE, at blive pakket ind i vat. Jeg ønsker IKKE, at blive hevet op af hullet, når jeg er i det. Jeg ønsker kun forståelse af, hvorfor jeg er mig og at give mig til kende, for måske der sidder en derude, der kan relatere til mit skriv??

Kvinden fra Instagram hedder Emilie Meldgaard Jacobsen, hvis andre skulle have lyst til at blive inspireret ligesom jeg.

Hun bruger ofte et meget sigende og klogt udtryk: Hold snuden i eget spor og hjertet varmt!

Og gør man det, så skal det hele nok gå 🙂

 

43393923_703184736721295_1348393811369263104_n (1)

Mange tanker om forandring og status her og nu.

Jeg har tænkt så det knager. Så alt er ved det gamle 🙂 Eller er det?

Jeg er jo født med en evne, jeg kalder over-tænkning. Ikke en evne, jeg har sat speciel meget pris på,  da den oftest fører til mørke og triste destinationer. Jeg tænker og analyserer på alt, hvad jeg observerer eller oplever på min vej. Og jeg bliver derefter træt. Træt fordi jeg bruger alt min energi forkert. Eller blot træt fordi jeg ikke har fået min nattesøvn (pga tanker). Og hvis der er noget som kvæler min energi, så er det træthed.

Så hvordan undgår jeg så at over-tænke? Hvordan vender jeg bøtten og får mere energi? Ja den formel er jeg ikke i hus med, kan jeg godt afsløre, men jeg er ret sikker på, at jeg er på rette kurs.

Jeg arbejder på en accept af, hvordan jeg er sat sammen som menneske. Jeg ønsker mere overskud, så i stedet for at dunke mig selv i hovedet, over alt det jeg ikke kan eller ikke har overskud til, så prøver jeg at finde accept i, at det jeg kan, når og har overskud til, ER OK.

Jeg kunne dunke mig selv i hovedet over, at jeg bruger mine fridage på at sove, at jeg ikke magter at få besøgende, at jeg er for tyk, at jeg når for lidt, at jeg ikke får startet op på træning. MEN DET GIDER JEG IKKE LÆNGERE!

JEG ER SOM JEG ER OG DET ER GODT NOK (som Krumme sagde)

Jeg er ved at nå til en accept af min krop, jeg øver mig på at slutte fred med mine ekstra kilo, hvilket ikke betyder jeg ikke må sætte mig mål om at tabe mig, men jeg gider ikke selvhad, jeg vil elske min krop på godt og ondt.

Jeg er næsten nået til en accept af, at jeg må sove mere end gennemsnittet, at mine fridage først starter kl. 11, det er ikke spild af tid, det er tid der er givet godt ud, for jeg fungerer ikke optimalt uden den ekstra søvn.

Jeg er ved at nå til en accept af, at jeg bliver træt, når jeg har været sammen med mennesker i 4-5 timer, jeg er ikke asocial eller kedelig, jeg er bare mig, med den energi mængde jeg nu har.

Men når man alle dage har haft en lille djævel siddende på den ene skulder og hvisket mig i øret; “at det ikke er godt nok!”, så er den ikke sådan at vifte væk. Det er en proces der tager tid.

Jeg er jo datter af to mennesker, hvis gener, ingen kan tage fra mig.  Man kan ikke ændre det man er kommet af. Ikke det genetiske. Jeg har ingen kontakt til min far og har ikke haft det i ca 18 år. Jeg har i mange år, troet der var noget i vejen med mig. Troet jeg havde en psykisk sygdom, der gjorde mig ustabil og humørsvingende, som min far var. Jeg er tilsyneladende ikke syg (HELDIGVIS), men bærer præg af det jeg er opvokset i.

Jeg er virkelig stolt af min Mor. Min Mor har udviklet sig så meget. Vi havde nogle svære år, men vi fik åbnet op, og talt ud. Idag er hun den mormor, der lige har inviteret sine børnebørn på weekend ophold på børnenes primisser i vandland, på trods af hun ikke selv er nogen vandhund. Hun ved, at hun selv skal skabe minder med sine børnebørn og hun er klar over, at børnebørnene kun er “til låns”, om lidt er de teenagere og bedsteforældre vil ikke stå øverst på listen over top 3 aktiviteter. Hun griber muligheden, hun gør en indsats og det gør mig glad helt ind til benet! Så Mor hvis du læser med, skal du vide at jeg ELSKER dig og sætter virkelig meget pris på din indsats som både mor og mormor.

Carsten er mit livs klippe. Han har nogle gange svært ved at forstå mig, men han prøver virkelig at give mig plads, han lytter når jeg prøver at forklare ham, hvad der sker oppe i mit hovede. Han kysser og krammer mig, når han kan mærke, det er det som jeg har brug for. Han kender mine inderste tanker og er det mest kærlige og omsorgsfulde menneske jeg har kendt. Jeg elsker ham op til månen og tilbage igen og håber aldrig jeg skal undvære ham.

Idag er det min fødselsdag. 41 somre. Og dagen startede kl. 11.30. Dvs jeg blev vækket på sengen med morgensang og gaver kl. 6.45, men sov igen da børn og mand var sendt afsted i skole og på arbejde. Jeg har sovet meget lidt i nat. Som det lille barn jeg nogle gange er inderst inde, har jeg ikke kunne sove for sommerfugle og tankemylder. De havde lagt op til en overraskelse og jeg har det virkelig svært ved overraskelser. Min hjerne har kørt fuldstændig på overarbejde over, hvad det bestod af. Om jeg mon kunne leve op til de forventninger, de havde til mig om, at jeg ville blive glad for den (overraskelsen).

Min plan var ellers der skulle bages til min søde kollegaer på arbejde og så skulle kagerne afleveres kl. 11 så de havde noget lækkert at guffe efter deres frokost og så skulle jeg hjem og gå tur, inden pigerne kom hjem fra skole. Den plan røg, de må have kagen til gode.

Jeg forsøger at fokusere på alt det positive. Jeg er på rette vej, kan jeg mærke. Det hele skal nok gå.

 

38023584_666666433695933_7031733659740667904_n

Når sandheden gør ondt og Farvel og Tak (måske gensyn)

 

Et er at høre sandheden fra børn og fulde folk. Noget andet er at høre det fra det stik modsatte, altså voksne og ædru folk. Nå det kræver en længere forklaring:

Vi er netop været på sommerferie i Italien. Primært badeferie på en fantastisk 5 stjernet campingplads. Masser af pools og vandrutchebaner. Med den smukkeste udsigt over Garda søen.

Jeg vil godt indrømme, at jeg ikke har gjort meget for at blive bikini-klar i år.  Ja det er et DUMT udtryk, for ALLE KAN og SKAL bære en bikini uanset størrelse. Men i min terminologi betyder det, at JEG lige skal være lidt mere FIT, lidt slankere og fastere. Jo vist har jeg gået en del ture og cyklet til og fra arbejde, men lige så aktiv jeg været med gåture og cykling, mindst lige så aktiv, har jeg været med kage-indtag. Og derfor blev jeg aldrig rigtig bikini-klar til denne sommerferie.

Men ved I hvad. Det valgte jeg at se stort på. Jeg valgte, at sige til mig selv, at det er okay, at jeg er en mere “struttende” udgave af mig selv.

Og at nå til den erkendelse, krævede faktisk et større stykke mentalt arbejde. Jeg har det som mange andre kvinder derude har det, meget ambivalent med mig selv. Nogle dage tænker man positivt om sig selv og andre dage tænker man: Det er løgn!!

I takt med at jeg ikke tabte mig eller blev mere fit, som jo var min målsætning, jo mere dunkede jeg mig selv i hovedet, om at jeg var blevet for tyk og var flov ved tanken om, at Carsten skulle se mig valse rundt i en bikini i 10 dage.  Jeg vidste det krævede arbejde på det mentale plan at skulle i bikini og derfor gik jeg ind foran spejlet, indtog en position, der delvis gjorde mig godt og sagde til spejlbilledet: Du er okay Trine, jovist er du blevet mere kurvet og bulet, men du er stadig en “snack” eller noget….. Og ved at gentage dette, blev det faktisk okay.

Nå men vi tager på ferie og ca 1 uge inde i ferien, sidder jeg og ser på kamera rullen og kikker vores feriebilleder igennem. Jeg stopper ved at billede af mig selv i bikini. Fra siden. Et fuldstændig ligegyldigt billede.

Min 1. tanke er: Hold da op min mave den strutter.

2. tanke er: Og hvilket ligegyldigt billede

3. tanke: Hvorfor har Carsten taget sådan et  billede?

4. tanke: Det er da ikke et “feriebillede”

5. tanke: Er det taget, fordi jeg så kan se mig selv fra siden og se “hvor slemt” det er??

Og så bliver jeg ked af det. Den selvtillid jeg mentalt har arbejdet på at bygge op inden ferien, smuldrede pludselig med et knipseslag. Jeg spørger Carsten om han har taget billedet og HVORFOR  han har taget det?

“Ja” svarer han til det første spørgsmål, men undlader at svare på det andet. Jeg spørger igen: Hvorfor har du taget det, er det for at du vil have mig til at se mig selv og se hvor “tyk” jeg er blevet?

Efter en længere kunstpause svarer han ærligt: Ja. Og kikker ned, ikke ligefrem stolt over sin egen ide. For han ved i samme øjeblik, at det er fejt. Men han ved ikke hvordan han ellers skal fortælle mig, at han savner Trine med knap så struttende og blød mave.

Vi har efterfølgende en lang snak, hvor jeg fortæller ham, at min unge (læs 28-årige) krop uden graviditeter på bagen, ikke kommer igen, at jeg er 40 år, at min krop ældes, at jeg ELSKER kage og at det giver MIG livskvalitet. Lige præcis som en øl med gutterne, naboen eller brormand er livskvalitet for ham. Ligesom chips fredag og lørdag er lækkert for ham osv.

Han fortæller mig, at han stadig synes jeg er attraktiv, men at han er bange for, at jeg bare bliver ved at tage på. At jeg bare fortsætter som jeg har gjort i godt et års tid og vægten derfor ikke stopper her, men bare fortsætter opad.

Hør her: jeg kan faktisk godt forstå hvad manden mener. Og samtidig bliver jeg skide skuffet og ked af det. Hvorfor kan han ikke bare acceptere mig som jeg er? Med strutmave, bløde håndtag og en røv der vil fremad…. Inden I dømmer Carsten og ser jer sure på manden, der ønsker sig en tyndere kone. Så tag det roligt. Tro mig: Han har mærket min vrede.

Min krop nu:           

Som jeg ønsker den:

Hvad I også skal vide er, at Carsten også er den mand som fortalte mig efter mine graviditeter og mange strækmærker på maven: At han synes min mave var smuk og jeg skulle se på mine strækmærker som et minde om hvad min krop havde præsteret, med at skabe og bringe 2 små mennesker til verden.

Carsten er manden der støtter og trøster mig, når jeg oplever svære ting.

Carsten er verdens bedste far, kunne ikke have drømt om en bedre far til mit (vores) afkom.

Carsten giver mig kærlighed, knus og frihed til at gøre hvad jeg vil, tager over, når mit overskud ikke rækker og så er han den bedste elsker. Til de forargede: ja vi har stadig sex efter 11 års ægteskab 😉

Så døm ham ikke ude, det er åbenbart også et stykke mentalt arbejde for mænd at acceptere, at tiden ændrer på kvindekroppen .

Når alt dette så er sagt, så er der faktisk en god grund til at ændre lidt på min “livsstil”. Mit cholesteroltal er for højt og med stigende tendens. Min far har diabetes 2 og statisktisk set er man som barn af en diabetiker 2 i 40% risiko for selv at få det.

Nu skal jeg så bare have det mentale overskud fundet frem og fundet ud af hvordan jeg gør. Altså hvordan laver jeg balance mellem det usunde og sunde.  Det skal jeg finde ud af og bruge tid på fremover. Så mindre kagebagning, mindre blog.

Derfor lukker jeg ned. Dvs at jeg faktisk har valgt at lade min blog være åben, men jeg vil ikke længere være aktiv herinde. Jeg vil dog ikke udelukke at en enkel opskrift eller indlæg finder vej i ny og næ, men det vil høre til sjældenhederne mere end regelmæssighederne.

Og ja ved jeg er klogere om 10 år, tænk sig ens vægt, min mands mening og min egen forfængelighed skal fylde spå meget. Om 10 år sidder jeg nok og tænker anderledes. Værdierne skifter i takt med vi alle bliver ældre.

Tusind Tak til jer, søde læsere, som har fulgt med og Tusind Tak for de tilbagemeldinger og kommentarer jeg har fået med på vejen. Det har været så givtigt!

Farvel og Tak og måske på gensyn😍😘

KH. Trine

20148919_289208314818259_1955045563_o

Barn med angst og alt for mange bekymringer…

Det er længe siden jeg sidst har lavet et blogindlæg og jeg tror det skyldes, at jeg: dels ikke har haft mit ellers presserende behov for at udtrykke mig på skrift. Derudover bruger jeg nok min energi og opmærksomhed andre steder. Gør haven forårs- og sommerklar, laver kager og sang til konfirmationer (den sjove del) og har en “problematik” herhjemme, som mit hovede også bruger mange tanker på (den knap så sjove del).

Vi har et barn med angst. Og det vil jeg gerne skrive om. Måske en eller anden ville kunne bruge det til noget….

Først vil jeg sige: Jeg er en meget stolt mor. Jeg er stolt af begge mine piger, men dette blog indlæg skal omhandle Maja. Maja er verdens sejeste pige, hvis nogen skulle spørge. Maja tør meget, hun er udholdende af pommern til, hun springer ud i ting, som andre ville synes er vildt nervepirrende, hun er en meget åben og imødekommende pige og ikke spor genert anlagt. Hun sørger for, at alle har det godt og kan ikke lide at lade nogen i stikken.

Ingen havde set angsten komme…. Fra den ene dag til den anden, var Maja pigen der tog den vildeste rutchebane i Tivoli, til at få hjertebanken bare ved at se på radiobilerne. Og sådan startede det. Maja ville ikke længere i forlystelsesparker, så blev det til hun ikke ville i tog, busser, både, fly, biograf- eller teatersale mm. Ting og steder hvor hun kunne få følelsen af, at være “låst fast”.

I starten tænkte både Carsten og jeg at det nok gik over, at mange børn har et eller andet som de er bange for i en periode. Men som tiden gik, kunne vi mærke at det bare blev ved med at vokse og vokse og vedrøre flere og flere ting.  Det blev ikke mindre og gik ikke over, som vi troede….

I dagligdagen mærkede vi ikke så meget til det, så på den måde var det ikke et “indgreb” i vores hverdag, men skulle vi noget udover vores vanlige daglige rutiner, så blev Maja påvirket. Feks. skulle vi til en fødselsdag, en fest , en sommerhus-tur, så ville Maja straks spørge hvad der foregik det pågældende sted, om det involverede en elevator, en tog-tur osv.  Hun ville nægte og tage med, begynde at græde og få kvalme ved bare tanken, hvis det involverede noget hun var angst for.

Vi endte med at undersøge muligheder for at få hjælp til Maja og valget faldt på en pædagog med speciale i angste børn. Hun kører et forløb der hedder Cool kids, et behandlingsforløb på ca 10-12 uger, helt målrettet til børn med angst. Det viste sig så, at Maja’s angst ikke kun var de ting, der er nævnt ovenfor.

Maja’s angst omhandler egentligt meget mere, og noget af det var vi bekendte med, men vi havde ikke set det som eller kategoriseret det som angst. Men Maja har en helt grundlæggende angst for at miste os, hendes forældre. Når vi skal noget (arbejde, ud og handle, på besøg ved en veninde osv) gentager hun mange gange inden vi når ud af døren: Jeg elsker dig, pas på dig selv, kom godt hjem igen osv. ” Dette bliver sagt 3-4 gange i træk.  Derudover er hun bange for mørke, for om vi har husket at låse dørene, for at være alene hjemme mm)

Maja er nu ca 1/3 del inde i forløbet og jeg synes jeg kan mærke en forskel. Maja har på en eller anden måde modnet sig lidt. Hendes angst er der stadig, men hun har fået nogle værktøjer, der gør det nemmere for hende at ryste den af sig og håndtere den. Maja har også haft et et decideret angstanfald efter opstart af behandling, der brugte vi nogle af de værktøjer vi havde fået og det hjalp prompte. Både Carsten og jeg var virkelig imponeret og meget meget lettede over det hjalp Maja så godt. Vi er kommet dertil i behandlingen, hvor Maja skal ud og forsigtigt via små trin, prøve nogle af de ting af som giver hende angst og ubehag.

Jeg er meget spændt på den videre udvikling, jeg håber og krydser fingre for at hun igen får hovedet fri for bekymringer og angst. Når forløbet er slut, vil jeg lave en ny statusopdatering.

30074672_588885518140692_1986715766_o

Når det ikke går som man gerne vil….

Altså det er ikke helt nemt at skrive det her indlæg, for jeg er møg utilfreds med mig selv lige pt. Det er gået helt i hat og briller. Mit projekt “bikini-klar”/ned i vægt er gået i vasken. Min vægt er næsten ved udgangspunktet og jeg rå-æder alt hvad der hedder sukker, smør, hvidt brød og jeg skal komme efter dig.

Og så dunker jeg mig selv i hovedet, for jeg havde jo motivationen, men kun i 3 uger og så forsvandt den stille og roligt. Det er mig en gåde hvorfor jeg ikke kan holdes motiveret i en længere periode. Jeg er jo typen der analyserer mig selv og vil gerne have en forklaring på alting. Forklaringen må ligge i, at jeg simpelthen ikke er stærk nok lige nu. Stærk nok til at holde mig fra sukker særligt, men også bare dejlig mad. Eller er der mon andre forklaringer??…

Synes jo også det er så overfladisk at snakke om min kage-mave, hvem gider egentligt at høre om mig og mine laster og bløde deller. Flere ser mig som en slank kvinde, der ikke behøver at tabe noget og synes måske nærmest det lyder dumt, at jeg vil ned i vægt. Men jeg følger op på det, da jeg ikke bare vil lade som om, når først jeg startede et blog indlæg, hvor mine læsere skulle vide at NU SKETE DET. ØV og så gjorde det slet ikke. Men dette indlæg bliver altså det sidste i denne genre, for nu vil jeg ikke belemre jer med det emne længere.

Egentlig er det jo meget mere interessant, hvorfor jeg ikke bare kan være tilfreds. For et ½ års tiden, skrev jeg, at jeg hvilede i mig selv, mere end jeg nogensinde havde gjort før. Og det gør jeg også, rent mentalt, men jeg hviler ikke i min krop og udseende, som jeg ville ønske…. Jeg elsker visse dele ved min krop og er glad for min krop med tøj på. men uden tøj bliver det mere problematisk. Jeg gør mig tanker om at Carsten hellere vil have en slankere kone, som hende han mødte for 12 år siden. Han er sød og giver mig komplimenter, men siger samtidig at det ikke gør noget, hvis maven struttede mindre og røven knap så stor. Og det er jo når jeg tvinger en mening ud af manden, han siger dette.

Og der skal jo være plads til ærlighed, men det er bare så pokkers farligt at være mand og sige sådan en sætning. Kvinden hører kun: DU ER FOR TYK. Og med det samme udleder kvinden/mig: Kan han så ikke lide mig lige så meget, som hvis jeg er slankere? Tænder han mindre på mig? Får følelsen: Er jeg nu mindre værd? Jeg burde også tage mig sammen?

Samtidig forstår jeg ham jo godt, jeg synes jo også selv  jeg var flottere for 12 år og 10 kg siden.

Jeg havde besøg af en veninde for nylig, hvor emnet krop selvfølgelig kom op som emne og hun havde faktisk valgt at følge frodige kvinder på instagram istedet for nogle af de her tynde flotte kvinder. Det er en genistreg, for nu er jeg selv begyndt at følge en frodig kvinde i USA, som har vagt stor opsigt fordi hun er blød, kvindelig med store lårbassser og hendes mand er gennemtrænet med sixpack. Det match har simpelthen fået så meget opmærksomhed, med spørgsmål som “hvordan kan du score så flot en fyr?”, at en trænet fyr som ham, ønsker en buttet kvinde som hende. Hendes mand svarede igen med det allerbedste svar: Hvorfor spørger ingen mig, hvordan jeg kan score en så gudesmuk kvinde, som er så omsorgsfuld, målsat og fuld af humor?

Det par er nu mit helt store forbillede, når jeg læser på hendes insta eller hans, bliver jeg så glad. Jeg gad godt vi var mange flere der tænkte sådan og bare kunne nyde livet og hinanden og de VIRKELIGE værdier, uden hele tiden at have en tanke på om jeg nu tager på, hvis jeg spiser den kage eller det mad. Vi bliver jo alle mænd som kvinder påvirket af, hvordan vi “bør” se ud, alle de kvinder der bliver postet på online medier og i blade, på film mm., de sætter dagsordenen. Jeg tror når den holdning som Jenna og hendes mand har vinder mere frem om et par genrationer, så fortyder vi, at vi brugte så meget af vores tid og overskud på at tænke på vægt/udseende. Jeg viste Carsten billedet af Jenna og hendes mand, så han også kan blive påvirket i den retning.

