Jeg har tænkt så det knager. Så alt er ved det gamle 🙂 Eller er det?

Jeg er jo født med en evne, jeg kalder over-tænkning. Ikke en evne, jeg har sat speciel meget pris på,  da den oftest fører til mørke og triste destinationer. Jeg tænker og analyserer på alt, hvad jeg observerer eller oplever på min vej. Og jeg bliver derefter træt. Træt fordi jeg bruger alt min energi forkert. Eller blot træt fordi jeg ikke har fået min nattesøvn (pga tanker). Og hvis der er noget som kvæler min energi, så er det træthed.

Så hvordan undgår jeg så at over-tænke? Hvordan vender jeg bøtten og får mere energi? Ja den formel er jeg ikke i hus med, kan jeg godt afsløre, men jeg er ret sikker på, at jeg er på rette kurs.

Jeg arbejder på en accept af, hvordan jeg er sat sammen som menneske. Jeg ønsker mere overskud, så i stedet for at dunke mig selv i hovedet, over alt det jeg ikke kan eller ikke har overskud til, så prøver jeg at finde accept i, at det jeg kan, når og har overskud til, ER OK.

Jeg kunne dunke mig selv i hovedet over, at jeg bruger mine fridage på at sove, at jeg ikke magter at få besøgende, at jeg er for tyk, at jeg når for lidt, at jeg ikke får startet op på træning. MEN DET GIDER JEG IKKE LÆNGERE!

JEG ER SOM JEG ER OG DET ER GODT NOK (som Krumme sagde)

Jeg er ved at nå til en accept af min krop, jeg øver mig på at slutte fred med mine ekstra kilo, hvilket ikke betyder jeg ikke må sætte mig mål om at tabe mig, men jeg gider ikke selvhad, jeg vil elske min krop på godt og ondt.

Jeg er næsten nået til en accept af, at jeg må sove mere end gennemsnittet, at mine fridage først starter kl. 11, det er ikke spild af tid, det er tid der er givet godt ud, for jeg fungerer ikke optimalt uden den ekstra søvn.

Jeg er ved at nå til en accept af, at jeg bliver træt, når jeg har været sammen med mennesker i 4-5 timer, jeg er ikke asocial eller kedelig, jeg er bare mig, med den energi mængde jeg nu har.

Men når man alle dage har haft en lille djævel siddende på den ene skulder og hvisket mig i øret; “at det ikke er godt nok!”, så er den ikke sådan at vifte væk. Det er en proces der tager tid.

Jeg er jo datter af to mennesker, hvis gener, ingen kan tage fra mig.  Man kan ikke ændre det man er kommet af. Ikke det genetiske. Jeg har ingen kontakt til min far og har ikke haft det i ca 18 år. Jeg har i mange år, troet der var noget i vejen med mig. Troet jeg havde en psykisk sygdom, der gjorde mig ustabil og humørsvingende, som min far var. Jeg er tilsyneladende ikke syg (HELDIGVIS), men bærer præg af det jeg er opvokset i.

Jeg er virkelig stolt af min Mor. Min Mor har udviklet sig så meget. Vi havde nogle svære år, men vi fik åbnet op, og talt ud. Idag er hun den mormor, der lige har inviteret sine børnebørn på weekend ophold på børnenes primisser i vandland, på trods af hun ikke selv er nogen vandhund. Hun ved, at hun selv skal skabe minder med sine børnebørn og hun er klar over, at børnebørnene kun er “til låns”, om lidt er de teenagere og bedsteforældre vil ikke stå øverst på listen over top 3 aktiviteter. Hun griber muligheden, hun gør en indsats og det gør mig glad helt ind til benet! Så Mor hvis du læser med, skal du vide at jeg ELSKER dig og sætter virkelig meget pris på din indsats som både mor og mormor.

Carsten er mit livs klippe. Han har nogle gange svært ved at forstå mig, men han prøver virkelig at give mig plads, han lytter når jeg prøver at forklare ham, hvad der sker oppe i mit hovede. Han kysser og krammer mig, når han kan mærke, det er det som jeg har brug for. Han kender mine inderste tanker og er det mest kærlige og omsorgsfulde menneske jeg har kendt. Jeg elsker ham op til månen og tilbage igen og håber aldrig jeg skal undvære ham.

Idag er det min fødselsdag. 41 somre. Og dagen startede kl. 11.30. Dvs jeg blev vækket på sengen med morgensang og gaver kl. 6.45, men sov igen da børn og mand var sendt afsted i skole og på arbejde. Jeg har sovet meget lidt i nat. Som det lille barn jeg nogle gange er inderst inde, har jeg ikke kunne sove for sommerfugle og tankemylder. De havde lagt op til en overraskelse og jeg har det virkelig svært ved overraskelser. Min hjerne har kørt fuldstændig på overarbejde over, hvad det bestod af. Om jeg mon kunne leve op til de forventninger, de havde til mig om, at jeg ville blive glad for den (overraskelsen).

Min plan var ellers der skulle bages til min søde kollegaer på arbejde og så skulle kagerne afleveres kl. 11 så de havde noget lækkert at guffe efter deres frokost og så skulle jeg hjem og gå tur, inden pigerne kom hjem fra skole. Den plan røg, de må have kagen til gode.

Jeg forsøger at fokusere på alt det positive. Jeg er på rette vej, kan jeg mærke. Det hele skal nok gå.