Nu vil jeg forsøge at finde fred med min krop, min lille dejlige bløde 40 årige kvindekrop, prøve at elske min voksende appelsinhud, der i solet’s lys får min lår til at ligne havets bølger, jeg vil forsøge at elske mine bryster, der sidder mere sydligt efter at have madet 2 små babyer i flere måneder, elske mine store lår i forhold til mine spinkle skuldre og tynde underben. Jeg har bare lyst til at finde fred med min krop, måske jeg skulle rose den hver dag….

Her er de billeder jeg ikke har vist før, billeder jeg helst undlader at vise af mig selv, da de viser den skinbarlige sandhed…. men jeg skal jo ikke kun vise glansbilleder af mig selv, selvom jeg helst vil det 😉 PS. billederne er megasmå, ved ikke hvordan jeg skal lave dem større, men dellerne og strutmaven er der, I skal bare zoome ind 😉

Og glansbilledet, hvor jeg står og trækker maven ind 😉 See the difference? 🙂

28641178_571855169843727_223430140_o

Reflektioner efter en weekend i skoven og sjove selfies….

Så har jeg været på weekend tur. I sommerhus ved Øjesø. Det hyggeligste lille hus i så fin og flot en skov. En fødselsdagsgave fra en veninde. Det har været en dejlig weekend, med mange gode snakke og god mad.

En weekend der har fået sat mine tanker i gang. Helena er nemlig en kvinde, der kan få en til at tænke og reflektere over sit eget liv og de valg vi træffer.

Bla. faldt snakken lørdag aften, efter en dejlig omgang tapas, på økonomi og drømme. Drømme og ambitioner med livet. Og hvordan økonomien skal passe ind. Lige nu har vi en Maja, der skal have hjælp til at komme ud af hendes angst, noget der er vigtigt for os at priortere. Derudover vil Carsten og jeg gerne, når Maja’s angst er bearbejdet og min flyskræk ligeså, gerne ud på en lang rejse som familie. Altsammen noget vi skal spare op til.

Jeg sad og fortalte H hvordan jeg synes det var svært at sætte vores forbrug ned og fakta er, at vores rådighedsbeløb hver måned var brugt rub og stub.

Jeg er HELT MED PÅ, at jeg kan sætte mit forbrug af tøj og nips ned. Men H gjorde mig opmærksom på, hvordan hun så vi levede. Hun synes der var råd til meget sus og dus hjemme ved os. Dvs. muslibarer i madpakken, blåbær og mandler på sin skyr og andre delikatesser, hjemmelavede kager med dyre ingredienser osv. Ting jeg måske tager for givet, at det hører sig til.

Og ja ingen tvivl om vi kunne spare penge, hvis vi ikke købte den “luksus”. Men den “luksus” er vigtig for mig. Nogle priorterer et par eller 3 flasker rødvin i weekenden, andre priorterer 20 smøger hver dag, og jeg priorterer blåbær på min skyr og muslibarer til ungernes madpakke.  Livet er en stor priortering. Og som jeg sagde til H; så er livet for kort til billig pålæg, der smager af plastik. Det kan lyde vældig arrogant ja, for ikke alle har råd til ( eller priorterer ikke) slagter-pålæg. Men det har intet med arrogance at gøre. Det har noget at gøre med, hvad jeg vil have ud af livet. Og jeg vil have kvalitet og nydelse.

Kvalitet og nydelse er for mig, bla. god mad. Jeg er klar over, at hvis jeg gerne vil have råd til min lange rejse, så ville opsparingen gå hurtigere, hvis jeg forsøgte at NØJEDES, men det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker ikke, at min hverdag bliver mindre god på madfronten, fordi jeg skal ud at rejse, så hellere spare op i længere tid. FORDI jeg vil nyde alle 12 måneder om året. Om 30 år, er det ikke ferierne der vil fylde mest i mine minder, det er vores hverdag. Ferierne vil uden tvivl også blive husket, som noget fantastisk og ekstra ordinært, men når du spørger voksne, hvordan de husker deres barndom, så er det ikke ferierne der fylder, det er hverdagen.  Derfor skal hverdagen ikke blive for sur, den må gerne peppes lidt op med delikatesser og “spændende madpakker” (findes de?), hvis du spørger mig.

Men H kan spørge så man alligevel tænker sig om, og det er skide sundt. At reflektere over livets priorteringer.

Og ja man kan ikke få både i pose og sæk, er der et ordsprog som hedder, så jeg tager 3/4 i pose og 1/4 i sæk 😉

Hvordan er jeres priorteringer??

God weekend derude og Helena Tak for en dejlig weekend. Du er super selskab 🙂

 

28340394_567430863619491_1807754843_o

Kommer ikke udenom det….

SUK! Ja kommer jo ikke udenom det. Man kan jo ikke love at give følgeton på projekt vægttab og så ikke gøre det, bare fordi det ikke er gået som man ville ønske….vel…. Så for at opsummere de faktiske tal, så:

Torsdag d. 25. januar sagde vægten 59,6 kg. Så havde jeg en meget kage-syndig weekend d. 26-27. januar og vægten var om mandagen steget til 60,1 kg.  Der går næsten 14 dage før jeg igen hopper på vægten og tirsdag d. 13. februar var vægten på 59,7 kg og idag d. 21. februar er den på 59,6 kg.

Så konklusionen er: Der er intet sket på 1 måned!. 1 HEL MÅNED! Åh altså synes efterhånden det begynder at se lidt sort ud med at nå de 55 kg inden Maj. Har jo brugt 2 måneder på at tabe godt 2 kg og har kun godt 2 måneder tilbage.

Jeg er ærlig og vil selvfølgelig godt bekende, at jeg i vinterferien slet ikke har overholdt mine “sunde kostvaner”. Og så har jeg åbenbart ikke det i mig, som skal til, for at tabe mig. Jeg giver dog ikke op, jeg vil ned af på vægtkurven.

Og Hvorfor er det så, så vigtigt for mig at komme ned i vægt? Hvorfor er jeg så optaget af  det tal der står på vægten. Hvorfor ikke bare hvile i mig selv??

  1. Jeg ønsker at komme ned i vægt, fordi jeg er en person som går op i mit udseende. Jeg har altid været forfængelig og perfektionistisk omkring mit udseende.
  2. Jeg ønsker at komme til at passe alle bukser, jeg har til at ligge i mit skab og som jeg kunne passe for 1 år siden.
  3. Fordi jeg har et for højt kolesterol tal, som jeg bør få ned, da jeg om nogen kender konsekvensen af, ikke at passe på sin krop og lytte til de tal, der bliver målt på den.

Jeg er optaget af tallet på vægten, fordi jeg ved det hænger sammen med ovenstående.

Jeg hviler til en vis grænse i mig selv. Jeg ved det lyder ambivalent, men jeg kan faktisk rigtig godt lide min krop. Jeg arbejder meget med at min krop, er det hylster som skal passe på mig, imens jeg er her og derfor skylder jeg den, at passe godt på den. Jeg er samtidig bevidst om, at min krop KAN blive pænere, den kan arbejdes på. Og efter at løb/motion har været sat i baggrunden i en lang periode, samtidig med at mit kage-indtag kun er blevet større, er min krop også blevet blødere.

Jeg har med vilje ikke været ved læge og fået taget mit kolesterol-tal, fordi jeg er bange for hvad den vil vise. Og uden tøj på, synes jeg ikke nødvendigvis godt om mine bløde lår med appelsinhud og min nye bløde delle-mave. Men det at blive ældre er jo også en proces. Jeg er helt sikkert en af de kvinder, der vil få det svært med at ældes. Det er jo et stykke mentalt arbejde, der ligger forude, at indse at tiden VIL ændre mig. Men jeg mærker også en ro i mig selv, når jeg føler min mand elsker mig som jeg er, og synes jeg er smuk både med deller og appelsinhud.

Mine piger på hhv 8 og 10 år er også meget opmærksom på deres udseende. Og selvfølgelig tænker jeg, om jeg har “påført” dem det. Jeg synes ikke selv jeg går og taler højt om mit ønske, om at se tyndere ud til mine børn, men det luftes jo alligevel, når man sidder kvinder/veninder sammen og snakker. Har de så hørt mig i de sammenhænge? Er det derfor de er så fokuseret?? De har venner, der er tyndere end dem og mine piger kommer hjem og fortæller mig, at deres “tynde veninde” har sagt, de har tykke lår!!! Vi snakker børn på 8  og 10 år….. Bliver frustreret over at de allerede skal begynde at tænke på det. Og jeg bliver ked af, at “tynde børn” skal give mine piger den besked. Mine piger er fuldstændig normalt vægtige. Og selv hvis de var “tykke”, hvorfor så fortælle dem det. Jeg fortæller selvfølgelig mine piger, at de på ingen måde er tykke, at de er meget smukke som de er, at det ikke kun handler om det ydre, at det er hvordan du er som menneske, der er det vigtigste (HUSK det selv Trine 😉  )

Men hvad skal jeg ellers gøre. Andre derude, som har erfaringer med dette og som har gode råd de vil give?

Det tog en drejning, bevidst, for det er lidt sjovt, at jeg som ønsker at tabe mig, skal rådgive mine børn om, at de er smukke lige meget hvad…..

De er med til at udvikle mig, mine kære børn. Stof til eftertanke….

God onsdag til jer 🙂

india-2731812_640

En aften hos en indisk familie.

Carsten kom hjem og fortalte, at han på jobbet havde mødt en venlig familie fra Indien, som han havde hjulpet med nogle ting. Familien var meget taknemlig og havde derfor spurgt Carsten, om ham og hans familie ville komme hjem og spise middag hos dem.  Han spurgte om jeg var med på den. Og JA jeg var faktisk ret vild med ideen. Både fordi jeg ELSKER indisk mad, men også fordi jeg synes det kunne være alletiders chance for at lære mennesker fra en anden kultur at kende. En kultur jeg ikke kender særlig meget til i forvejen. Mine børn ville også få mulighed for at se og opleve en anden kultur, og jeg tænkte det kunne være lærerigt og udviklende for os alle….

Så I fredags var dagen kommet, hvor vi skulle hjem til den indiske familie og spise. De havde sagt til Carsten, at de godt vidste, at vi danskere ikke kunne spise ligeså stærk mad som dem, så derfor ville de  gøre det indiske mad “dansker-venligt” 😀

Vi ankom til deres lille lejlighed, hvor de meget gæstfrie og imødekommende tog imod os, og vi fik af vide vi skulle tage plads i sofaen. Vi talte engelsk, da de endnu ikke har lært dansk. Deres datter og vores piger forsøgte mest med enkelte ord og ellers så er børn jo bare super gode, til at finde alternativer at kommunikere på. Den indiske familie er vant til at spise meget sen aftensmad, så der gik lidt tid, hvor vi bare snakkede, og så kom Merle og spurgte om vi ikke snart skulle spise, fordi hun var meget sulten. Klokken var også længe over vores normale spisetid, jeg fik ikke set på klokken, men vil tro den var ca 19.30,  så vi forsøgte høfligt, at spørge hvor længe der gik, og vupti så havde de maden parat.

Vi fik en meget klassisk indisk ret, som jeg på ingen måder kan huske hvad hedder, da det indiske sprog er meget svær at gengive. Men maden smagte intet mindre end fantastisk. Det var en vegansk ret, da de begge er vegetarer/veganere. Det er en meget stor del af indere. Så på alle spisekortene på restauranter i Indien, står der altid både rettens navn med kød og rettens navn uden kød. Jeg fik ikke spurgt om, HVOR stor en del det var som var vegetarer , men det lød såsom det var ligeså normalt at være vegetar, som at være kød-spiser.

Jeg ville ønske jeg kunne kokkerere sådan noget mad. Selv pigerne synes det smagte rigtig godt. Jeg forsøgte at lokke en opskrift ud af hende, men der var jo så mange indiske ingredienser, som man kun kan få i Asia shops eller som skal sendes fra Indien, så det bliver svært for mig, at få det til at smage ligedan, men hun var sød, at sende mig noget på skrift dagen efter. Så må jeg jo kaste mig ud i det en dag…

Vi kom kl. 18 og tog hjem kl. 23.30 Vi talte og talte og talte på dansk skole-engelsk og indisk-engelsk og det gik strygende. Det var både hyggeligt og horisont udviklende. De var virkelig nogle åbne og hjertelige mennesker, som var gavmilde med at fortælle om Indien og det de kom fra. Kultur, familie og traditioner. Vi talte også om andre mere dagligdagsting, om børn og de udfordringer de kan give os mm. Jeg må sige, at jeg er ret vild med, at blive klogere på andre kulturer på denne måde. Vi aftalte at de også skal hjem til os en dag/aften, så nu skal jeg SÅ meget i tænkeboks over, hvad jeg kan servere for dem, som er uden kød og fisk. Og måske en smule dansk oven i købet….. Sidder der en læser og har en genial ide, så tøv ikke med at skrive til mig 🙂

27484487_555557444806833_392938519_o

4 uger med sundere livsstil har resulteret i….

Ny update på projekt ned på 55 kg inden Maj. Har nu spist meget sundere end normalt i 4 uger.

Min morgenmad består som altid af A38 med sukkerfri musli og min uundværlige kaffe-kakao til.

Frokosten består på arbejdet af en stor gang salat med kød/fisk til og herhjemme er det 1 stykke rugbrød med kylling, hytteost og grønt eller æg med grønt eller avokado med grønt.

Jeg har som regel et mellemmåltid i løbet af dagen (eftermiddag) og det består enten af en proteinbar eller en smoothie.

Aftensmad er enten kød og grøntsager eller en gentagelse af min frokost. Jeg får stadig dressing på min salat eller mayo på min æggemad, men altså noget reduceret sammenlignet med, hvad jeg plejer at få.

“Aftenskaffen”, hvis jeg får det, består er en lille sund muslibar fra min egen opskrift her på bloggen.

Der hvor den største forandring har været, er aftensmaden som er enten helt uden kartofler, ris, pasta og brød eller i MEGET lille mængde. Og så at der ikke er kage og slik i hverdage og kun ved “festlige” (læs: gæster på besøg eller jeg er gæst) lejligheder i weekenden.

Der har INTET motion været, jeg brugte min 7 min. app hver anden dag i den første uge, derefter “glemte” jeg den. Jeg har ikke engang cyklet på arbejde i denne måned, så mit lille vægttab er udelukkende baseret på min kost.

Mine mål 2. januar var:  Vægt: 62,0 kg.  Talje: 81 cm. Navle: 87 cm. Hofte: 104 cm.

Mine mål i torsdag d. 25. januar var: Vægt: 59,6 kg. Talje: 77 cm. Navle: 82 cm. Hofte: 103 cm.

Båp Båp

MEN så har vi holdt weekend. Og det er jo en blog, hvor jeg har tænkt mig at være ærlig. Weekenden har været syndig, hvilket også ses på vægt og mål idag. PIS! Og ØV! Lavede bla. denne kage.

Mål d. 29. januar: Vægt: 60,1 kg. Talje: 78,5 cm. Navle: 84 cm. Ikke målt hofter, for der sker ikke en skid 🙁

Jeg synes det er tankevækkende at 1 weekend, 1 sølle weekend, skal lave så meget ravage på min ellers fine nedadgående kurve…… Nå men det var da dejligt, mens det stod på….

Kan I ha’ en skøn mandag derude….

 

27048285_550883525274225_1606468688_o

At være stolt af mig selv og dem jeg holder af….

Jeg blev mindet om på Facebook, at jeg snart kan fejre 1 års fødselsdag for min blog. Og det får mig til at tænke, at jeg sgu er lidt sej. Ja det tør jeg faktisk godt sige om mig selv. Højt! Når jeg har en drøm forfølger jeg den og når den.

Ligesom da jeg satte mig for at ville være Zumba instruktør og blev det.

Eller da jeg satte mig for at ville løbe 10 halvmarathon henover et forår/sommer og gjorde det.

Eller da jeg selv sørgede for en ny praktikplads under min sygeplejeuddannelse, da en vejleder havde valgt at trække sig som vejleder og skolen INTET gjorde for at jeg kunne fortsætte, men  bare sagde jeg måtte hoppe på holdet senere, der gjorde jeg det.

Eller da jeg valgte at konfrontere min far med de ting som gjorde mig ked af det, selvom jeg vidste det måske kostede mit forhold til ham og gjorde det.

Eller da jeg konfronterede min mor med de svigt jeg oplevede i min barndom, selvom det måske betød, at jeg udover at miste min far også betød jeg mistede min mor, så gjorde jeg det!.

Jeg TØR. Men I skal vide, det ikke er nemt for mig. Slet ikke. Det kræver en kæmpe overvindelse, indeni mig, især de sidste ting. Men jeg bliver inspireret af mennesker omkring mig. Og uden dem, ved jeg faktisk ikke om jeg havde nået det.

Jeg bliver inspireret af Mette, en veninde som kæmper med indre dæmoner, men som formår at holde hovedet ovenvande og kæmpe hver dag….

Jeg bliver inspireret af min veninde Pernille, som formår at være den bedste kone og mor for sine 3 drenge uden at kny. Da den mindste ikke ville sove som spæd, var hun bare sej og formåede at holde hovedet koldt.

Jeg bliver inspireret af min barndomsveninde Maria, som ikke har haft nogen nem opvækst og ikke mødt de bedste mennesker på hendes vej, men er kommet ud på den anden side med den bedste moral og det største hjerte.

Jeg bliver inspireret af mine søstre, som har en styrke,  et gå-på-mod og en vilje,  der er misundelsesværdig og som heldigvis smitter af….

Jeg bliver inspireret af Lene og Lotte, fordi de altid er der for mig, de får mig til at tisse i bukserne af grin og de giver mig kærlighed, som var de mine søstre…

Jeg bliver inspireret af Helena, som er en møgsej kvinde, der ikke bare er modig, men som har en rummelighed udover det sædvanlige og som guider mig på livets svære veje….

Jeg bliver inspireret af min mand, som viser en ukuelighed og en ro i sig selv, som jeg til stadighed beundrer og misunder…

Jeg bliver inspireret af min mor, fordi hun stadig udvikler sig som mor og menneske, hun tør sige hun tog fejl og fordi hun elsker hendes 3 døtre meget højt!

Mange mennesker inspirerer mig, jeg møder nye mennesker som kommer ind i mit liv og viser mig nye retninger og værdier, der gør mig glad indvendig, der åbner op og viser mig nye sider af livet. Malene, Lene, Randi, Morten, ja I er endnu flere.

Jeg siger højt, jeg er er stolt af mig selv, for hvis jeg skal være ærlig, så er der ikke andre der gør det. Jeg kunne godt savne min mand roste mig, når jeg havde løbet 10 halvmarathon eller starter en blog op, men det sker kun, hvis jeg med et meget ledende spørgsmål spørger om det ikke er flot?

Mine veninder er gode til at komme med skulderklap, men mine forældre har aldrig været de typer, som ubetinget roste en. Jeg kan huske da jeg sagde til min far, at jeg gerne ville læse til sygeplejerske, at hans reaktion var noget i stil med, om jeg ikke kunne vælge noget med mere indhold og mindre overfladisk. Sygeplejersker og læger var materialistiske og uvidende mennesker, der endnu ikke havde forstået, at hvis bare man gik til astrolog, nummerolog eller spiste aske fra en indisk gud, så blev alt godt igen og man blev rask. Sjovt nok kan vi (sygeplejesker og læger) godt bruges nu, hvor manden er blevet syg… Nu slår Sai Babas aske ikke til længere….

Min mor er ikke typen der roser heller, men hun har med alderen alligevel vist en meget stille  anerkendelse af mine “små” bedrifter og jeg mærker når de er der og tager dem til mig 🙂

Så Ja jeg er stolt af mig selv og de mennesker jeg holder af. Vi er pisse seje på hver vores måde :*

God weekend til jer.

26971890_549868975375680_1660622006_o

At føle sig mindre lykkelig…..

Jeg føler mig ikke sådan helt igennem lykkelig for tiden. Ved godt følelsen “lykkelig” kun kommer glimtvis, det er sjældent en konstant følelse, men alligevel…. Ville jo gerne have en grundfølelse af lille lykke HELE tiden. Og lige præcis det føler jeg dårlig samvittighed over.  Jeg har det som blommen i et æg og alligevel er det “ikke nok”. Kender i den følelse??  Hvad er det egentligt jeg forventer?? Af livet? mine medmennesker? mig selv? Hvad skal der til, før jeg stopper med at forvente større end verden kan give mig? Hvorfor alle disse tanker? Hvorfor så konstant rastløs?

Jeg er blevet 40 og er et pisse godt sted i livet.  Elsker min familie, mit job og mine dejlige venner. Alligevel har jeg måske en lille ide om, hvorfor jeg er som jeg er. Jeg har en fortid, som har formet mig, nogle gener jeg ikke kan løbe fra. Jeg er vokset op i en ikke helt almindelig familie. Jeg fik af vide af min astrolog-far, at jeg ville blive psykisk syg i starten af mine 40’er. Sådan nogle spådomme var “hverdags-kost” og IKKE noget jeg havde bedt om, men ting min far åbenbart ikke kunne holde tilbage.

Denne spådom ligger og lurer. Jeg tror heldigvis ikke på astrologi. Som i overhovedet ikke. Og derfor bør jeg jo ikke lade det ligge og lure. For en anden spådom skulle også være, at jeg en dag blev lige så stor som ham (dengang var han vel en 150 kgs mand,  vi snakker om), det tror jeg aldrig nogensinde bliver sandsynligt. Og jeg har set fuppen bag astrologi og horoskoper, så jeg ved der ikke er hold i det.  Men alligevel. Jeg har valgt ikke at have kontakt til min far, et valg jeg tog for ca. 18-20 år siden. Han ødelagde mig psykisk, med hans egen syge psyke. Som han den dag idag ikke mener at have. Altså syg psyke. Men flere psykologer har uafhængigt af hinanden, været enige om en diagnose. Men det er ikke ham der er noget i vejen med, det er VERDEN!

Jeg havde egentligt tænkt mig, at på min blog skulle jeg ikke hænge nogen konkrete personer ud. Men jeg kan mærke at jeg skal have dette ud af nu. Jeg skylder ikke min far noget, jeg har manglet en far, en rask person til at forme mig og guide mig i livet. Jeg kan gøre mange ting selv, jeg har gjort mange ting selv, for at bevæge mig væk fra det jeg er vokset op med, men jeg sidder alligevel og føler mig ramt indimellem. Og idag er sådan en dag. Jeg havde i mine unge dage mange tanker om, at jeg nok fejlede det samme som min far, men det mener de fagfolk inden for psykologi, som jeg har gået ved, slet ikke er tilfældet…. De mener jeg blot er en meget følsom pige, som tænker og analyserer lidt for meget.

Egentlig troede jeg først jeg skulle skrive et indlæg om mor-rollen, om hvor svært jeg nogle gange synes det er at være mor. Så tog det en anden drejning, fordi mine tanker trak i anden retning. Så det må blive en anden dag, selvom det jo nok også har sit afsæt i det her indlæg.

Men her ser i kagebloggeren, en kvinde der elsker når der er styr på tingene, men som ikke altid magter at holde styr på særlig meget. Som kan føle stress og afmagt af små ting, andre synes er helt banale. Fortiden former os, Vores far og mor former os. Mennesker generelt former os.

Det er sjovt at se hvilken forskel der er fra dette indlæg til det sidste jeg postede. Det ene indlæg med fokus på noget positivt og humoristisk og nu dette indlæg med mere dystre og negative tanker. Sådan jeg er en god pærevælling af det hele 🙂

Hav en god januar-dag derude. Nu vil jeg gå i bad og tage mig selv i nakken. For om 1 time, skal mine børn hentes og de fortjener en mor, der ikke er tynget af dårligt humør.

 

 

26539934_542757336086844_271397082_o

Update på projekt ned-i-fedtmasse, tankemylder i vandret stilling og kvindekollektiv

Nå nå kommer jo ikke uden om det. Status på sundere livsstil og kom ned i fedt-masse… Har ikke været på vægten idag, hvilket der er flere grunde til.

1. jeg er lidt småsløj, går og fryser og kunne ikke få mig selv til at smide tøjet for at gå på vægten! Really!!! Øh ja. Faktisk.

2. Jeg har en fornemmelse af et dårligt tal, har nemlig holdt, plus været til, fødselsdag i weekenden.

3. Har tal fra i fredags, hvilket jo kun er 3 dage siden 😉

Udgangstallene d. 2. januar 2018 var: 62,o kg. Talje 81 cm. Navle (tykkeste sted på maven)87 cm. Hofter 104 cm.

Tallene fra i fredags d. 12. januar 2018 var: 60,7 kg.  talje 78 cm. Navle: 83. Hofter 103 cm.

Konklusion: Det går i den rigtige retning, meeeen der er stadig “lang” vej ned til 55 kg. Taget i betragtning at det er de første 2-3 uger man taber sig mest, og taget i betragtning at jeg fortsat skal spise meget mindre kage og chokolade!!!

Jeg har stadig svært ved at komme i gang med at træne, men har da til en start downloaded en 7 min App, som skal sørge for jeg får pulsen op 7 min hver dag.  Ja WOW!!! 🙂 🙂 🙂 Det har så ikke lykkedes mig at udføre den dagligt, men hver anden dag. Ifølge App’en, skulle jeg få en krop som en 25 årig inden maj:D Det tvivler jeg så en smule på, så derfor tænkte jeg, at hjælpe musklerne lidt på vej med proteinbarer. Og disse er der jo oftest chokolade uden omkring, så på den måde får jeg lidt af det forbudte hver dag. Og bygger muskler op… Total WIN WIN 🙂 Eller mon jeg skal træne i kombination med min proteinbar???….

Nå men efter at have spist proteinbar og brugt min 7 min App et par gange, tænkte jeg, at jeg nok hellere må “step up” et niveau højere. Så jeg faldt pladask i med begge ben, da jeg så en reklame for Vince Shred. Vince er en amerikansk motions-guru, som har talegaver ud over det sædvanlige og kunne lire mange guldkorn af. Jeg fik både sexet krop og tonet krop hvis bare jeg købte adgang til hans workout email og sunde opskrifter.

Hvor kan jeg dog slå mig selv i hovedet. Hvor naiv har man lov at være!!? Jo jo måske det er rigtigt, men EN VIGTIG forudsætning er jo så, at udføre alt hans træning og mad diæter. Så længe den bare ligger i min indbakke, sker der nok ikke så meget med den her 40 årige meget bløde krop, vel!!! Godt min mand ikke tjekker webbank ELLER læser mine blogindlæg, for så havde jeg mildest talt ikke været populær lige nu. Jeg prøver at sammenligne det lidt med en parkeringsbøde, den får du INTET for. Her får jeg trods alt en stor fin pakke med øvelser i min indbakke……

Nå men derudover er jeg og pigerne for første gang nogensinde alene hjemme (uden Carsten) i 8 dage! Carsten er simpelthen taget på skitur med en masse “drenge”. Carsten og jeg har faktisk aldrig været væk fra hinanden i mere end 1 weekend, det er kun sket 1 gang før, som var en måned efter vi havde mødt hinanden, der havde jeg en rejse med en veninde i 7 dage. Tror det er super sundt og prøve og indtil videre gør det ualmindeligt godt.

Jeg har også allieret mig med en veninde, som også er græsenke, så vi har nogle fælles aftener med aftensmad. Vi arbejder lidt med tanken om et kvinde-kollektiv….. Tænker bare at vores mænd måske synes det er en dårlig ide’…..

Det var bla. også dette kvinde-kollektiv, der holdte mig vågen i aftes, da jeg havde puttet mig i dobbeltsengen. Af en eller anden grund, så sker der noget med min hjerne, når jeg kommer i vandret stilling og lukker mine øjne. Og det er temmelig upraktisk egentligt, for jeg går i seng for at sove. Hvorfor kan alle disse tanker ikke komme til mig, når jeg sidder i sofaen, eller ligger tøj sammen eller eller eller?? Jeg lå og gjorde mig mange tanker om det med parforhold og kvindekollektiv i en eller anden kombination.

Jeg oplever bare en anden lethed i at have et samarbejde med en veninde, en kvinde, end med min mand. Ja SORRY skat (skulle du mod forventning læse dette eller en af dine kammerater gør det og giver det videre, så skal du vide: Jeg elsker dig stadig meget meget højt og vil altid gerne være din kone), men noget er nemmere ved at være kvinder sammen.

Og mænd har det garanteret på samme måde.

Jeg tænker faktisk at mange skilsmisser måske endda kan undgåes, hvis man ikke boede sammen hele tiden… Men hvordan skal det dog praktiseres????  Derfor tænker jeg heller ikke at det bliver en realitet, men alligevel en”sjov tanke”.

Nu vil jeg sove lidt og se om jeg kan ryste denne “sygdomsramte” følelse af mig. God dag til jer derude.

scale-403585_640

Back where I started!… plus lidt mere…

Ja så sluttede julen heldigvis….. Heldigvis fordi den har sat lidt for dybe spor. Nå men hyggelig var den i hvert fald, mens den varede…. Nu har jeg så været på vægten igen, hvilket er første gang siden d. 22 december og de 1,4 kg jeg ellers havde tabt efter min opstart af sundere kostplan har jeg taget på igen og lidt mere til. Vægten sagde i morges: 62,0 kg! Og med en højde på 1,60 m. er det en BMI på 24,2. Dvs. jeg er kun 0,9 fra at lande i kategorien overvægtig!!

Det er så nu jeg skal BACK ON TRACK. Har nu 7 kg jeg skal nå at smide inden MAJ…..  (som jo var mit mål, fra mit indlæg i starten af december, læs her)

Hmmm…. hvor mangler jeg dog bare en personlig træner der ville sparke mig bagi. Jeg har SÅ SVÆRT ved at komme afsted til noget motion/træning. Jeg har brug for en der står og råber, når jeg bliver for magelig og synes 5 mavebøjninger må være nok. Eller en der svinger pisken, når jeg vil hjem, næsten inden jeg får startet. Men jeg har ikke penge til den slags goder….

Nå men idag er første dag uden konfekt, chokolade og andre af julens rester. Igår tømte jeg en hel pakke chokolade, blot fordi den var åbnet for og jeg vidste at den ville stå og friste mig idag, hvis ikke den var væk. Mærkelig psykolgi, den feder jo lige meget om den spises tirsdag eller onsdag….. De ting der er uåbnet  kan jeg sjovt nok, godt lade være…..

Så nu er jeg oppe på hesten igen og der skal spises sundt, grønt og fedtfattigt alle dage, pånær 1 dag i ugen, der må jeg spise som jeg lyster 😀 Og så skal jeg have udtænkt en træningsform. Hvis nogle kender en god personlig træner til små penge, så giv aller venligst besked. Really really need one!

Ugens 5 thumbs UP:

  1. Har startet mit projekt fotobog 2017, hvilket føles godt!
  2. Kom godt ind i 2018, med dejlige venner, lækker dessert tapas og glade unger
  3. Havde skøn fridag med pigerne igår
  4. Kun 1 fødselsdag mere at holde (Merle: for pigerne i klassen), og så er der 9 måneder før vi igen skal holde
  5. Det bliver kun lysere fra nu af og længere dage, Jubiiiiiiii 😀

Ugens 5 thumbs down:

  1. Skal pille julepynt ned og sortere det
  2. Har tørret kattebræk op til morgen 🙁
  3. Føler mig doven, træt og ugidelig….
  4. Har ikke vundet i lotto… (har heller ikke spillet det) lille detalje…
  5. Det er koldt og vådt og trist udenfor….

Send mig gerne mere energi og god karma…. God dag til jer derude.

22643020_10214191490725011_458268625_o

Parforholds-pyramiden, hvad har vi behov for?

Efter lidt reflektion er jeg kommet frem til, at mit sidste indlæg nok egentlig var en smule unuanceret. Jeg skriver meget firkantet, at i kærligheden/parholdet har man to valg: Enten at blive eller gå. Altså når alt kommer til alt, så er det  også disse to muligheder der på bundlinjen, men der hvor jeg godt kunne nuancere det lidt, er grundene til at gå eller blive. Jeg mener bare, der er jo en million grunde til hvorfor folk går fra hinanden, det er jo ikke bare fordi man er forskellige.

Og derfor har jeg (i løbet af endnu en søvnløs nat), tænkt på, at parforholdet jo består af mange behov, ligesom i madpyramiden. I madpyramiden kan vi ikke nøjes KUN med proteiner, eller KUN kulhydrater, vi skal have fibre, vitaminer mm, før kroppen fungerer optimalt. Det samme skal et parforhold. Der er basisting der er  nødvendige i et et parforhold, for at det overhovedet kan eksistere, derudover er der ting som får parforholdet til at blomstre og gro.  Derfor tegnede jeg Parforholds-pyramiden efter mine tanker og erfaringer sammensat således:

I bunden er pyramiden er der det  mest eksensielle:

Kærlighed:

Det moderne parhold er baseret på kærlighed. To mennesker er fundet sammen, fordi de kan lide hinanden. De føler en samhørigheds-følelse med hinanden. En tilknytning til hinanden. Sådan starter det ofte. Denne følelse skal vandes ellers visner den og det leder mig til næste behov i pyramiden.

Tryghed og Tillid:

Et meget stort behov i et parforhold. Mennesket trives, hvor der er trygt at være, hvor man kan stole på den anden. Det er her man tør være sig selv og udfolde sig som det menneske man er, på godt og ondt. Det er her vi deler vores følelser, fordi vi kender hinanden så godt og har tillid til at den anden passer på ens følelser. Det modsatte er utryghed og mistillid, er der dette i et parforhold, vil det påvirke nedad i pyramiden.

Respekt og Accept:

Udover at man skal føle sig elsket og i trygge hænder, hvor man kan stole på den anden, så er anerkendelse af den person man er, også meget vigtigt , for at man får lyst til at være i et parforhold og ikke mindst trives i et parforhold.  Man har brug for at mærke, at man er ok som menneske på godt og ondt.

Kompromis og Overbærenhed:

Når man mødes som to individer med forskellige baggrunde, forskellige ideer til hvordan livet skal leves, forskellige holdninger til mange af livets store spørgsmål, så må man mange gange gå på kompromis og bære over med den anden. Man må prøve at finde et fælles mål med det fælles liv man har valgt sammen.

Sex og Elskov:

Man kan i princippet få et lykkeligt parforhold hvis ovenstående behov er dækket, men jeg tror, at for størstedelen af mennesker er sex en naturlig drift og et naturligt behov vi har, helt på linje med mad og søvn. Også efter vi har fået videreført vores gener (fået børn). Det at føle sig begæret og tiltrækkende, afføder en række andre positive følelser, som igen forstærker hinanden. Hvis man lever i et platonisk forhold og begge parter er indforstået med dette, kan det platoniske parforhold være lige så lykkeligt, som det med sex. Men er det kun den ene part, vil der opstå en ubalance.

Frihed og Udvikling:

Vi har brug for at blive luftet og komme ud og sprede vores vinger i andre “luftlag”, at se andre marker end vores egne, så vi kan komme hjem med ny inspiration til vores partner.

Men alle tingene hænger i princippet sammen og ikke mindst påvirker hinanden. Utroskab fører til mistillid. Manglende respekt kan føre til man ikke har lyst til sex. Manglende frihed kan føre til man  ikke føler sig respekteret. OSV OSV. Der er mange “slanger” i paradiset og det er med at styre udenom dem. Der findes mange grunde til man bryder ud af et parforhold, at man vælge et liv til uden sin partner.

Udover behovene i parforholds-pyramiden, så afhænger udviklingen af et parforhold jo også af, Hvad kommer man fra, Hvem er man og Hvad forventer man af den anden.

Hvad tænker I om min pyramide, mangler jeg noget?

God dag til jer 🙂

tic-tac-toe-1777859_640

Når kærligheden indimellem er ved at drukne i forskelligheder…

Jeg læste Annemette Voss’ blogindlæg idag og blev inspireret til at selv at skrive om tilsvarende emne. Nemlig kærlighed, den evige kærlighed, den som varer livet ud…. eller som ikke gør.

Jeg er selv datter ud af en skilsmisse familie. Mine forældre blev skilt da jeg var 10 år. På ret dramatisk vis faktisk. Min far blev væk, skulle lige hente smøger i grillen og kom ikke hjem igen… Vi troede han var død,  gået ud på skinnerne ved banegården og vi var dernede for at kikke efter ham. 2 dage efter gav han lyd, han var i live, var ikke død, var bare gået….. Havde fået nok…. af sit liv/ægteskab.

Jeg endte med at bo 12 dage ved min mor, og hver anden weekend ved min far. Jeg synes det var svært. Svært at have 2 forskellige liv, et ved min mor og et ved min far. Min far flyttede ofte og i tidsrummet mellem jeg var 10 år og 15 år kan jeg huske jeg besøgte ham 10 forskellige steder: i Esbjerg 2 forskellige steder i en lånt lejlighed og ved en dame i et rækkehus, besøgte ham i København ved en veninde, kan her kun huske 1 sted, besøgte ham i Tarm på kroværelse, besøgte ham ved Ålborg eller deromking (nordpå) i hus ved skoven ved ny dame, besøgte ham i vejle, i hans egen lejlighed, besøgte ham i Brørup, i hans eget hus, først på landet, senere inde i Brørup, besøgte ham i Grindsted, på hans vens værelse, besøgte ham i Kolding på et kollegie værelse…. Der har været flere steder, men jeg kan ikke huske dem alle. Derudover var der en periode, hvor han var væk i lang tid, hvor han tog til Indien for at besøge SaiBaba en indisk menneskelig gud….. Da jeg var ca. 20-22 år mistede vi  kontakten. Det var et aktivt valg.

Jeg har et stort og inderligt ønske: At mine børn skal vokse op med deres mor og far SAMMEN. At vi har et FÆLLES liv. Give dem en stabil barndom. Jeg tror på, at man kan leve et helt liv sammen, selvom mine egne forældre ikke er mit forbillede her. Selvom 50% går fra hinanden i dagens Danmark, er der den anden halvdel, som viser det godt kan lade sig gøre…. Men et helt liv med ‘en  partner er ikke en nem opgave. Det kræver sin mand! eller kvinde! Jeg var til et guldbryllup for ikke så længe siden, et par man ser op til, blot fordi de har præsteret at blive sammen, men i talerne blev der også pointeret, at de ikke var enige hele tiden, at de kunne skændes og havde temperament. Men at kærligheden vandt over uvenskaberne de havde indimellem.

Jeg har svært ved at skrive dette  indlæg, fordi det er så personligt, men mest fordi min mand ikke er tilhænger af min blog. Jeg har brug for denne blog, jeg har brug for at skrive mine tanker ned. Skal jeg så lukke ned for mine behov, for at vise hensyn eller skal jeg forvente min mand giver mig den frihed, at han lader mig udvikle mig igennem min blog. Her har jeg faktisk brug for at høre, hvad mine læsere mener?? Er ægteskabet ikke om at give hinanden plads?? Samtidig handler det jo også om at respektere den anden, gør jeg ikke det, når jeg alligevel vælger at have denne blog? Skal jeg arbejde med, ikke at ville dele mit liv og tanker?? Hvad er rigtig? Hvad er forkert? Må jeg blive forfatter og skrive en bog om mit liv og mine følelser som mange andre gør??

For at vende tilbage til guld brudeparret, så er ægteskabet ikke super smukt HELE tiden, men man har i princippet 2 valg: Man kan vælge at sige: jeg kan IKKE leve med dig og dine værdier og GÅ. ELLER: man kan give plads og prøve at forstå den anden. Give and Take. Man kan vælge at påskønne den anden for det vedkommende KAN, i stedet for at fokusere på det, som den anden mangler. Hvis man skal blive sammen i mange år, tror jeg det er NØDVENDIGT at man minder sig selv om, at man er heldig med den anden , at man ikke føler sig taget for givet, at man arbejder med de ting, som vil gøre ens partner til et gladere menneske. Skal jeg så lukke min blog?…

Pga. min fortid har jeg haft meget at arbejde med og jeg prøver virkelig, men nogle gange er min beholder bare fyldt, så kan jeg kun overskue at sove og ligge tøj sammen på en hel dag. Jeg er ikke noget menneske der har uanede mængder energi og overskud. Det kan godt være min blog viser jeg bager en masse og vi laver en masse, men jeg har også dage, hvor jeg ikke kan særlig meget andet end at glo på fb. og støvsuge. Eller skriver på min blog. Hvor jeg lukker ned. Går i nattøj til kl. 13.30 og henter børn kl. 14. 30.

Det jeg prøver at sige er, at INGEN er perfekt og INGEN lever det perfekte liv. Ingen er glade HVER eneste dag. Ingen lever et liv, hvor de ikke er uenige med deres partner i ny og næ. Det perfekte ægteskab findes ikke. Kun på Hollywood feel-good og Morten Korch film. Hvis en sidder og læser dette og er uenig med mig, så PLEASE skriv, at I lever det perfekte liv, og GIV mig OPSKRIFTEN!!

Herhjemme skal vi til at hygge og fejre julen, som jo er hjerternes fest. Rigtig god Jul til jer 🙂

25383280_533577563671488_1143984961_o

Ugens 5 positive hændelser versus 5 negative

I nat, da jeg ikke kunne sove, fik jeg ideen til at lave en ugentligt opdatering på hvad der er gået godt og hvad er gået mindre godt. Tænker det måske kunne gå hen og blive til en fast tradition på min lille blog 😀

Så Here it comes:

Ugens 5 højdepunkter/lårklaskere/high fives:

  1. Vægten sagde i morges 60,1 kg. Dvs at jeg har tabt 1,4 kg siden d. 4. december. Og jeg har været dygtig og standhaftig, men jeg har også givet mig selv lov til en lille smule godt. Nu går jeg så en weekend i møde med julefrokost med mine kollegaer lørdag og lave-konfekt-dag med min storesøster, nevøer, Ivan, Mor og Hesse søndag, så måske vil vægten mandag være tilbage på udgangspunktet! Do not  hope so!
  2. Jeg er ENDELIG færdig med mit julebroderi til pigerne, nemlig en jule-kalender, hvor nissen og julemanden kan aflevere deres gaver. Det har så også “kun” taget mig 2 år og sammenlagt over 100 timer. (er mit skøn)

3. Fik månedens grineflip i morges, da Carsten lidt morgensurt proklamerede at han havde sovet mega dårligt pga en plastik-dimesedut han havde lagt på (sagde nogen prinsessen på ærten 😀 😀  ) En genstand fra en børnestrømpebuks, som pigerne ikke havde ryddet op efter sig…. jeg kan stadig grine ved tanken om hvordan Carsten sagde det…. Hold nu kaje det var sjovt!

4. Er næsten færdig med julegave indkøb og Merle’s fødselsdagsgaver. En stor befrielse….

5. Jeg fik også gave fra julemanden i morges. Der lå sørme 3 ens velour bluser til hver af os piger, så nu kan vi være ens. FEEEDT 😉

 

Ugens 5 nedture/maveplaskere/low fives:

  1. Har sovet møg-dårligt de sidste 3-4 nætter. Kan enten ikke falde i søvn eller også så vågner jeg ved, at Carsten snorker og så kan jeg ikke falde i søvn igen. I nat da det skete igen, blev jeg sådan rigtig sur, og tænkte: nu kan jeg vågne og være skidesur imorgen tidlig, fordi jeg kun har fået 4 timers søvn eller jeg kan vågne og tænke på alt det gode jeg har i mit liv. Jeg formåede det sidste, men det hjalp som sagt også gevaldigt på humøret med Carsten’s gode indslag og en velourbluse fra selveste julemanden 😉
  2. Er en dårlig mor: har ikke fået hjulpet pigerne med julepynt på deres værelser! Men de er heller ikke synderlig interesseret i af få det gjort. De er også kun på deres værelser, når de har legekammerater hjemme ellers er de i stuen og køkkenet ved os, og der er pyntet!
  3. Kan ikke finde Julius og Signe. Efter stor søgen i hele huset og på loftet. Mine elskede store strikkede nisser! De skal findes inden d. 24. ellers kan det nærmest ikke blive JUL.
  4. Jeg har alt for meget vasketøj…..igen igen igen igen
  5. Skal sige farvel til en kær kollega igennem næsten 6 år, som stopper hos os på vores afdeling.

Hvad er dine lårklaskere/maveplaskere?? 😀

Ha’ en skøn weekend derude 🙂

25271104_532134747149103_1111960494_o

Når man er ud af en “sofa-familie”…..

Jeg er vokset op i en familie, som jeg tillader mig, at kalde “sofa-familie”. En sofa-familie er en familie som foretrækker at være hjemme, slappe af i sofaen, se fjernsyn, nusse om de indendørs sysler. Mine forældre er ikke af den aktive slags, som har taget os med ud i weekenden og cykle eller gå lange ture, vi har ikke taget til familie-ting, hvor vi skulle være aktive. Nej vi har elsket at sidde hjemme i varmen, komfortabelt i en sofa og spist dejlig mad. I min verden er dette hyggeligt, men det er også en smule dovent….

Så fandt jeg min kære mand. Min kære mand er ikke ud af en sofa-familie. Min mand elsker at komme ud og være aktiv. Mine svigerforældre var i Carsten’s barndom, hvad jeg kan forstå, hele tiden i vigør, Carsten’s far var selvstændig, Carsten’s mor sygeplejerske og de havde derudover mange dyr der skulle passes (kalkuner, køer, kaniner mm ). Der var faktisk ikke tid til at være sofa-familie…. Derudover ligger der noget udendørs-liv i generne fra hans mors side. Hun elsker lige så højt som Carsten at være ude.

Når nu så 2 forskellige verdener mødes, sker der noget… inde i mig. Jeg har ofte følelsen af, at være lad, når min mand synes vi skal ud. Fordi jeg foretrækker at være inde. Altså om sommeren, når temperaturen er over 20 grader, vil jeg meget gerne være ude 😀 Men ellers, de andre 340 dage om året, synes jeg bare inde er bedst….

Men behøver jeg føle mig lad? Er sofa-hygge dårligere end aktiv-hygge??

Udover at motion jo er vigtig og lyset giver os D-vitaminer som vi har godt af, så er det vel også ok at sofa-hygge, hvis det ikke er konsekvent og det eneste vi laver?

Nu var der jo sne i weekenden og børnene elskede det, Carsten elskede det og skyndte sig ud med børnene og byggede iglo. Og hvor er jeg taknemlig for at have sådan en mand, for jeg gøs ved tanken om at skulle ud i den kolde sne. Selvom jeg kunne klæde mig på i ski-tøj, ved jeg bare, at jeg stadig ville fryse. Og så vil jeg bare hellere sidde inde og lave varm kakao, som jeg kan give dem i døråbningen….

Det er jo sjovt, hvor meget man egentligt tager med sig, fra sin opvækst. Hvad man giver videre til sine børn… Jeg tænker mine børn får en fed kombination af sofa-hygge og aktiv-hygge, så må vi se, hvad de foretrækker at gøre, når de selv bliver voksne…

Hvilken slags familie er I, og kan I komme til rette om, hvad der skal praktiseres?

24992672_530223967340181_1978185982_o

Nu skal det være!….

5 uger er der gået, siden jeg sidst skrev!! Det er længe. Forklaringen ligger i et fyldt hoved, en fyldt kalender og en priortering et andet sted. Efter vi kom hjem fra efterårsferie, har mine weekender være brugt på arbejde på sygehuset, afholdt to stk 40 års fødselsdage herhjemme, ‘en for forældre, ‘en for Carsten og gutterne, været til julefrokost, været til julehygge-dag og en fødselsdag ud af huset.  Og mine hverdagsfri er gået med at være husmor (gøre rent, ordne vasketøj mm), forberede fødselsdage, broderet og sovet.

Og så har jeg spist!!! Spist ALT FOR MEGET mad og alt for meget kage. Derfor har jeg den sidste månedes tid, mentalt gået og sat mig for, at nu skal jeg have vendt mine usunde vaner. Den mentale del har jeg egentlig brugt en del energi på. For, for mig er mad og kage en kæmpe del af mit liv. Det er det jo for de fleste (i hvert fald mad) Men jeg glæder mig vitterligt til næste gang jeg skal spise og jeg spiser primært for at nyde, og sekundært for at blive mæt. Dvs. smør, mayonaise, fløde, cremefraiche, alt med en høj fedtprocent ELSKER jeg, derudover er der jo min elskede chokolade, mit sukker. Mit fix!

“Problemet” er at jeg på 11 år har taget 11 kg på. Godt og vel. Faktisk er det 20% af min egen kropsvægt jeg har taget på. Og de sidste 5-6 kg er kommet siden jeg startede min lille kageblog her. Da Carsten og jeg blev kærester for 11 år siden vejede jeg 50 kg. Så fik jeg børn og har ligget på ca 55 kg siden. Så startede jeg min kageblog i februar og nu vejer jeg 61,5 kg. Det sagde vægten i morges!!!  (mandags) Hvis jeg ikke bryder den stigning jeg er i gang med, så tør jeg ikke tænke på hvornår det stopper. Og ja så kan man spørge sig: er det nu et problem ,at man har lidt ekstra på sidebenene?? Nææ det er det ikke. Men det er jo forskelligt hvor vi har det bedst og nu har jeg også et cholesterol-tal der er for højt, som jeg bliver nødt til at skænke en tanke. For i forbindelse med mit arbejde, ser jeg lidt for tit hvordan man ender, når man ikke passer på sig selv og lytter til de tal der bliver målt på….

Her er et billede af mig taget 2 måneder før jeg møder Carsten. 28 år gammel. Jeg har rent faktisk også et billede af mig selv i en selvsamme bikini taget for nylig, kun for at sammenligne. For min egen skyld. Dette billede poster jeg ikke, fordi jeg ikke er særlig stolt af det og fordi jeg synes det er mega grænseoverskridende at gøre. Det er nemmere at poste et “gammelt” billede og et billede hvor man ikke har noget at “skjule” 😉 Når jeg til maj forhåbentlig har nået mit mål på 55 kg, kan det være jeg ligger et før/efter billede ud, nu må vi se 😀

DERFOR: NU skal det være!

Jeg har gjort mig mange overvejelser om hvordan, hvornår, hvor meget , hvor lidt osv.  At starte med sundere livsstil i december er måske dumt! Men det er nu, at jeg kan mærke motivationen er i top, og så er det nu man skal gøre det.

Jeg har ikke tænkt mig at leve i “kage-cølibat” i december pga. dette, men jeg har tænkt mig at skære det ned på et absolut minimum.

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skal nå mit mål. Jeg skal først og fremmest blive mæt af det jeg spiser, så den søde appetit ikke kommer så tit, derudover skal der være plads til lidt forkælelse indimellem. Derfor valgte jeg at booke en madplan på nettet lavet af en diætist. Madplanen er indrettet helt efter mig og min højde, vægt, aktivitetsniveau, tid til madlavning mm.

Mit mål er at komme ned på 55 kg igen inden Maj måned 2018. 

Et eller andet sted, ønsker jeg jo, at kunne leve mere fedtfattigt generelt, så der netop er plads til kage-udskejelser uden at vægten og cholesterol-tallet stiger helt vildt. Så jeg er ikke på diæt, jeg er ved at øve mig i en sundere livsstil. Herhjemme siger vi til pigerne, de dage jeg spiser anderledes end dem, at Mor trænger til at være mere sund i en periode og måske det så smitter af, så det bliver mere integreret i vores allesammens mad på sigt. En ting er i hvert fald sikker: Jeg skal ikke tage både flødesovsen og den højbelagte panerede fiskefillet fra mig selv og mine piger på samme tid.

I første omgang er det kun kosten jeg fokuserer på. Når jeg så er kommet ind i godt rul med dette, begynder jeg er komme lidt motion og styrketræning på. At tabe 6½ kg bliver for mig noget af en udfordring, da jeg ved, at jeg SKAL spise MINDRE kage og slik end jeg plejer og samtidig skære ned på den daglige fedt, som jeg også elsker . Jeg skal ligge min “kage-blog” lidt på hylden (IKKE HELT) og det gør faktisk lidt “ondt”.

Men jeg er motiveret og jeg vil have, det SKAL lykkedes. Hvor der er vilje, er der vej. Så nu skal jeg vise mig selv, at jeg godt kan! I holdes opdateret løbende 🙂

 

22850314_511012162594695_239178430_o

Makeover og model for en dag

For en måneds tid siden skrev jeg om denne oplevelse en veninde og jeg havde ved POZE i Vejle. En oplevelse der inkluderede makeup og styling, samt billeder taget efterfølgende. Det var mit moment to shine, nu jeg aldrig har stået hvid brud og jeg er så glad for resultatet. Jeg har gået og ventet utålmodigt og har jo lovet jer et lille indlæg med billederne, når de kom. Jeg fik så endelig billederne igår aftes. Den bedste kompliment fik jeg af Merle, da hun, efter at have set billederne, udbrød: Wauw! Far er du ikke glad for at være gift med sådan en verdenskvinde!?” Ha ha det var så sødt og efterfølgende sagde hun:” Mor du er smuk, jeg gad godt at giftes med dig…” Hun er SÅ dejlig 😀 😀 😀 Så nu lever jeg længe på de kommentarer og husker mig selv på, at man skal høre sandheden fra BØRN og fulde folk Ha Ha!

Vi skulle jo møde op helt neutrale og uden nogen form for makeup, så her er mig fuldstændig NATURAL og fuldstændig stylet. Før og efter billeder:

Der blev taget mange billeder og jeg ville allerhelst have dem allesammen, men måtte også tænke på pengepungen og valgte derfor kun 3 ud. Jeg fik ellers taget billeder med 3 forskellige sæt tøj på, men synes altså at disse billeder med den rosa kjole var de bedste og så måtte jeg jo priotere 🙂

 

 

 

For mig venter nu en arbejdsweekend på sygehuset, men kan I andre have en god friweekend 😀

22689942_507514119611166_2014000409_o (1)

Efterårsferie til Berlin med 23 grader,uforudset angst og Tropical Island

I år havde vi lavet en aftale med et vennepar om at holde efterårsferie sammen. Det er et par vi har rejst/været på ferie med flere gange og som vi kender rigtig godt. Vores børn er jævnaldrene og både voksne og børn har det godt i hinandens selskab. Vi har før været ved Weissenhauser sammen, hvilket også er et fantastisk sted for børnefamilier, men i år havde vi lyst til at prøve noget nyt. Vi har tidligere set på Tropical Island 1 time syd for Berlin og det skulle så være nu, vi gav det et besøg. Da Tropical er noget dyrere end weissenhauser, havde vi hjemmefra valgt at sige vi lavede en kombineret ferie med både lidt vandland i Tropical og lidt storby-ferie i Berlin. Jeg har ikke været i Berlin siden 10. klasse og Carsten vist aldrig. Vores vennepar havde til gengæld været der 4 gange før denne tur og er ret vilde med Berlin.

Vi tog afsted mandag morgen kl. 08.30 d. 16. okt. Næsten lige efter min store tøse-fødselsdag. Vi var først kommet i seng kl. 05 om morgenen søndag og sov næsten helt til middag. Op og spise morgenmad med overnattende gæster og efter de var taget hjem, stod den på oprydning og rengøring efter festen. Maja og Merle kom også hjem fra farmor om eftermiddagen og om aftenen fik vi pakket til Berliner turen.

Derfor var vi også meget trætte mandag morgen da vi kørte mod Berlin. Vi kom desværre ind i en kø og turen til Berlin kom næsten til at vare 10 timer. Vi ankom kl. ca 18. og tjekkede ind og mødtes med  vores venner, som havde taget turen fra sjælland. Vi tog en hurtig Døner-kebap en spytklat fra hotellet og så var planen, at vi ville et hurtigt smut ind mod helt centrale Berlin med U-bahnen.

Det kom vi dog ikke, da Maja pludselig reagerede meget voldsomt, da hun så vi skulle med tog. En situation vi slet ikke havde set komme. Maja var decideret panikslagen over, at skulle med toget. Der var ikke noget vi kunne stille op, hverken Carsten, Lotte eller jeg kunne overtale Maja til at stige ombord på toget. En angst der formentlig er udløst af, at hun i sommerferien på en tur til Tivoli, havde overskredet hendes egne grænser ved en af forlystelserne. Maja har altid været en “vild” pige på den måde, at det ikke kan blive vildt nok til hende. Men jeg tror hun fik et mindre chok ved en vild forlystelse, som tog pusten fra hende og siden dengang, har hun ikke turde prøve særlig mange ting i Tivoli eller Friheden, hvor vi også har været efterfølgende. Men at køre i tog, havde vi slet ikke tænkt over, kunne være en udfordring for hende. Vi blev enige om at tage tilbage til hotellet og hyggede der i stedet. Vi aftalte at vi næste morgen måtte tage en god snak med Maja og prøve igen.

Det var virkelige en udfordring for Carsten og jeg at få snakket Maja til ro og overbevise hende om at tog ikke var vildt og slet ikke farligt. Men efter en lang snak og en tårevædet mor (læs mig), over at skulle presse min datter ind i et tog, hun slet ikke ville, kom vi alle med  toget og Maja fandt ud af, at det ikke var farligt og vildt, og hun slappede mere og mere af for hver togtur. Hun sagde sågar: “Tak for at I tog mig med på toget”.  De første 2 ture sad hun med en pose oppe ved munden, fordi hun var så bange, at hun troede hun skulle kaste op. Jeg prøvede at få hende til at lave åndedrætsøvelser, hvilket jeg tror hjalp en smule. (temmelig dobbeltmoralsk, da jeg selv sad og havde hjertebanken) Pyh ha ikke sjovt for nogen. Men vi blev enige om at gøre sådan, som vi gjorde af flere årsager. Hvis vi ikke skulle tage U-bahn, ville det være busser vi skulle med rundt, som vi så først skulle finde ud af hvor og hvordan gik, eller vi skulle køre med Taxa, hvilket ville blive alt for dyrt. Og hendes angst ville måske ligge og ulme og ikke gå over af sig selv, så hun skulle “op på hesten” igen før eller siden, for at få hendes angst kureret. Billedet nedenunder er taget på en af de ture, hvor hun kunne slappe af og ikke behøvede at sidde ved siden af mig eller Carsten.

Vi kom rundt i Berlin den dag i det flotteste efterårsvejr, der allermest mindende om en sommerdag med 23 grader. Men jeg var stadig træt, havde sovet elendigt på hotellet og alle mine fødselsdags indtryk var slet ikke bearbejdet og nu episoden med Maja, drænede mig også fuldstændig. Jeg følte lidt, jeg rendte rundt som en zombie på den første dag i Berlin. Vi fik gået 10 km og børnene tog gåturene rigtig godt. Vi fik set Brandenburgertour, gik forbi tjekpoint charlie, mindespladsen for de dræbte jøder, var i Rittersport butikken og spiste aftensmad på en kendt Pizzakæde i Berlin, der hedder Vapiano. Rigtig hyggeligt og fedt indrettet sted og meget lækker mad. Vi kom tilbage på hotellet og hyggede med chokolade og vin.

Næste formmiddag tog vi til Tropical Island. Et FANTASTISK vandland. Jeg er ellers ikke nogen vandhund. Hundefryser altid i en svømmehal, men dette sted, kan jeg altid lokkes med til igen. WOW et fedt sted. Der var varmt. Og det bedste af det hele: vandet var også varmt!!!! Og alt var bare tip top i orden. Det er et kæmpe sted, et af verdens største bygninger og der var fede pools, rutchebaner, restauranter, luftballoner, legeland, scene, regnskov, levende flamingoer og udendørsvandland med OPVARMET vand, så vi badede udenfor og det var slut oktober! Men fornøjelsen er heller ikke gratis. En familie som os brugte 2000 kr sådan en dag. 1150 kr for indgang og 800 kr for mad og drikkevarer en hel dag. Vandlandet lukker først kl. 24.

Vi kom sent hjem og op igen til Berlin igen om torsdagen. Endnu en dag, hvor jeg følte mig træt. Vi startede med at tage ind til Alexanderplatz og gik derfra hen til unter den linden. Spiste sen frokost på samme restaurant som om tirsdagen og tog tidligt hjem, da børnene var ret trætte. Merle og jeg blev på hotelværelset resten af dagen, men de andre tog kun et hvil på hotellet på en god times tid og gik så ud for at shoppe lidt indtil butikkerne lukkede. Vi hyggede igen på hotelværelserne med slik, øl og asti.

Næste dag tog vi hjem efter morgenmaden, vi skulle hjem til et stramt weekend program med guldbryllupsfest lørdag og fødselsdag i Sørvad søndag, og havde derfor brug for bare at komme hjem, så vi kunne holde fredag aften derhjemme i sofaen.

Det var en rigtig dejlig ferie, selvom jeg godt kunne have ønsket mig noget energi og overskud. Selvom pigerne klarede det godt med at gå en del, så er Carsten og jeg enige om at vi godt kan vente med en ny storby ferie et par år endnu, da det er meget trættende for børnene at gå rundt og de vil få meget mere ud af det, når de bliver større.

 

22850331_510084972687414_481286394_o

40 år og fest for frisindede, frække og finurlige fruer (frøkener)

Så rundede jeg sørme de 40 år. Og er vist nok definitivt trådt ind i de voksnes rækker (eller er jeg?) Som jeg har skrevet om tidligere, har jeg det ret ambivalent med dette årti. For på en måde er kvindernes 40’ere; de frække fruers fede klub. På den anden side, så er jeg ikke længere “ung”, hvilket jeg gerne vil være (definer ung!). Jeg tilhører nu en gruppe der ligger lige midt imellem det unge og det gamle. Det faste og det rynkede. Midt imellem det uskyldige og naive og det erfarne og livskloge. Jeg ligger imellem at hvile i mig selv 200% på nogle dage og knap 50% på andre dage. Jeg ligger imellem at elske min krop og foragte den. Men det er jo livet, vi ældes, alder er bare et tal og jeg kan ikke bekæmpe det. Så jeg prøver at acceptere, at jeg også er dødelig, at jeg også aldres.

Egentlig har jeg aldrig troet jeg var udødelig og så alligevel…. Et sted mellem 15-25 år tror de fleste vist, de er udødelige, også mig. Men jeg har også altid haft en bevidsthed om, at døden kan komme tidligt. Min farmor, som jeg har aldrig har mødt, døde i en alder af 38 år. Og nok af samme grund har 38 for mig, stået som et punkt, jeg bare SKAL forbi. Min mormor blev 62 år, det er næste punkt jeg også SKAL forbi. Jeg vil jo gerne blive gammel og se og opleve en masse i dette liv. Så egentlig er jeg jo mega taknemlig for at blive ældre, der er bare visse ulemper ved det, som jeg liiiige skal lære at acceptere.

Nå men mine veninder kender mig godt. De vidste hvad jeg trængte til at høre 😉 Jeg fik de sødeste kort på min fødselsdag, som var ren boost for selvtilliden og fik ord med på vejen som “sprød”, “opgradering til 40’erne” og “Fortylicious”.  De fik mig til at føle mig SÅ godt tilpas.

Jeg har fejret mine 40 år hele 3 gange indtil videre (mangler en med den ældre generation).

Min første fødselsdag fejrede jeg lørdag d. 7. oktober for mine dejlige kolleger. Det var en top hyggelig aften, med de fineste gaver og en sjov overraskelse. Jeg havde selv stået for al maden og havde lavet tapas. Tapas bestod af:

  • Ærtecreme og varmrøget laks
  • Fetacreme med  chorizo og syltede rødløg
  • Asiatisk kyllinge-creme med frisk koriander
  • Humus med lufttørret skinke
  • Rejecreme med dild og kæmperejer syltet i sød chilisause på toppen
  • Parmesan-hvidløgsbagt pull-apart brød
  • Bacon/butterdejs-snurrer
  • Rødebedesalat med feta og rucola
  • Bulgursalat med tomat, agurk og citron
  • Hvidløgspesto med persille og basillikum

Til dessert havde jeg lavet 2 forskellige lagkager. En med mango og chokolade og en med havtorn, karamel og nødder. Jeg havde brugt 3 dage i køkkenet til hele dette foretagende, men jeg var glad og tilfreds med resultatet og ligeledes var mine gæster. Det er den største belønning for de mange timer i køkkenet.

Overraskelsen bestod af en lille sød tale og en leg med bind for øjnene, hvor jeg skulle gætte hvad de kom i munden af mig. De mente jeg havde meget fine smagsløg og nu ville de lave en test på mig, som skulle afsløre, om jeg snød mig til alle de smage jeg altid snakker om, at jeg kan smage. (Denne leg har jeg leget med mine døtre en 3 gange og de elsker den, jeg har dog aldrig selv været den , der skulle have bind for øjnene og smage). Mine kolleger kom meget forskelligt i munden på mig, det værste var nok tabasco’en, karrysilden og hindbæreddiken. Men jeg var god til at smage mig frem og fik næsten alle rigtige 😀

Min 2. fødselsdag var på selve dagen d. 11.oktober. Jeg blev traditionen tro vækket på sengen med morgensang og gaver. Og dernæst morgenmad med pigerne og Carsten. Pigerne kom lidt senere i skole den morgen, havde skrevet til deres lærere, da en rund fødselsdag godt må fejres lidt ekstra. Jeg havde fridag og mødtes med Helena oppe i byen til kjole-prøvning og til eftermiddag kom Thomas og Helena+børn til eftermiddagskaffe og til aften tog Carsten, pigerne og jeg på running suschi ved den kinesiske mur, hvor min mor og Knud Erik også kom. Vi ELSKER sushi 🙂 Bagefter hjem og hygge i sofaen. En dag i min ånd!

Min 3. fødselsdag var lørdag d. 14. oktober for min fantastiske vennekreds. Kun for piger. En tøsefest med PINK “tema”, dvs kun for mit vedkommende; der var pyntet op med pink, lyserød og rosa. Min kjole var rosa, bordpynten var pink,lyserød, rosa og velkomstendrinken var rosa. Lige som jeg kan lide det.

Jeg havde fået overtalt Carsten og et par andre mandlige venner til at servicere os kvinder hele aftenen. Jeg havde fået en ringklokke til at sidde under bordet ved min plads, så jeg kunne ringe efter dem, når vi trængte til at få fyldt vores glas op eller der skulle ryddes af bordet mm. (de sad i garagen, opvarmet og pyntet lidt op, vel og mærke). De gjorde det SÅ godt. Stor ros til Carsten, Jacob og Thomas!

Denne aften havde jeg bestilt mad udefra, tapas igen (min favorit) og denne gang fra Reborn. Det var intet mindre en fantastisk mad. MUMS! Desserten havde jeg dog selv stået for og bestod af min elskede ferrerocherkage, min populære cheesecake, lækre lemoncurd mini cupcakes og små delikate chokolade-kirsebær mini kager.

Jeg havde den bedste aften! Jeg fik de sødeste hilsener, de dejligste gaver, følte mig omgivet af kærlighed og fik 2 meget fine overraskelser i løbet af aftenen. Jeg havde i invitationen ellers frabedt mig sange og taler, for jeg ønskede en meget uformel fest, ønskede ikke der skulle gå for meget suppe, steg og forsamlingshus-gilde i det og alle skulle slappe af og bare feste og have det rart. Men nogle havde alligevel valgt ikke at “gøre som der blev sagt” og havde lavet et par overraskelser i den allerbedste mening. Og jeg blev oprigtig glad for dem, på trods. Det kan dog stadig sidde i mig om nogle følte sig presset til den 1. overraskelse, som involverede alle gæster…

Vi festede til kl. 5, hvor vi gik i seng, nogle blev og sov, andre tog hjem længe før, men det var virkelig en dejlig aften. Så Tusind Tak til jer alle!!! I ved hvem I er 😉

PS. til den opmærksomme læser. Jeg skiftede tøj efter spisningen, da min kjole blev for stram!!!!!

Dagen derpå:

22140025_500042737024971_1232527713_o

Anmeldelse af en fuldstændig fantastisk bog!

Jeg er netop blevet færdig med “Pigen med de syv navne” af Hyeonseo Lee og er blæst bagover af beundring over, hvor meget styrke et menneske kan samle i sig selv. Jeg er rørt til tårer over, hvad den nordkoreanske befolkning må gennem af grusomheder. Og så er jeg blevet et meget mere vis og klogt menneske på hele Nordkorea’s situation og historie. En bog der er intet mindre end fantastisk, på trods af den også er utrolig hård.

Bogen handler om en ung kvinde fra Nordkorea, som flygter ud af landet som 17 årig og hun beskriver tiden inden hun flygter og dernæst hele hendes flugt igennem flere år, hvor hun må skifte identitet undervejs, for at komme til at leve i fred, uden at være et jaget dyr hele tiden.

Hyeonseo er en pige som vokser op i en af de bedre familier i Nordkorea i 80’er og 90’erne, dvs de havde adgang til nogenlunde beboelige huse og de oplevede ikke hunger på samme måde, som mange af deres landsmænd gjorde i 90’erne, hvor over 1 million nordkoreanere døde af sult.

Bogen giver en insider viden om Nordkorea, som man næsten kun tror, kan ske i de ondeste mareridt. Nordkorea er et diktatorisk land med en meget undertrykt og hjernevasket befolkning. Der er ingen frihed til det enkelte menneske og man bliver overvåget stort set alle timer i døgnet. Man bliver tvunget til at anmelde hinanden, hvis nogen ser noget mistænkeligt, som f.eks. at have en vestlig genstand hjemme ved sig eller have vestligt musik i sit hjem. Man skal have billeder af den store leder og hans søn hængende i det rum man befinder sig mest i, og 1 gang om ugen inspiceres hjemmet og billederne, for at se, om de bliver holdt pæne og rene. Straffen er stor, hvis ikke det bliver gjort efter foreskrifterne.  Der er offentlige henrettelser, som man er tvunget til at overvære. Man bliver opdraget til at holde en maske oppe og lyve om alting, for at overleve i Nordkorea. Og måske lige præcis derfor overlever Hyeonseo også hendes lange seje flugt fra hendes hjemland som hun både elsker og hader. Hun kommer igennem et utal af barske ting, et ubeskrivelig psykologisk pres og et stort afsavn inden hun efter ca 12 år bliver et helt frit menneske.

I starten af bogen får man noget historie fra landet og hvordan samfundet er skruet sammen og da Hyeonseo en dag flygter, kommer man på en rejse igennem Kina, hvor hun hele tiden må leve undercover og med falske papirer. Den nordkoreanske befolkning er et jaget folkefærd i Kina, da det ikke er tilladt at flytte ud af landet og det kinesiske politi er forpligtet til, at sende alle nordkoreanere tilbage, hvis de opdager deres virkelige identitet. At blive sendt tilbage til landet efter en flugt, er med døden til følge eller endnu værre: at hele ens familie bliver sendt i livslang arbejdslejr (svarende til KZ lejre under 2. verdenskrig). Flugten igennem og videre ud af Kina er også beskrevet, samt hvordan hun bagefter skal have sin mor og bror smuglet ud af Nordkorea efter hun selv er nået ud i friheden.

Bogen er så fantastisk, på trods af den grusomhed som også er beskrevet, fordi den vidner om menneskets ukueligehed og overlevelsesinstinkt.

Den er fantastisk, fordi den giver befolkningen i resten af verden, mulighed for at opdage, hvad der sker i Nordkorea, således Den nordkoreanske befolkning måske engang kan befries for den diktatur, som finder sted nu.

Den er fantastisk, fordi den sætter ens eget liv i perspektiv og får en til at sætte endnu mere pris på demokrati og det frie liv, der leves i vesten.

Jeg bukker mig i støvet for Hyeonseo og de andre nordkoreanere, som får modet til at flygte, står igennem forfærdelige strabadser og vover deres eget liv, for at gøre opmærksom på hvad der sker i deres land.

22070568_498522800510298_241033425_o

Fra DIVA til MOR

De sidste 2 weekender har simpelthen været ren lykke, forkælelse, shopping, kærlighed og nærvær.

Forrige weekend startede allerede torsdag, hvor jeg sammen med en kær veninde havde booket en tid ved POZE i Vejle til styling og fotografering. Vi havde begge lyst til at blive stylet og prøve at få taget super gode og professionelle billeder, og da jeg aldrig har stået hvid brud og levet min prinsessedrøm ud, måtte dette jo være det næstebedste. Jeg har i hvert fald aldrig følt mig så flot og lækker som den dag. Det var ren boost til min selvtillid.

Vi ankom til Vejle kl. 10.30, hvor jeg var den første til at komme i sminke-stolen. Vi skulle ankomme uden sminke og uden noget i håret. Og ja jeg tog selvfølgelig før og efter billeder, disse har I tilgode i et andet indlæg 😀 Stylisten var en meget sød og imødekommende pige, som tog rigtig godt imod os. Hun spurgte om, jeg havde overvejet hvilken make-up eller styling jeg ønskede. Jeg fortalte jeg egentligt bare ønskede, at komme til at ligne en million og make-uppen skulle være ala en aftenmake-up. Jeg fortalte om min manglende bryllups-udlevelse og vi blev enige om, at dette måtte være mit Moment to shine 🙂

Efter stylingen, skulle jeg ind i rummet hvor fotograferingen foregik, der skulle jeg hænge mit medbragte tøj op, så fotografen kunne se og vælge ud, hvad der var passende til de billeder hun gerne ville tage af mig. Jeg havde 3 tøjskifte. Det hele foregik i meget afslappet stemning og jeg fik grundige instrukser om hver enkelt positur, som jeg skulle indtage. Fik indblik i, at nogle at disse positioner, faktisk krævede en vis smidighed, som jeg IKKE besidder.

Nå men efter fotograferingen, måtte jeg tage plads i vente/styling-rummet, da de nu skulle vælge de bedste billeder ud, som jeg så måtte se og sortere i bagefter. Efter en halv times tid, blev jeg hentet og vist ind i et lokale med en sofa og en kæmpe TV skærm aka 60-70 tommer og det var så her jeg skulle se billeder af mig selv!!!  Det var altså en lidt overdrevet oplevelse. De forstod da at sælge varen og få en til at føle sig top-lækker. Hold da op nogle professionelle billeder, der blev lagt op. Det var temmeligt svært, at vælge hvilke man skulle have, fordi nogle skulle man selvfølgelig eje, jeg kommer jo aldrig til at se SÅ godt ud igen. Og meningen var jo også, at Carsten skulle se dem. Men billederne var ikke billige og jeg valgte kun 3 billeder. Når de kommer med posten, skal jeg nok ligge billederne op på min blog. Dette er blot selfies:

Nå men det var en super god oplevelse, som jeg uden tvivl vil gentage, hvis jeg en dag skulle vinde i lotto eller bare komme til en masse penge 😀

Allerede dagen efter skulle jeg på ny veninde-tur eller rettere veninde-weekend. Igen gik turen til Århus i airbnb lejlighed med to meget dejlige kvinder. Vi har før været afsted, læs mere om det her. Det var ren shoppe, hygge, grine, spise-weekend. Bare tøse-tid når det er allerbedst! Hvor jeg simpelthen nyder disse stunder MAX!!!! Kan virkelig godt unde Carsten, at han også kommer afsted på mande-tur og han har da også planlagt, at skulle på en ski-tur til næste år. Det er SÅ givende for et forhold, at man får frihed til at gøre den slags ting.

Der er nogle år mens børnene var små, hvor man er meget på som MOR. Da jeg blev mor, kom Trine lidt til at stå i kulissen og MOR-rollen fyldte meget. Jeg havde hverken lyst eller overskud til den slags friheder, jeg gør mig nu, da børnene var helt små. Men jeg må sige, jeg er begyndt, at tage revanche. I takt med børnene bliver større, har jeg fået noget af min “frihed” tilbage og pludslig kunne jeg mærke trængen og behovet for at komme lidt væk, få lidt luft under vingerne, slippe mor-rollen, bare kortvarigt og være den Trine, jeg ikke har haft tid til i nogle år. Trine er jo egentlig mange identiteter. Jeg er MOR, jeg er hustru, jeg er sygeplejerske, jeg er kollega, jeg er veninde, og så er jeg MIG. Og MIG-tid er bare nødvendig i ny og næ. Og det fik jeg masser af fra torsdag til søndag.

Weekenden efter stod den så på familie-tid. Vi har herhjemme jo talt om, vi trængte til at være sammen, sådan rigtig sammen uden vores mobiler og Ipads. Vi lejede et sommerhus og tog til Grønhøj fredag aften efter pizza på Pavarotti.

Det var den skønneste weekend, hvis vi lige ser bort fra lidt træthed og surhed fredag aften. Lørdag var vi inde i Løkken og ose, spise is og handle ind. Hjem i sommerhuset og sy på symaskine, som Maja har plaget om et stykke tid, at få lov at prøve. Hun fik syet en flot pung. Og Merle fik begyndt på en. Derudover tegnede vi, skrev digte, lagde puslespil og så VOICE junior med slik og chips om aftenen. Søndag gik vi en tur ved Vesterhavet, hvor der blev samlet sten i poser, spist is ved strandkiosken og vi spillede badminton i hal tæt ved sommerhuset.

 

Det var virkelig dejligt at være sammen med sine børn uden al den eletronik. Det føltes så godt at være 100% nærværende overfor sine børn og vi nød alle 4 tiden sammen og vi er sikre på det skal blive en fast tradition med Wi-fi fri weekend 1-2 gange om året. Børnene nød i fulde drag, at have deres forældre helt for dem selv, uden de skulle dele dem med mobiltelefoner, andre voksne, børn eller praktiske opgaver. Det er altså nemmere at lukke ned for elektronikken og være nærværende, når man tager væk fra sit eget hjem, hvor der hele tiden er en praktisk opgave der ligger og venter på at blive gjort. Det fungerer i hvert fald bedst for mig. Jeg har svært ved at lade alting “sejle” (vasketøj, nullermænd og opvask) når jeg er herhjemme. Jeg synes faktisk også, jeg kan mærke på vores børn, de er mere i balance efter sådan en weekend. De virker mere rolige og afdæmpede, mere glade og tilpasse. Jeg tror det gør os alle godt med  “ægte” nærvær 🙂

Sikke et langt indlæg det blev den her gang. Til jer der har hængt ved og læst det hele: Godt gået 😀 God dag til jer!

blue-keyboard-940620_640

Om pauser og hvad det kan føre med sig….

Kender I det? at man ser et skilt, en reklame, en eller anden tekst, måske ser man det hver dag eller flere gange om ugen og man læser det igen og igen, men det betyder ikke noget for dig eller det giver ingen mening for dig. Og så en dag læser du teksten igen som alle de andre dage du har gjort det, men nu giver det pludselig mening eller har en betydning.

Det oplever jeg engang imellem og jeg tænker det er tegn på udvikling. Når vi udvikler os som mennesker, kan ting, der ikke før har givet mening eller været forstået, pludselig gøre det.  Og hver gang jeg har en af disse oplevelser, tænker jeg: Fedt, så kan jeg lige føje en dimension mere til dette liv!

Jeg har holdt en forholdsvis lang pause i LOOP. Og først troede jeg det var skidt, fordi jeg havde taget lidt på og fik dårlig samvittighed, men det skulle vise sig at være godt. Fordi, da jeg kom efter pausen og læste et skilt, som står i træningslokalet, et skilt jeg har læst mange mange gange og som aldrig har sagt mig noget, havde nu fået ny betydning. Der stod: Har du taget imod Gratis opfølgning på din træning?? De gange jeg har læst det, har jeg tænkt: Øh nej tak og jeg klarer mig fint!!

Idag tænkte jeg anderledes, jeg tænkte: Nå ja, her har jeg gået i flere år og tænkt jeg har styr på det, jeg har ikke behov for opfølgning. Egentligt en sjov lidt små-arrogant tanke. Her tilbydes jeg at blive bedre til noget, for at det skal blive mere effektivt for mig og i sidste ende give bedre resultater for mig, og så har jeg været storsnudet nok til at tænke: Det har jeg ikke brug for.

Men dette fik mig til at tænke videre: Nogle gange er pauser gode. Pauser i alle henseender. Og pauser kan føre en masse godt med sig. Pauser kan få folk til at se tingene fra helt nye vinkler. Nogle gange er det faktisk en pause, der kan gøre forskellen!

Her er eksempler:

  • Pause fra arbejdet, kan føre til øget arbejdsglæde eller energi, når man vender tilbage (ergo vi må få nogle flere ferier 😉
  • Pause fra manden/kvinden, kan føre til fornyet glæde og værdsættelse af ham/hende. (her snakker vi altså bare et par dage, max et par uger 😀 )
  • Pause fra madlavningen, kan føre til nye ideer og keativitet
  • Pause fra shopping, VIL føre til bedre økonomi og bedre samvittighed 😉
  • Pause fra oprydning, kan føre til fornyet lyst til at……. EJ okay her holder min teori ikke!!!

Hvis alting var konstant, ville man ikke nyde det, værdsætte det. Hvis man ikke har pauserne, hvornår skal man så reflektere, opdage, motiveres, glæde sig til, udvikles osv osv.

Vi værdsætter jo heller ikke smagen af kage, hvis vi skulle spise kage til alle måltider. Alt hvad der er konstant eller i overflod, mister sin værdi.

Så derfor er min opfordring: Hold pauser i livet, de gør så meget godt:)

Lidt filosofiske tanker herfra, god weekend til jer fra mig 🙂

ethiopia-1960539_640

Har endelig gjort noget, jeg har tænkt på længe….

Jeg har længe (flere år) gået med tanken om, at hjælpe nogle, som virkelig har brug for “min/vores” hjælp. Jeg og Carsten hører vel ind under middelklasse i DK og vi mangler bestemt ikke noget, vi svømmer i mad og luksus sammenlignet med mange andre lande i verden og for få hundrede kroner om måneden, kan jeg gøre en forskel, en lille bitte i hvert fald.

Der findes jo et hav af organisationer, som er værd at støtte og hvilken ‘en skal man så lige vælge. Jeg har svært ved at sige, hvad der er vigtigst. Men jeg har tabt mit hjerte til de fattige forældreløse børn i Afrika. Jeg føler, det er der jeg kan bidrage, således de får en mere lys fremtid med tryghed, mad og skolegang.

Derfor har jeg valgt at blive SOS-fadder til en pige i Etiopien. Etiopien er et af de mest folkerige lande i Afrika. Der lever over 90 millioner mennesker, hvoraf de 46,6 mill. er under 18 år. Der er ca. 10% af befolkningen der har AIDS/HIV og derfor er der også mange forældreløse børn pga. forældre der er døde af AIDS. Ca 10,2 mill.  har brug for fødevarehjælp og deres liv er truet.

Ved  at støtte et barn med mad, tøj og skolegang, føler jeg, at jeg gør en forskel. For den lille pige betyder det SÅ meget, at der er nogle som hjælper til, hun får en bedre opvækst og for Etiopien hjælper det, at børn får skolegang og uddannelse.

Det bedste af det hele er, at Maja og Merle blev SÅ glade for at få en SOS-søster og de gik straks igang med at lave tegninger til Aya og Maja startede på et brev på engelsk til hende. De glæder sig til at sende breve og små gaver til hende.

Dejligt allerede nu, at kunne give sine børn glæden ved at GIVE.

Jeg synes der ligger mange værdier i at blive SOS-familie og de værdier vil jeg gerne give videre til mine børn. Der er også meget læring i det for Maja og Merle , at kende til tilstande/personer, hvor ikke alle er så heldige, at vokse op i et samfund som DK.

Nu taler vi ikke om Afrika’s børn, nu taler vi om Aya, det er pludselig blevet mere konkret og personligt.

SOS giver mulighed for at du kan besøge dit SOS barn i en SOS børneby, hvor de vokser op.  Man får rapport 2 gange om året, hvor du hører hvordan “dit” barn har det. Og man er selvfølgelig altid velkommen til at sende breve og små gaver.

Tænk at have muligheden, for at gøre en lille bitte forskel for et menneske på den anden side af kloden. At have mulighed for, et barn vokser op med bevidsthed om, at der sidder en familie i DK, som støtter hende og carer om hun vokser op med gode forhold.

Jeg er meget glad for beslutningen og kan varmt anbefale andre at gøre det samme 🙂

Jeg må desværre ikke offentliggøre et billede af Aya, så billederne er eksempler og hentet lovligt på nettet.

20746934_478289705866941_337736381_o

Smukfest, sød musik og glade mænd.

Carsten har længe snakket om, at det kunne være fedt at prøve Skanderborg Festival/Smukfest. Selv har jeg altid tænkt, at jeg ikke er festival-typen. Jeg er lidt et luksus-dyr, der kræver blød seng, varm dyne og en dør man kan lukke efter sig.  Og det ved Carsten godt, så måske er det derfor, han ikke selv har taget initiativ til at komme afsted.

Men nu behøver festival jo ikke at betyde soven i telt og drikke sig fuld hver dag. For lige præcis de to ting kan jeg ikke finde ud af. Men selve musik-delen vil jeg gerne, så da Carsten’s kammerat også havde talt om Smukfest nogle gange, besluttede Helena og jeg at overraske vores kære mænd med billetter til den berømte og berygtede festival.

Nu skulle det her festival komme an på en prøve. Det var umuligt at få fat på partout billetter, så vi købte i al hemmelighed en endagsbillet til os alle 4. En dag, hvor vi syntes vores mænd havde “gjort sig fortjent” til det, samlede vi dem og fortalte om vores lille plan. Og de blev heldigvis glade 🙂

Vi tog toget til Skanderborg og kom kl 12 om onsdagen. Lige som jeg trådte ind på området, var det en slags “kærlighed ved første blik”. Og hvem havde troet det!! Omgivelserne var faktisk ret smukke, atmosfæren var ikke til at tage fejl af, der var glade forventningsfulde og øl-fulde mennesker alle steder. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Der var kærlighed og magi i luften og følgeskabet for os tøser, var to meget glade mænd. Det kunne næsten ikke blive bedre.

Og det kan godt være jeg almindeligvis ikke er til fulde mennesker, men denne ene dag, var det bare lige meget. Jeg vil hellere end gerne afsted igen til næste år. Så hvem ved om vi er så heldige at komme igen til næste år….

21246017_486984884997423_1630490412_o

Stilhed på bloggen og status på hverdagsliv.

Ja der har været stille på bloggen i noget tid nu. Det skyldes flere ting, men primært at hverdagen nu igen er indtrådt i vores lille familie, med alt det arbejde, logistik, fritidsaktiviteter og praktiske opgaver det nu indebærer.  Desuden har Carsten og jeg været til smuk fest for 1. gang, hvilket I hører om snart og der har været sommerfest med kollegaer og fætter/kusine-fest i august. Alt i alt en travl måned og de næste 2-3 måneder bliver ikke mindre travle:

Der er 3 runde fødselsdage coming up i september, oktober og november, som skal planlægges: Maja bliver 10 år i september og der skal holdes 2 fødselsdage, en for klassen og en for familierne.

I oktober hvor jeg runder et skarpt hjørne, skal der holdes 3 fødselsdage; en for kollegaer, en for veninder og en for familierne.

I november er det Carsten’s tur og der skal holdes 2 fødselsdage; en for familierne (holdes sammen med mig) og en for gutterne.

Oveni alle de her fødselsdage, skal der også planlægges en familieweekend, en venindeweekend og en efterårsferie.  Så alt i alt har jeg rigeligt at tage mig til.

Ved ikke om det er tegn på stress, når jeg får halsbrand om natten?? Har overvejet at starte på meditation, yoga eller noget lignende, noget hvor jeg slår hovedet fra, for netop at falde ned, sådan helt ned. Jeg har flere gange forsøgt, at gøre mit hoved tomt, med forskellige øvelser, men det er ikke muligt for mig. Mine tanker er hele tiden på farten og har ikke tænkt sig at gøre stop….

Samtidig har jeg en ide om, at jeg skal være i god form på min 40 års dag, så fra og med idag SKAL jeg røre mig mindst 30 min HVER dag til d. 11. oktober 😀 Nu sagt/skrevet højt= skal gennemføres!

Har jeg lidt for mange ambitioner? Måske, men jeg kan ikke lade være. Til gengæld har jeg ikke tænkt mig, at gå på minus sukker-kur i disse uger, det tror jeg ikke der kommer noget godt ud af…

Nå men status på hverdagsliv med madpakker: Jeg tog imod et godt råd fra min kære veninde og børnene smører nu deres egne madpakker. Dog mod belønning. Begge piger får 50 kr om måneden, hvis de selv smører deres madpakker hver dag. Det kan diskuteres, hvor vidt det nu er nødvendigt, men den tager vi en anden god gang. Lige nu funker det og det er en kæmpe lettelse for mig, ikke at stå med de s…. madpakker 😉

Status på IT-fri weekend: Kan I huske, jeg tidligere har skrevet, at det kunne være fedt, at tage en weekend eller to ud om året, hvor vi som familie efterlod alt hvad der hedder mobil, Ipad mm. Bare være sammen med hinanden som i “de gode gamle dage”. Den er nu planlagt og vi har booket sommerhus, hvor vi 4 bare skal afsted uden alt det IT-pjat. Første gang vi fortalte pigerne om vores ide, var deres reaktion: Ej det bliver kedeligt, men så gik der en uges tid og så kom Maja og spurgte hvornår vi skulle afsted, for hun glædede sig. Jeg er selv mega spændt. Jeg er så afhængig af min mobil og både gruer for og glæder mig helt vildt meget til at ligge min mobil helt væk og bare være sammen. Jeg tænker weekenden skal gå med brætspil, gåture ved vandet, samtaler, læsning i bøger, lave mad sammen og måske bage en kage med pigerne.

Efteråret er fuld booket op og nu vil jeg forsøge at kun glæde mig til og over alt det vi skal og ikke stresse over et. Det er jo lutter dejlige ting, der skal ske, så jeg vil prøve at tage ved lære af de to små banditter her; Relax and take it easy 😀

Ps. Jeg har gjort noget i dag, som jeg har overvejet at gøre i mange år, mere om det på bloggen om ikke så længe 😉

18362405_427809080915004_1269120331_o

Hvorfor jeg vælger at være ærlig og åben…

Jeg ved at nogle af mine blogindlæg, vil få nogle mennesker til at tænke: Hvorfor er hun SÅ ærlig og åben omkring nogle ellers meget private ting? Nogle vil synes det er for meget. Andre vil synes det er fedt og befriende. Og lige meget hvilket “hold” du hører til, så lad os være rummelige nok, til at vi alle kan være her.  For ja det kan også være grænseoverskridende for mig at lukke op og lukke ind. Men jeg har taget et aktivt valg, om at gøre det, fordi det virker for mig. Jeg søger selv ærlighed og indsigt og skal man så ikke starte ved sig selv? Man kan vel ikke forvente at få uden at give?…  Så derfor deler jeg ud af mine tanker og mit liv.

Jeg følger selv bloggere som bla. Annemette Voss og Nanna Pretzmann. Annemette er udover en dejlig kageblogger, også bare et helt almindeligt menneske, som er mor og nogens kæreste og det liv deler hun også ud af, både oplevelser og tanker. Nanna går endnu mere i dybden med hendes privatliv og tanker og hun er også en stor inspiration. Jeg synes hun er modig og jeg elsker, at hun tør skrive om alt det der er svært.

Er du på “holdet” der tænker: Jeg synes Trine deler alt for meget ud af hendes privatliv, så synes jeg det er super sjovt, at du alligevel, på trods, åbner mine blogindlæg 😀

Er du på “holdet” der synes det er rart og givende, at jeg åbner op og deler, så er jeg bare en meget taknemlig kvinde.  Jeg fik netop en meget varm besked på messenger den anden dag, fra en der skrev: ” hun var fan af min ærlighed og det gav hende noget…”. Det er SÅ fantastisk at få af vide og varmer og glæder mig meget!

I har været flere der har skrevet noget lignende til mig. Så til jer, Tusind Tak for jeres støtte og opbakning. Det betyder faktisk rigtig meget!

Jeg tænker jo, at alle verdens borgere slås med deres. Måske ikke hele tiden, men i perioder. Og vi har alle med størst sandsynlighed oplevet følelsen af sorg, glæde, afmagt, vrede, skuffelse, begejstring, begær osv. osv. Det er jo bare følelser, som netop gør os til mennesker. Og derfor er min pointe: Jeg ved da godt at “naboen” også har deres. De fleste vælger bare, at lade det være bag lukkede døre og det er helt ok for mig. Jeg vælger at lukke op og give folk et kik ind. Og det gør jeg fordi, jeg har selv brug for at spejle mig i andre. Og jeg føler en forløsning, når jeg tømmer hovedet ned på papir og ud på bloggen. Som jeg også har skrevet under formål med min blog, så ser jeg denne blog som en vej til selvudvikling, selvterapi og dagbog over mit/vores liv.

Jeg håber, I er blevet klogere på, hvorfor jeg skriver om de ting som jeg gør. Der er en mening med “galskaben” 🙂 😉 For mig i hvert fald 😀

God weekend til jer :*

20773270_478322735863638_1705439100_o

10 år som ægtefolk i bakket terræn og en kæmpe Tak til min mand…

Min kære mand og jeg har netop haft 10 års bryllupsdag og vi har 11 år og 4 måneder på bagen som kærester. De 11 år og 4 måneder har været de bedste år i mit liv.

Carsten var kærlighed ved første blik. For os begge. Vi blev styrtende forelsket en nat inde på Dickens, jeg var stang beruset, Carsten var pinlig ædru. Men vi klikkede i vores hjerter og jeg har følt mig som den heldigste kvinde lige siden!

Dog med “et par” undtagelser…. For selvom jeg er sammen med manden i mit liv og mit livs største kærlighed, så betyder det ikke vi går glat igennem livet sammen. Tværtimod.

For vi er bare mennesker.

Med meget forkellige baggrunde, med forskellige meninger, med forskellige forventninger, alt er forskelligt ved Carsten og jeg og alligevel passer vi så godt sammen. Fordi vi lærer af hinanden, og supplerer hinanden og ikke mindst tilgiver hinanden.

Men når man er så forskellige som vi er, så giver det nogle skænderier og nogle sammenstød. Men jeg har brug for ham i mit liv og faktisk tror jeg også han har brug for mig. Og når man har brug for hinanden, så kæmper man.

Carsten og jeg er et godt sted i vores liv sammen. Vi er ovre de værste bump. Vejen kan stadig føles lidt svær indimellem, men sådan er livet jo. Ingen dans på roser. Og det tror jeg, vi alle skal acceptere.

Jeg har ikke brug for at se om græsset er grønnere et andet sted, for det er det ikke. Der hvor det er flot og grønt, bliver det også hverdag, og hvis vi altid søger de grønneste steder, så er du altid på farten, i stedet for at finde hvile, der hvor du er og pleje det græs du nu engang står på. 

Giver det mening for dig?

Så kære dig Carsten, hvis du læser dette blogindlæg, skal du vide: Du er for mig uundværlig og jeg ELSKER dig højere end op til månen og tilbage igen. Tak fordi du passer på mig og vores piger.

 

 

20707353_477575282605050_421399844_o

Unger der ikke hører efter, hverdag igen og for lidt søvn…

……resulterer i: En Sur Trine. Som bander af sine børn. Ja Sgu! Og jeg kan simpelthen ikke lide den kommunikationsform. Det lyder hæsligt, når vi forældre står og bander af vores børn. Men jeg gør det alligevel, når jeg er tilstrækkelig træt og irriteret og fordi jeg pludselig får NOK!

Nu har jeg/vi også haft børnene hjemme i snart 7 uger nonstop, kun afbrudt af et mormor-Hesse-besøg i 2 dage og lidt soveraftaler hist og her. Så nu kan jeg godt mærke, at det er tid nok med mine børn.

Samtidig kan jeg også mærke, at de der madpakker der venter rundt om hjørnet og lige straks skal laves, føles som det største bjerg at bestige… Jeg ORKER bare ikke de madpakker og det gør det ikke nemmere at begge piger er inde i en meget kræsen periode…og har været det i 1 års tid nu…..!!!

Og ja hvilket I-landsproblem. I know, men det er nu engang mine “hverdags-problemer” lige pt og dem jeg kan forholde mig til.

Ønske-liste til en nemmere/lykkeligere/konfliktfri hverdag:

  • 1 uges ferie om året til mine børn UDEN Carsten og jeg
  • 1 uges ferie til mig alene i sommerhus!
  • Robot-plæneklipper (mest til Carsten)
  • Robot-støvsuger (som rent faktisk virker!)
  • Robot-madpakke-smører
  • Robot-kok
  • Robot-oprydder

Se! Så ville alting straks se lysere ud 😀 😀 😀

Imens jeg drømmer videre om flere robotter, så må I have en herlig dag og tak for I ville være “skraldespand” 😉

20615268_474738309555414_60852967_o

Når livet slutter….

Det med døden er en sær ting. Det er så forfærdeligt trist, men samtidig det eneste 100% sikre, vi ved der skal ske, når først vi er født. Vi ved, at vi alle skal herfra på et tidspunkt.

Jeg synes personligt, det er svært at forholde mig til. At jeg skal herfra. På et tidspunkt.

Fornylig havde vi et meget kært familiemedlem, som sov stille ind. Det var mere eller mindre ventet. Hun var 87 år, syg og klar til at tage herfra. Derfor var chokket ikke stort, men sorgen er derimod. Det her menneske som “rejste bort”, havde lavet aftryk i mange menneskers liv. Hun havde et meget kærligt og omsorgsfuldt sind, og havde en indre fighter vilje, der er misundelsesværdig. Hun havde det varmeste smil man kan tænke sig og en stor behagetrang. Hun elskede børn og satte stor pris på når hendes børnebørn og oldebørn kom på besøg. Hun vil uden tvivl blive meget savnet.

Selvom vi ved, vi skal miste, gør det alligevel ondt, når det sker. Men jeg ved også af erfaring, at sorgen forsvinder med tiden. Jeg mistede selv mine bedsteforældre i en alt for tidlig alder. Min Bedstemor (mormor) blev kun kun 62, jeg var 10 år gammel og min Bedstefar (morfar) blev 68 år og døde på min 13 års fødselsdag. Min farmor har jeg aldrig mødt, da hun allerede døde som 38 årig og min farfar har jeg aldrig kendt, da han har boet i Canada. Han døde for ikke så mange år siden og blev vist 78 år. Så altså noget ældre end de andre 3. Mine oldeforældre har jeg selvsagt aldrig mødt.

Jeg husker hvordan jeg var knust af sorg, da mine to eneste bedsteforældre døde og over aldrig at skulle være sammen med dem igen. Det som gjorde ondt, var tanken om, at man ikke længere skulle få et kram, få nærvær og oplevelser med dem igen. At de ikke længere var en fysisk del af mit liv. Alle de dejlige kærlige minder de gav mig i min barndom, vil jeg altid være dem taknemlig for. Det er længe siden sorgen forsvandt, men kærligheden til dem lever stadig i mig. Jeg mindes dem nu med et smil om læben, for alt det de gav mig, imens de var her.

Min ældste datter Maja er knust over hendes oldemor ikke er her længere. Hun havde nået og knytte bånd, fordi oldemor altid var så nærværende, når vi besøgte hende. Maja er også et meget følsomt barn, som i et par år nu, har været meget angst og bange for at vi, hendes mor og far, skulle dø fra hende. Hun kan ofte ikke sove om aftenen, fordi hun ligger og gør sig en masse tanker. Jeg har i perioder haft rigtig svært ved at håndtere det. Jeg kan jo mærke, jeg bliver lige så ked af det som hende ved tanken om, at jeg skal dø fra hende, Merle og Carsten. Og hun vil have mig til at love, at vi bliver gamle og ikke “forlader hende før” tid. Hun har simpelthen brug for at vide, at vi altid vil være der. Og så bliver jeg splittet, for man kan jo ikke stille nogle garantier når det kommer til livet. Men jeg lyver og siger hun altid vil have os. Så hun kan falde i søvn uden at græde sig i søvn. Hun er ikke klar til den hårde sandhed; at vi ikke ved hvornår vi skal herfra.

Det giver mig et kæmpe gip i maven, når jeg læser om unge mødre eller fædre der får en dødelig sygdom og dør i en alt for tidlig alder fra deres familie. Jeg beder indvendig til at det ikke må ske for mig og min lille familie, at jeg må leve længe, gerne til jeg når at blive oldemor, men bare så længe så mine børn er blevet “uafhængig” af mig.

Med min egen families unge dødstal, kan jeg blive meget bekymret. Men jeg har tænkt mig at overhale statistikken med mange længder.

Jeg tænker tit, hvor er vi dog en lille bitte brik i verdens kæmpestore puslespil. Når vi dør, er det måske vores egen families 2-3 generationer, der husker, hvem vi var og derefter bliver vi glemt. Det er begrænset, hvor mange af os, der taler om vores tip-oldeforældre og ved hvem de var.

Derfor sæt de aftryk du gerne vil NU, vent ikke til i morgen. Husk at tale om gamle dage, så dine bedsteforældre og oldeforældre kan få lov at leve videre i historien og blive husket for den de var.

God dag til jer.

20622742_474320432930535_875448989_o

Sommerferie i Italien og Danmark

Den første uge i sommerferien tilbragte vi jo i Østrig. En virkelig skøn ferie, som blev afløst af endnu en dejlig ferie. Den her gang udelukkende en bade- og spis-pizza-ferie. Der var kun kulturelle indput i form af ture til Grado, som var nærmeste by, 6 km fra vores campingplads. Vi lå på en plads der hedder Villagio Europa Grado. En lækker plads, som vi varmt kan anbefale. Den er mellemstor og med et rigtig godt poolområde og sjove aktiviteter i havet, som vi ikke har set andre steder før.

Vi har tidligere været på Sant Angelo og Pra Del Torri, som også er pladser vi synes rigtig godt om. Pra Del Torri er en kæmpestor plads med et kæmpe udbud af aktiviteter og pools. Fed plads. Sant Angelo, mindre/mellemstor plads, super hyggelig og rigtig god til børn under 7 år. Synes vi.

Men i år blev det altså Europa Grado og det var SÅ skønt. Vi fik det mest moderne og lækre mobilehome og alting var i nær gå-afstand, supermarked, pool område og strand.

Som de andre år vi har været afsted på camping, kommer børnene hurtigt til at lære nye børn at kende og det samme gør vi voksne. I år mødte vi en rigtig sød familie fra Brøndby. De har 2 børn på hhv. 7 og 12 år.  Deres datter på 7 og vores Merle faldt fuldstændig i hak. Det var nærmest “kærlighed ved første blik”. De blev “bedste venner” i løbet af ugen og var uadskillige.

Selvom jeg fik mindre tid med Merle, så varmer det meget, at se sin datter nyde et andet barns selskab så meget, som hun gjorde.

Maja fandt selvfølgelig også veninder dernede og havde en masse sjov og gøgl med dem. Hun er kommet i alderen, hvor hun synes jeg er lidt pinlig at have med på slæb. På et tidspunkt da hun skulle mødes med dem, kom jeg over til dem og sagde hej, hvorpå Maja hvisker til mig; om jeg ikke vil være sød og gå tilbage til Far……. Så blev man lige placeret på en anden række… Jeg ved jo, at det ikke bliver den sidste gang det sker. Det er lidt mærkeligt, sådan at blive visiteret væk, men det er også en god følelse, at se at ens datter gerne vil være selvstændig.  Overvejer seriøst at få nr. 3, bare for at føle mig lidt ung igen  😀 😀

Vi fik også besøg fra Danmark på Europa Grado. Vores gode venner, boede nemlig på en campingplads kun 20 km fra os, så dem var vi så heldige at se hele to gange.

Efter Italien havde vi 2 uger på arbejde igen og så ferie igen herhjemme i uge 30.

Ferien startede med besøg på Sjælland ved dejlige venner. Vi hyggede og blev forkælet og tog i Tivoli og nød det fuldt ud. Simpelthen fantastiske mennesker at være sammen med.

Om søndagen drejede vi ind forbi “Brøndby-genserne” og Merle fik et gensyn med “hendes” Julie og resten af familien. Det var et hyggeligt gensyn for os alle.

Hjem til Viborg og lave næsten ingenting i 3 dage, hvorefter min storesøster, Ivan og nevøer kom torsdag formiddag til besøg med overnatning. Bare familiesamvær når det er bedst og med tur til Tivoli Friheden i Århus om fredagen, hvor vi sluttede af med koncert med Mads Langer.

Synes lige I skal se hvordan det ser ud for en på 1,6o m., når hun går til koncert og ikke løfter kameraet op i luften 🙁 : Næste gang tager jeg en skammel med 😛

 

Nu er ferien slut for den her gang og vi kan vente ca 2½ måned på en ny ferie. Jeg ELSKER ferier (hvem gør ikke det) og ville ønske man kunne holde ferie halvdelen af året…. Ja ja man har vel lov at drømme… 🙂

20562941_474344062928172_598221164_n

Bilferie til Østrig, store oplevelser og massiv billedspam! :D

Er hjemvendt fra sommerferie. En af den slags ferier man ikke vil hjem fra. Havde jeg kunne slippe af sted med det, havde jeg gemt hele familien på bunden af poolen, ligesom i reklamerne.

Vores ferie havde vi i år valgt at dele op, på den måde at vi havde en “aktiv” ferie i Østrig den første uge og dernæst en badeferie i Italien i 2. uge. En kombinations-ferie. Fuldstændig ideelt, viste det sig.

Det var fedt med nye oplevelser og indtryk af et nyt land. Østrig er jo et fantastisk smukt land. Sound of Music lyver ikke. Naturen skal opleves, mine billeder kan kun fortælle en brøkdel af den virkelige oplevelse, som det var at stå ved bjergsøer, grønne enge, vandløb og bjerge i massevis.

Og selvom Østrig ikke lyder særlig eksotisk, så er det absolut ikke et kedeligt land. Og vi havde i år brug for andet end sol-og badeferie. Østrig var et perfekt match til os. Og så gjorde det absolut ikke turen mindre god, at vi rejste med nogle rigtige gode venner og deres børn. Ungerne hyggede max og det samme gjorde de voksne 🙂

Som vennepar afsted på ferie sammen, lærer man nye sider af hinanden, fordi man er så meget sammen og det er både på godt og ondt. Kunsten er kunne snakke om, hvordan vi hver især oplever de forskelle der er i vores familier. Og anerkender og accepterer, at vi alle er forskellige. Og den slags åben snak kunne vi tage med Thomas og Helena. Og det bragte os faktisk tættere sammen.

I Østrig oplevede vi mange ting. Vi var oppe at se verdens største isgrotte i toppen af et bjerg. Vi måtte ikke tage billeder derinde, men det var en flot oplevelse. Og meget klaustrofobisk. Man bliver lukket ind i en grotte, hvor der bare er is overalt og en trappe, der bare går op, op, op. 750 trappetrin op og 750 trappetrin ned. Der er bælgmørkt og hele gruppen der bliver lukket ind får udleveret 6-8 lanterner. Engang imellem lyser guiden isgrotten op med en ildsnor, når der er noget særligt vi skulle se. Vi var lukket inde i grotten i 70 min. Det var en guidet tur og man kunne ikke bare komme ud, hvis man ikke lige gad mere. Der var 0 grader i grotten. Heldigvis havde vi forberedt os på kulde og havde taget langærmet på og regntøj, men det var ikke helt nok og tennisskoene vi havde på, holdte heller ikke helt kulden ude.

Men turen op til grotten var intet mindre end fantastisk. Og det hele værd! På trods af min højdeskræk blev udfordret.

 

Derudover prøvede vi at kælke på rutchebane ned af et bjerg ved et mindre udendørs aktivitetsted. Jeg blev dog nede på jorden med Helena, da højden ikke tiltalte os…

High robe climbing for Carsten og Maja. Og resten af de store børn. Maja var fuldstændig i sit es 😀 Merle og Ida-Line var ikke store nok til at prøve, så de kom på Månetur med fritgående køer med deres mødre, mens de store klatrede i reb i træerne.

Tur til Salzburg, hvor vi bla. så en meget smuk kirke og et konditori med de ægte Mozart kugler. MUMS!

 

Gåtur med madpakker rundt om bjerg-sø, med den smukkeste udsigt man kan tænke sig.

Tur til Østrigsk ældste middelalder-borg. Virkelig endnu en fed oplevelse, som blev afsluttet med et ørne-show.

 

Og bare  pool-sjov og afslapning ved vores lejligheder.

 

Østrig kan anbefales på det varmeste.

 

 

19349444_448015278894384_239100958_o

Vægttab, kærestetid og syndsforladelse.

Så er jeg ca 2/3 henne i mit projekt “17 dage uden hvidt sukker, brød, pasta, ris mm.” Præcis på dag 14. Og helt ærligt så har det været pisse hårdt. Og træls! Jeg har hver dag savnet mit sukker, mit chokolade, mine kager og mit brød. Mega meget. Jeg har læst mig frem til at 5. dagen skulle være den sværeste og herefter skulle det blive nemmere…  Det synes jeg ikke. Jeg synes dag 1-14 er sværest!!

Jeg har før pillet sukker ud af min kost, men ikke så længe som den her gang. Og må også sige, at dette har været den hårdeste omgang.

Men men men, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For da jeg stod op på vægten lørdag morgen , sagde vægten -3,4 kg.

3,4 kg !!!!!! på 12 dage. Det er altså noget. Det skal dog siges, at jeg de 5 af dagene har ligget syg og spist mindre end jeg ellers ville have gjort. Men samtidig har jeg også syndet. Mere om det lige om lidt.

Fordi dagen før (fredag), var jeg i det værste humør. Jeg følte mig træt, trist og sur. Havde lyst til, alt det jeg ikke måtte få. Carsten og jeg havde ellers ENDELIG fundet en weekend, hvor vi skulle være kærester og havde fundet barnepiger til både fredag og lørdag. Vi skulle rigtig hygge os (vel og mærke uden mit sukkerfix) og jeg havde glædet mig sådan, til at være uden børn og bare være Carsten’s kæreste. Jeg har haft det behov længe og endelig var tiden kommet. Jeg havde hele dagen drømt om restaurant besøg med bøf og bernaise sause og ventede på Carsten skulle komme hjem fra sin Golf-tunerings-dag, som han var inviteret på af sin chef. Da Carsten kommer hjem, er han fuldstændig euforisk, da han har haft den skønneste dag på en fed bane og tilmed vundet en 3. plads. Manden var ikke kun mæt på oplevelser, men også mad….. Han havde fået lækker buffet et par timer inden hjemkomst og var slet ikke sulten.

Og der stod jeg så med lavt blodsukker og måtte vinke farvel til min saftige bøf….

Redningen blev nogle top gode venner der gjorde sin entre og insisterede på vi skulle til FED fredag i Tivoli friheden med dem og høre Burhan G.  Jeg fandt en rest grøntsags-lasagne og slugte og så var vi på vej til Århus.

Herefter begår jeg Synd nr. 1: Jeg køber en Tempt, som udover alkohol også indeholder en del sukker. Uh ha den gjorde godt og humøret steg betragteligt. Selv om jeg var skeptisk overfor Burhan, må jeg krybe til korset og indrømme, at han  lavede en god koncert og det var SÅ dejligt, at stå der med sød musik i ørerne og bliv holdt om af sin mand.

Efter koncerten tog vi hjem til os for at hygge videre og spille Rummikub.  Og der begik jeg synd  nr. 2: drak rødvin og spiste rugbrødschips. Det var simpelthen SÅ hyggeligt, at jeg blev revet med at stemningen 😀

Synd nr. 3 blev begået kort efter, da jeg jeg kommer til, i min “beruselse”, at åbne for en plade Marabou. Fik 5 firkanter!!! Men NØJ hvor de smagte godt.

Det endte med jeg bankede dem i Rummikub 2 gange i træk og så blev der ellers spillet musik og danset til den store guld medalje. Det var simpelthen den bedste aften i  LANG tid.  Så Tak for dansen min skat 🙂 Og Helena og Thomas!

På trods af alle mine synder fredag, var vægten nådig lørdag. Og jeg var ikke til at skyde igennem.

Nu er det søndag morgen, ungerne er igen hjemme og hverdagen er indtrådt. Jeg vil prøve at bevare mit gode weekend humør. Og så vil jeg glæde mig umanerligt meget til torsdag, hvor jeg skal fejre mig selv med en softice med jordbær smag og chokolade drys fra Frellsen.

🙂 🙂 🙂

help me billede

Kontrastfuld, er I også det?

Nå den der part. 2 til den svære børneopdragelse og parforholdets udfordringer blev aldrig til mere. Kan mærke, at jeg ikke fandt det så nemt at fortsætte. Sådan er det ofte med mit skriveri. jeg skal skrive, mens tankerne er der, smede mens jernet er varmt. Jeg skal ikke vente til senere, for så forsvinder, alt det som jeg syntes der fyldte og som kunne være sjovt at skrive om. Jeg havde ellers meget på hjerte den dag, men jeg havde nogle andre opgaver, jeg skulle videre med, så jeg stoppede og tænkte: Fint, det tager vi en anden dag…. Det kommer så ikke alligevel, medmindre jeg får flash back på et eller andet tidspunkt.

Til gengæld har jeg ligget syg i 5 dage nu, hvor jeg udover at have sovet en hel del, pudset næse og drukket the, også har læst og dernæst gjort mig mange tanker…

Jeg er egentlig meget kontrastfuld. Nu skriver jeg “egentlig” som om dette er helt nyopdaget. Det er det ikke, men nogle ting bliver bare mere klare, når man får nogle konkrete ting at sætte det op mod. Nu skal I høre:

Den anden dag, mens jeg lå syg, postede jeg på FB 2 meget kontrastfulde ting på samme dag.  Den første ting var om formiddagen og om en video med en ung kvinde fra Nordkorea. Hun talte om det at vokse op i Nordkorea, imens hun græd. Det var en dybt hjerteskærende historie og hun gav mig følelsen af, at vi må gøre noget!! Jeg googlede noget om Nordkorea og USA krisen igennem flere år, blev klogere og min interesse er vakt. Jeg kan mærke hende historie gjorde noget ved mig.

Hun fortalte om et liv “i fængsel” eller faktisk meget meget værre!! Hun starter med at sige at sige, at Nordkorea er et land, man umuligt kan forestille sig. I Nordkorea har man ikke internet og kun 1 kanal i fjernsynet. Man er ikke tilladt at synge det man vil, sige det man vil, klæde sig som man vil eller tænke som man vil. Nordkorea er det eneste land i verden, hvor man henretter mennesker, som foretager uautoriserede udenlandske telefon opkald. Hun voksede op i et land, uden at se en eneste kærlighedshistorie mellem mand og kvinde. Ingen bøger, sange, i pressen eller på film, handlede om kærlighed. Hun oplevede som 9 årig, at se hendes veninde’s mor blive henrettet offentligt, for at have set en Hollywood film. Hvis man udtrykker tvivl om styret, kan man risikere 3 generationer i ens familie blive fængslet eller henrettet. Hun blev som 4 årig advaret af hendes mor om, at hun aldrig måtte hviske. Hun talte om, hvordan hun flygtede ud af Nordkorea med sin familie og alt det skrækkelige der skete. Hvis I ikke allerede har set den, så gå ind på min FB side og se den og del, så verden kan blive bekendt med de forhold nordkoreanere lever under.

Der går længe imellem jeg bliver så påvirket af en historie og som vækker så meget gru og medfølelse i mig på en gang.

Alligevel går der kun ca 12 timer,før jeg poster noget nyt på min FB væg.

Dette indlæg er skrevet af en dansk kvinde, der bor i DK med mand og børn. Hun fortæller om hvordan det er at være kvinde i DK anno 2017.  Jeg deler hendes opslag, da jeg synes det er utrolig skarpt og godt skrevet og jeg samtidig kan nikke genkendende til det. Hun skriver om de opgaver og de samfundsnormer der hviler på kvinden anno 2017. Og det er faktisk ikke så lidt:  Vi skal huske alle biblioteksdage, idrætsdage, opladede Ipads til om morgen til skolen, læsekontrakter der skal udfyldes dagligt, invitationer der skal svares på, forældre intra der skal tjekkes og læses for opslag og beskeder, indbetale til forskellige klassekasser, laves madpakker, SUNDE vel og mærke og “GOD forbit” hvis der kommer lyst brød og ingen grøntsager i en og samme madkasse og ryger der en “usund ting” med, skal den helst være hjemmebagt. Der er forældremøder, skole-hjem-samtaler, klassearrangementer OSV. Tøjet skal helst hedde MOLO, Hummel, Katvig mm. Der skal være flyverdragteer, softshell dragter, sommersko, vinterstøvler, gummistøvler, sneakers med i skole…. Derudover skal hun passe et arbejde, handle ind, lave mad, vaske tøj, hænge tøj op, ligge tøjsammen og ligges på plads. Gøre rent, guide hendes børn, køre til fritidsinteresser med børnene. Så skal hun helst også selv gå til yoga eller crossfit 2-3 gange om ugen, læse 60 min med hendes børn om dagen. Hun skal sørge for at se godt ud, tage makeup på hver dag, rense sin hud, sørge for hårkur og nybarberede ben. Hun skal smile til verden og helst have et motto der handler om, at ingenting er problemer, blot udfordringer og hvis hun ser positivt på alting, så skal det nok gå.

Dette er hendes oplæg i kortfattet udgave. Og jeg synes det var spot on. Fordi sådan ser mit liv også ud og derfor bliver jeg nogle gange træt!! Sådan rigtig TRÆT. Og så synes jeg, det er lidt synd for mig selv og skælder manden ud, fordi han ikke gør noget mere…. velvidende han ikke ligger på den lade side. Han laver også en masse. Men det er mest med hænderne. Mine titler er mere ala: Koordinator-regnskabschef-indkøbschef-husbestyrerinde-kok-legeaftaleheadmaster- og vasketøjsspecialist. Og så ville man bare gerne ønske, man kunne bytte den tittel ud med: Håndværker-vicevært-havemand-gør-det-selv-mand-reparerer- alting-også-cykler-og-biler-selv-Titlen. Bare nogle gange, så hovedet kunne tømmes…

Men så sidder jeg nu og tænker Nordkoreansk kvindeliv VERSUS dansk kvindeliv. Ved godt hvilken jeg ville vælge. Og så skammer jeg mig en lille smule. 

For hvor har vi det godt her i lille Danmark. Men nogle gange bliver jeg bare i et mærkeligt “hormon-forstyrret” humør og synes mange ting pludslig er uretfærdigt. Andre der har det lige sådan??

Jeg sidder nu  i min stue og kikker ud på den blå himmel. Terrassedøren står på klem og jeg kan svagt dufte nyslået græs og sommer (på trods af min snottede næse). Om lidt buldrer mine unger ind af døren, larmende, grinende, evt. sure, men raske og sunde og med kærlighed og frihed alle vegne…. og så tænker jeg på Svantes lykkelige dag og nynner: Livet er ikke det værste man har… og om lidt… er kaffen klar….

19048475_443047699391142_16071826_o

En uge i kagens tegn og nu på afvænning :(

Sidste uge var en travl uge og kan mærkes i denne. Jeg går ned i energi og overskud. Men det er bare sådan jeg er. Jeg kan jo ikke leve et normalt liv, hvis jeg hele tiden skal “sætte farten” ned, jeg kan heller ikke finde ud af det, men pyt, så tager jeg nogle dage i lavt gear og så går det nok også.

Sidste uge stod på kollega aften, open by night og 4 fødselsdage.

Tirsdag var det svigermors fødselsdag og Carsten og jeg inviterede hende hjem til aftensmad, hvor jeg lavede gammeldags kylling med kartofler og brun sovs. Det faldt heldigvis i god jord. Svigermor stod så for hjemmelavet agurksalat og havde selv taget en kage med. Den var ret god og jeg skal lige have lokket opskriften ud af hende, så tror jeg den dukker op på bloggen om ikke så længe 🙂

Onsdag holdte jeg krea-kageklub med mine fantastiske kollegaer. Jeg havde meldt mig som værtinde og havde planer om at prøve to nye kager af. Den ene var en lagkage med to forskellige mousse og to forskellige bunde. Den har jeg lavet opskrift på og ligger klar til dem, der har mod på at gå i gang. Den anden var en opfordring af min kollega, nemlig cacaosnitter, en af min barndom- og ungdoms mest spiste kager 🙂 Jeg har lavet dem for flere år siden, så de trængte til en gentagelse. Og de blev virkelig saftige og gode, der kommer snart en opskrift på dem. Omend mine kollegaer er fantastiske kollegaer, så er de ret tamme hvad angår kage-spisning. Da de havde spist et stykke af lagkagen, mente de ikke de kunne spise mere. Jeg måtte nærmest tvinge en halv cacaosnitte ned i halsen på dem inden de gik hjem. Så næste gang bager jeg kun 1 kage 😉 Så kan de lære det ! 😀 Men vi hyggede, som vi altid gør og sad med hver vores hækletøj og broderi. Næste gang vil vi lave en spilleaften. Glæder mig allerede!

Fredag var der Open Air i Viborg og vi havde aftalt med nogle gode venner, vi skulle derind og spise sammen og høre musik. Carsten og jeg havde pigerne med. De havde glædet sig til at synge med på Joey Moe’s sange, men Merle fik ondt i arme og ben, fordi hun vokser meget lige pt. Så vi vendte snuden hjem ved 20 tiden, mens Carsten og Maja blev derinde med de andre og fik hørt musik. Må indrømme at det gjorde mig ikke så meget, at ligge på sofaen med hende den bette, med alle de planer der var i forvejen.

Lørdag formiddag, skulle vi til min dejlige nevø Mikkel’s fødselsdag. Vi skulle være i Sørvad kl. 11 (kom for sent, som vi altid gør), men heldigvis har jeg en meget tilgivende søster, der altid siger PYT. Min søster laver mad i OVERFLOD til fødselsdage. Seriøst, der er altid for meget mad og denne lørdag var ingen undtagelse. Maden havde Mikkel selvfølgelig bestemt og bestod af tarteletter, hjemmelavede burgere, stort is og vaffelbord, flødeboller, cookies og den-du-ved-nok kage. En meget elsket kage i vores familie. Jeg laver den aldrig længere, og det er altså en fejl, for den er dælme GOD!! Fik desværre ikke taget noget billede af is-kage bordet, men her er et billede af min flotte nevø Mikkel og Merle 🙂

Nå efter 3-4 timers ædegilde her, skulle Carsten og jeg videre til en 40 års fødselsdag ved Viborg. Hjem omkring og ligge sidste hånd på nogle kager….. Jeg havde nemlig min første “bestilling af kager” til Carsten’s søde barndomsveninde og nu også min venindes 40 års fødselsdag. (Kager jeg bagte i løbet af ugen) Jubiii, det var en rigtig god oplevelse. Jeg skulle lave 3 forskellige kager til et dessert-bord, hvor fødselaren også havde købt 2 lækre islagkager fra Vebbestrup. Malene valgte selv ud, hvilke kager, hun ville have, ved at se på mine opskrifter på bloggen. Jeg skulle præsentere kagerne for hendes gæster og blev sjovt nok ramt af sommefugle i maven, imens jeg stod der og fortalte, hvilke kager jeg havde bagt og hvad der var i dem.  Efter desserten var indtaget, fik jeg så mange søde kommentarer med på vejen, så jeg næsten blev helt befippet 🙂

Søndag skulle vi heldigvis bare hente pigerne hjem fra Sørvad og fik selvfølge spist en masse kage og isrester fra fødselsdagen.

Mandag, pinsedag, skulle jeg i aftenvagt, men inden, snuppede vi da lige en fødselsdag mere til frokost. Min svigermor inviterede hendes afkom med tilbehør til en dejlig frokost, her sprang jeg kagen over. Wow!

Inden denne mega travle uge, havde jeg besluttet, at når denne kalorie-fyldte uge var slut, ville jeg tage 17 dage (indtil vores sommerferie) uden kartofler, ris, pasta, brød, mel, kager, slik, hvidt sukker. Jeg bliver simpelthen nødt til at få den værste “kage-mave” væk, inden jeg skal i en bikini. Så den stod på DETOX tirsdag og gør det stadig Jeg mangler virkelig mit “sukker-fix”. Jeg har dog tilladt mig selv at få lidt sukker i form af 1-2 stykker frugt og 10 g. 85% chokolade om dagen og har lavet en “kage-opskrift” med kun æg, bananer, kokosmel, glutenfri havregryn og lidt 85% chokolade. Virkelig en sund kage, men alligevel dejlig sød, når det er det eneste sukker jeg må få. Regner også med at den kommer på bloggen, trods den falder noget udenfor i smag og udseende 🙂

 

Nu tager jeg lige en uge i et lavere gear med vasketøj i massevis, mens jeg vender min krop til ikke at spise kage og sukker hver dag. God dag til jer derude.

18789944_437906259905286_173407143_o

Parforholdets udfordringer og den svære børneopdragelse.

Synes altså det kan være ret svært, det her forældre-hood. Forstå mig ret, jeg er VILDE med mine børn, ville ikke undvære dem for noget (i hvert fald ikke mere end 2-3 dage af gangen 😉 Men det med at opdrage dem, navigere rundt i, hvad de må og ikke må, er svært. Hvornår skal jeg sætte en grænse og hvornår skal jeg trække på skulderen og sige PYT. Og i forhold til de mere praktiske ting; hvordan får man dem til, at hjælpe til uden det skal være en kamp? Sidde pænt ved bordet, når man har børn, med seriøst meget krudt i deres numser!! (Carsten’s gener HA HA!) osv.

Jeg ved ikke om jeg stiller store krav til mine børn. Carsten synes ofte jeg gør. Jeg synes ikke umiddelbart selv. Og tit lige der, bliver forældreskabet svært. Vi er 2 voksne mennesker, med vidt forskellige baggrunde, der skal blive enige om, hvad der er rigtigt for vores børn. Vel og mærke 2 stædige voksne. Det med stædighed ligger langt tilbage i vores gener, både i min og i Carsten’s, så “den” er ikke lige sådan at ryste af os….

Så opdragelse er et af vores parforholds udfordringer.

 

Vi er ret enige om målet. So far so good. Vi ønsker selvstændige, empatiske børn med et godt selvværd og en god dømmekraft. De skal lære almindelig høflighed, såsom Tak og Undskyld. De skal sidde pænt ved bordet, hjælpe hinanden og rydde op efter dem selv. 

Så skal vi bare blive enige om; Hvordan vi når målet!? Og det er udfordringen. At blive enige om den “rigtige” måde at nå målet på.

Jeg VIL IKKE blive en curling forældre, men nogle gange er jeg “bange for”, at jeg/vi er ved at blive det.  Vi kører dem i skole. De er 7 og 9 år, så det er vel fair nok lidt endnu… Jeg rydder op efter dem, når jeg ikke længere gider se på de perler der har lagt fremme i 5 dage!! Fordi det, at få dem til det, kræver en ufattelig pep-talk fra min side og sure miner fra mine børn. Er jeg i virkeligheden konfliktsky?? Jeg orker bare ikke de kampe, som det nogle gange bliver. Hvordan undgår jeg dem?

Når Merle skal rydde op på hendes værelse, er det som om vi bad hende om at bestige Mount Everest, hun kan simpelthen ikke overskue “projektet” (hvilket vi voksne heller ikke altid kan).

Vi kan starte ud sammen, men så falder hun over en dims, der har været væk i et stykke tid og hun glemmer alt om, hvad hun egentlig skulle.

Lola hvad gør jeg her??

Jeg/Vi ender med at være at være den der rydder op, efter jeg gentagne gange har sagt: Lig nu den dims væk. Hjælp mig med at rydde op. Det bliver så dejlig, når vi er færdige. Det er dit rod, kom nu! Og irritationen i stemmen, bliver tydeligere og tydeligere.

Maja derimod kan godt “rydde op” eller skal vi kalde det “rydde væk”. For hun har en taktik, der hedder vi tager alt hvad der ligger og smider ind i et skab eller en skuffe!! Se her kan vi blive meget uenige, Carsten og jeg. Carsten synes jo hun har gjort forsøget og skal have ros for det. Jeg mener ikke, at det hun har gjort, har noget med oprydning at gøre og har derfor ikke særlige rosende ord tilovers, når hun stolt henter mig og siger; se mor, er her ikke fint!!?

Helt ærlig, er jeg bare helt galt på den, eller er Carsten?

Kan mærke det her emne, ender med at blive mere omfattende end jeg lige havde regnet med, så det må være part 1. for i dag og så vil der komme en part 2. og måske 3. og 4. om ikke så længe. Så nu vil jeg slippe tasterne og være husmor og kagebager resten af dagen. Indtil da, hav en skøn dag derude og del endelig dine erfaringer med børneopdragelse eller parforholdets udfordringer med mig, hvis du tør 😉

18575143_432649033764342_686723295_o

40, fed og færdig eller 40, frodig og fundet ro??

Det gamle ordsprog med Fyrre, fed og færdig, skal ikke få lov et blive et sandfærdigt udsagn om mig. Nu går der ikke længe, før jeg runder det hjørne og det er altså en mærkelig og egentlig også en ambivalent følelse, som jeg forholder mig lidt distanceret til. 40 år!!… Jeg er jo bare en ung pige…eller….

Mit hoved kan ikke følge med. Min krop kan til gengæld lidt for godt. Ja jeg er blevet 10 kg tungere på 10 år, fået appelsinhud i metermål og mindst 20 grå hår!!!….

But who’s counting anyway… 🙂

Når man fylder 40 år, så er eller bør man altså være voksen. Og hvis vi ser bort fra de fysiske forandringer der sker med mig, så føles 39, snart 40 faktisk meget dejlig. For aldrig  har jeg hvilet så meget i mig selv, som jeg gør nu. Jeg kender mit værd og føler mig egentligt ret selvsikker.  Jeg ved hvad jeg vil, jeg ved hvad og hvem jeg vil bruge min tid på og det er helt sikkert kommet af mine livserfaringer.

Ja gu (excuse my french) var jeg smukkere da jeg var 30 år, alting sidder bare pænere rent fysisk, men det er også 10 år, 2 graviditeter og en kageblog  siden. Til gengæld har jeg en masse andet nu og nogle meget kloge mennesker siger:

The prettiest thing a woman can wear, is her smile.

Jeg kunne ikke være mere enig, og alligevel skal jeg minde mig selv om det nogle gange, når spejlbilledet er allermest tarveligt…

Men hvorfor fylder de fysiske ændringer der sker med alderen så meget??

Nogle gange når jeg ser på en gammel rynket dame og ser et billede af hende som ung, kan jeg tænke: Er det virkelig den samme person??… Det må være en livslang proces, at vænne sig til at vi ældes og ændres. Og inde i denne gamle rynket kone, lever der jo også en ung kvinde, som engang blev piftet af og budt op til dans. Jeg tænker meget over, hvordan vores tankesæt mon er, når vi bliver 80 år. Har vi accepteret og fundet ro med den forandring årene har lavet, eller hvordan er det mon? Jeg forestiller mig, at den gamle kone har helt andre værdier i sit liv og har så mange oplevelser på bagen, at det slet ikke er et emne…??

Jeg føler, jeg er kommet til en milepæl, en “halvvejs-milepæl” af en slags. Den store fest er forbi, de vilde dage, med byture, flirtende danse og hede blikket på dansegulvet er forbi. De varme sommeraftener med med lårkorte nederdele, papvin i glasset og store forventninger i blodet om en sjov aften med tøserne, er forbi. Det hele er skiftet ud med “villa, volvo og vovse”. Jeg er et andet sted i livet og det er dejligt, men samtidig en smule vemodigt.

Nu er mine børn på vej ind i den tid, jeg har givet slip på.  Jeg er ikke pigen i “spotlightet” på dansegulvet mere, jeg er MOR til to døtre, der snart kommer på dansegulvet, en helt ny rolle…. Åh kan godt grue lidt for den tid…. Tror der følger mange bekymringer med.  Nå men nu er jeg HER. Det skal jeg huske.

Jeg har lavet en Top 10 liste over ting, der fortæller mig, at de unge år er pass’e. Jeg ved jeg nærmer mig de 40, når jeg:

  1. Synes høje tindinger og gråt hår til mænd er pænt..!!…
  2. Hellere vil sofahygge end drikke mig en skid på
  3. Begynder at google frisurer og hårfarver med “sølvstriber”
  4. Hygger mig max med en tur i plantecenteret
  5. Spiller Rummikub med min mand fredag aften
  6. Kun gider barbere ben i min sommerferie
  7. Bliver indhentet af mine børn i skostørrelse
  8. Får af vide jeg er pinlig, af min 9 årige datter, når jeg står og danser med på en god sang
  9. Ikke kan tørre mig bagi om morgenen, pga stive led!!…. (Det skrev jeg bare ik!)
  10. Skal bruge 4 forskellige cremer i hovedet (øjencreme, serum, dagcreme og BB cream)

Kan du tilføje flere ting til listen?? Hvordan har du det med at blive rund? Eller har du rundet et hjørne, du vil fortælle om??

Ha’ en dejlig weekend og håber ikke nogle fik kaffen galt i halsen af punkt 9….. 😉

 

18553006_432059640489948_1180986527_o

Make-over. Før og efter billeder

Så er jeg klar med billeder af vores hjem Før og Efter.

Mens vi havde de sorte møbler, fik jeg købt en masse kulørte ting, for jeg havde brug for den energi, som jeg synes der var i alle farverne.

Nu er jeg et sted, hvor jeg har mere brug for ro (mangler dog stadig energi), men roen er vigtigere for mig nu, og derfor skal jeg have rolige farver, bla. natur farver omkring mig, men jeg har stadig lidt pang-farver i billederne, men jeg synes der er en fin og flot balance.

Jeg er splittet mellem 2 stilarter. Er vild med både den nordiske stil og retro stilen og jeg har i indretningen forsøgt at fusionere de 2. Synes selv det er lykkedes mig meget godt. Og så lig lige mærke til hvor meget lys, de nye møbler giver 🙂

Køkkenalrum Før og Efter:

 

 

 

 

Stuen Før og Efter:

 

Jeg har desværre ikke flere førbilleder, der er egnede til at sammenligne med, men I får lige de sidste billeder af alle detaljerne 🙂

På billedet nedenunder, er en af de møbler jeg selv tegnede. Carsten fik ideen til at komme de sorte “stof-skuffer” i og jeg fandt på læderremmene, der er påsat 🙂

Billederne på væggen herunder er af Kirstine Falk. Hun laver nogle meget fantasifulde og til tider melankolske tegninger, men jeg elsker stilen og at du kan få en masse symbolik ud af billederne. Der laves kun 100 udgivelser af hvert eksemplar, så de er ret unikke 🙂

Jeg fik en ide om at sætte vores “års-billeder” af pigerne på en egetræspind, som går igen i møblerne, synes det får en fed effekt 🙂 Eg, hvid og sort, er de grundlæggende farver, der går igen alle steder.

Jeg er VILD med kaktusser, især de store til gulvet og så lidt sort/hvid naturbilleder ovenfor. Giver en varm stemning.

Malerierne henover skænken er af Christina Julsgaard, hun laver de FEDESTE billeder. Elsker dem! Har fundet krukker, der matcher farverne i billederne. Lysestagen i midten er fra Carsten’s moster og onkel. Den fede turkise retrolampe, fandt jeg på en hjemmeside for loppefund. Synes selv jeg gjorde et kup og havde ledt længe efter den helt rigtige. Farverne er her holdt i de grønne og blå nuancer.

Synes hængeplanter er så stemningsgivende. Den hvide antik tremmestol fandt jeg efter lang tids søgen på BDA, et ældre ægtepar skulle flytte fra villa til lejlighed og skulle af med nogle af deres møbler.

Vores lys-hjørne med et par “loungestole”, købt brugt, fik fat i et par fede lammeskind i sort og hvid til spotpris også efter lang tids søgen efter de billigste og flotteste 😉 har købt gulvtæppet på nettet. Det passer perfekt sammen. Giver en casual og rå, blød stemning på en og samme tid.  Puffen fik jeg også til “spotpris”, syet af privat syerske, som ønskede at sælge den.

Her er endnu et Christina Julsgaard maleri ovenover en lille retrokommode, jeg var så heldig at finde ud ved RetroHjem. Fed butik i Viborg! Det hæklede tæppe er bestilt ved privat person med de farver i som jeg ønskede 🙂 Stolen er fra Ilva.

Vores reoler, som jeg også har bestilt efter mål. I midten hænger 2 plakater af Christina Julsgaard. Den smukke teak hjort er også fundet ved RetroHjem.

Et billede af Rikke Boisen, som jeg synes er SÅ fed, et meget godt billede af tidens kvinde…. Lig mærke til snorene hun er styret af…. Nedenfor en svensk tin dåse, fundet på loppemarked.

I entreen har jeg længe ønsket noget praktisk til vores fodtøj. Fandt et billede på nettet, der inspirerede mig til at lave denne af funda-blokke. Mega fedt og rustikt, efter min mening 😉 Billedet over skoreolen er købt af Rikke Boisen, som også laver mange fede og fine billeder 🙂 Har flere ting med hende rundt i huset.

Har altid så mange papirer at holde styr på og børnene masse-producerer jo tegninger i et væk, så en almindelig opslagstavle var alt alt for lille. Blev inspireret af en anden kreativ person i nabolaget og fik Carsten til at bestille sådan en her. Den er temmelig kaotisk og trænger til en udsortering…

Lidt fra køkkenet:

Sidst men ikke mindst: Sofa-hjørnet. Billedet ovenfor sofaen er af Eva Bay og jeg fik maleriet af Carsten på min 30 års fødselsdag, så det har en særlig værdi. Vi var ude at spise på en restaurant den dag vi blev viet på rådhuset i august 2007 og der hang dette billede ved det bord, hvor vi sad. Jeg sagde til Carsten jeg synes det var et smukt billede, men da det kostede 6000 kr, var det ikke noget vi havde råd til… 2 måneder efter får jeg det i fødselsdagsgave- den bedste fødselsdagsgave nogensinde.

                                                

Ha’ en dejlig dag derude, nu vil jeg gøre klar til en aftenvagt 🙂

18426415_430057897356789_1422657274_o

At indrømme man er “afhængig” af mere end bare chokolade….

At indrømme man er “afhængig” af mere end bare chokolade.

Advarsel: Langt indlæg! 😉

Jeg har jo krybet til korset før og blankt indrømmet jeg får et “fix” af chokolade  og jeg jo nok også hører ind under kategorien “afhængig”. Men det er nok ikke det eneste, jeg er afhængig af.

Jeg køber/shopper meget. Alt for meget. I hvert fald hvis I spørger Carsten. Men jeg vil også gerne indrømme det selv.  Jeg har altid tusind argumenter for, at skal eje en vis ting. Og har flere gange sagt til mig selv: Nu stopper det altså.  Ikke flere indkøb. Seriøst!!!

Og nu er jeg jo typen, der tænker meget over tingene (hvis I ikke skulle have opdaget det) og jeg analyserer lige så meget eller mere endda. Derfor har jeg selvfølgelig også lavet en lille psyko-analyse over min egen shoppe træng.

Først og fremmest: Hvad shopper jeg?

  • Bolig accesories. Brugstkunst, potter, puder, tæpper, billeder, planter og bare nips.
  • Tøj. Primært til mig selv og mine børn.
  • Bageudstyr.

Jeg har altid gået meget op i mit hjem, som barn på mit værelse, som studerende i min Ung-bolig og som voksen i mit eget hus. Da vi (Carsten) byggede dette hus, valgte vi at købe nye møbler, da den stil vi hver især havde på det tidspunkt, ikke rigtig faldt i smag ved den anden. Vi  valgte at få sorte møbler OVERALT! Det var en fejl… Jeg fandt hurtigt ud af, at det slugte en masse lys fra rummet og i vores køkkenalrum, hvor mange af møblerne var placeret, var der i forvejen sparsomt med lys.

Men når man har brugt 35.000 kr på nye møbler, så går man ikke bare hen og skifter dem ud med det samme.

Jeg valgte at finde ud af, hvad stil jeg egentlig var til, for jeg kan lide mange stilarter og har haft alt fra “Afrika stilen” med mørkt træ,  træmands-figurer og brændte farver, til 00’ernes hvide “antik-stil”.  Jeg er vild med alt, hvor nogen har sat et personlig aftryk, om det så er den helt minimalistiske eller den pladder-romantiske stil. Begge kan være flotte, hvis det er rigtig “anrettet” om du vil…

Jeg googlede og googlede, og fandt ting jeg kunne lide, og prøvede derefter at finde på billige løsninger, der kunne kamuflere det sorte. Men det var ikke løsninger jeg kunne forlige mig med.  Samtidig med at jeg googlede, og fandt frem til hvad jeg ville have, forsøgte jeg at overbevise Carsten om “vores nye stil”. Han var ikke sådan at lokke over på mit hold, men efter ca 7½ år med sorte møbler, fik jeg ham ENDELIG overtalt til at sælge ud af dem og købe nye. Helt efter mine egne tegninger og lavet ved en snedker i egetræ. Jeg kunne ikke finde det møbel, som jeg havde et billede af oppe i mit hovede og derfor måtte jeg jo selv lige være kreativ.

Jeg har nu i ca 1-2 år fået samlet ind af bolig-accessories, så det endelig fremstår som det billede jeg startede med at have i mit hoved. Jeg har shoppet på diverse netsider, i genbrugsbutikker, hos private, på DBA, i loppe-butikker og i alle de fine moderne forretninger.  Og dd. har jeg mit drømmehjem, alt hvad jeg har ønsket mig i 8 år.

Jeg føler mig SÅ godt tilpas i mit “nye” hjem. Men jeg har også brugt urimelig mange timer på at google mig frem, til lige præcis de ting, jeg ønskede og ligeledes gået i mange butikker. Det hele er nøje udvalgt og indkøbt. Det er en fed følelse nu at sidde i sit hjem og tænke; Hvor er her bare mega hyggeligt og fedt 😉

Derfor har Dankortet også været rødglødende i godt 1 års tid nu. Carsten mener ikke det nogen ende vil tage og jeg tror han får grå hår af mig. Men NU stopper indkøbs-ræset. Det har jeg lovet ham, og nu er det offentlig gjort. Det betyder ikke, at jeg ikke må skifte en vase ud, men alle de store forandringer er gjort.

Til mit eget forsvar, vil jeg lige påpege, at jeg aldrig har brugt flere penge end vi havde på kontoen, men Carsten’s behov har nok stået på stand by, så nu er det hans tur. Det næste år (eller 2) må bruges til at spare op til en bil Carsten gerne vil have og den dersens lange rejse, vi også har gået og talt om.

Men nu til:  hvorfor jeg har et stort behov for at ting ser pænt ud?

Som barn fik jeg af vide af en astrolog (min far), at mit stjernetegn indeholdte en æstetiker.  Jeg var æstetiker. Nu tror jeg ikke på astrologi, men jeg tror, der er noget om det æstetik.

Citat; Den danske ordbog: “at blive behaget eller tilfredsstillet eller på anden måde blive opløftet på ens sanser eller sind af ydre kvalitet  og skønhed…”

Nu er jeg ikke en “mærke-pige”. Dvs. Et bestemt møbel eller lampe er ikke nødvendigvis fed i min verden, fordi den hedder Wegner, PH eller HAY. Ting er fede i min verden, hvis de appellerer til former, farver og udtryk, som jeg kan lide. Så mit hjem er ikke fyldt med dyre klassikere, men alt muligt blandet, der vækker mine sanser og giver det udtryk jeg ønsker at få frem.

Jeg kommer fra en opvækst, hvor vi efter flytningen til det sociale boligbyggeri ikke havde mange penge at bruge af. Mit tøj blev primært købt i Føtex og Tøj og Sko. Vi skulle spare op til ting, vi ville have, og det gav mig dengang prædikatet nærigrøv. Det er så negativt ladet og jeg vil vende det om og sige jeg var klog og forudseende, for med kløgt og penge kommer man langt 😉

Da jeg flyttede ud som 17 årig levede jeg vitterligt på en sten. Havde ikke SU lån eller et arbejde. Havde ikke forældre der kunne bidrage økonomisk til min tilværelse. Så altid har jeg skulle spare og begrænse mig selv. Og nu hvor jeg er sygeplejerske på 14. år, har jeg endelig fået en indkomst der kan finansiere nogle friheder. Som snart 40 årig har jeg fået det hjem, som jeg kun kunne drømme om som ung. Og jeg har sammen med Carsten selv tjent mine penge og selv finansieret det hele.  Jeg er glad og stolt.

Så altså: Summa summarum! Vist kan jeg godt lide at shoppe og til en vis grad er jeg afhængig, men jeg er æstetiker, og værdsætter skønne ting og det hele eller det meste har været til et godt formål,  😉 nemlig ønsket om et hjem der er 100% mig(tøjet og bageudstyrret tager vi en anden dag).

Nu sætter jeg forbruget ned, så der kan blive råd til en bil Carsten synes er FED!!

I næste blog indlæg kommer der masser af  billeder af alle forandringerne.

God bededagsferie til jer derude 🙂

18318705_427348170961095_890642374_o

Forårsklar og måske sommerklar??…

Forårsklar og måske sommerklar??…

De sidste par uger har stået på “forårs-klargøring” i haven. Jeg er PYNTESYG. Og lige så meget som jeg elsker at indrette vores hjem indenfor, lige så meget elsker jeg at gøre haven prydelig og HYGGELIG, så det bliver et sted, man får lyst til at sætte sig ud og slappe af, mens der er lidt godt for øjet at kikke på.

Derudover har vejret jo vist sig fra sin bedste side denne weekend og den har både stået på heldags-cykeltur rundt om Bølling Sø og klargøring af køkkenhaven. Min meget energiske svigermor inviterede til cykeltur, hvor hun havde sørget for mad til samtlige pauser rundt om den noget kuperede  12 km lange vej rundt.  Den slags svigermødre hænger altså ikke på træerne 😉

Udover at gå på arbejde og gøre haven klar, har jeg tilbragt en del timer i LOOP, for at forsøge at gøre mig selv sommerklar…. På trods af træning 4-5 gange om ugen de sidste 3 uger, synes jeg ærlig talt ikke rigtig det batter det store.

Jeg har ellers bagt mindre end jeg plejer, til gengæld har der sneget sig usandsynlig mange flødeboller ind i vores slikskab herhjemme. Har været ved at overbevise mig selv om at de næsten er sunde og indeholder en masse protein, i det der æggehvide, så det må være ligeså godt som en  proteinbar…. Meeen tror måske de flødeboller også skal af vejen, hvis jeg skal nå at blive sommerklar…

Det gør det jo heller ikke nemmere når man har en kageblog og ens kollegaer bliver ved med, at opfordre til nye kager, der skal afprøves…

Nå men dette indlæg bliver mest billedspam af vores have og cykeltur. Here you go:

 

 

God dag til jer derude, nu står den på rengøring af badeværelser….. :/

 

18297266_425821061113806_802321465_o

Jeg vil indføre noget nyt…!

Jeg vil indføre noget nyt.

Tit tænker jeg på, at både vi voksne og børn bruger ALT for meget tid på vores telefoner, computere, Ipads og fjernsyn.

Vi bliver også bombarderet med det fra alle medier og det er jo rigtigt nok. Vi er for lidt nærværende (jeg taler for mig selv).  Det der med at bruge tid med dem, man fysisk er i rum med, kunne godt op-priorteres herhjemme. Vi sidder alt for meget med næsen i mobiler og Ipads og det irriterer mig egentlig, selvom jeg nok er den værste.

Men jeg synes det er så svært, at finde en god balance og indføre nogle regler omkring det, som rent faktisk kan overholdes. 

Når jeg er ude på besøg, synes jeg selv jeg er god til at være nærværende. Jeg kan godt finde på at have min mobil i nærheden af mig, men jeg sidder ikke og har fokus på den hele tiden. Men når vi er herhjemme os 4, så er det anderledes. Mine børn får ofte lov til at sidde med deres Ipads, når de kommer fra skole, og ikke har lege-aftaler med hjem. Jeg synes det er fint som afkobling, men selvom jeg som regel giver dem et tidsrum, de må have Ipad’en i, så skrider det for mig.