Et er at høre sandheden fra børn og fulde folk. Noget andet er at høre det fra det stik modsatte, altså voksne og ædru folk. Nå det kræver en længere forklaring:

Vi er netop været på sommerferie i Italien. Primært badeferie på en fantastisk 5 stjernet campingplads. Masser af pools og vandrutchebaner. Med den smukkeste udsigt over Garda søen.

Jeg vil godt indrømme, at jeg ikke har gjort meget for at blive bikini-klar i år.  Ja det er et DUMT udtryk, for ALLE KAN og SKAL bære en bikini uanset størrelse. Men i min terminologi betyder det, at JEG lige skal være lidt mere FIT, lidt slankere og fastere. Jo vist har jeg gået en del ture og cyklet til og fra arbejde, men lige så aktiv jeg været med gåture og cykling, mindst lige så aktiv, har jeg været med kage-indtag. Og derfor blev jeg aldrig rigtig bikini-klar til denne sommerferie.

Men ved I hvad. Det valgte jeg at se stort på. Jeg valgte, at sige til mig selv, at det er okay, at jeg er en mere “struttende” udgave af mig selv.

Og at nå til den erkendelse, krævede faktisk et større stykke mentalt arbejde. Jeg har det som mange andre kvinder derude har det, meget ambivalent med mig selv. Nogle dage tænker man positivt om sig selv og andre dage tænker man: Det er løgn!!

I takt med at jeg ikke tabte mig eller blev mere fit, som jo var min målsætning, jo mere dunkede jeg mig selv i hovedet, om at jeg var blevet for tyk og var flov ved tanken om, at Carsten skulle se mig valse rundt i en bikini i 10 dage.  Jeg vidste det krævede arbejde på det mentale plan at skulle i bikini og derfor gik jeg ind foran spejlet, indtog en position, der delvis gjorde mig godt og sagde til spejlbilledet: Du er okay Trine, jovist er du blevet mere kurvet og bulet, men du er stadig en “snack” eller noget….. Og ved at gentage dette, blev det faktisk okay.

Nå men vi tager på ferie og ca 1 uge inde i ferien, sidder jeg og ser på kamera rullen og kikker vores feriebilleder igennem. Jeg stopper ved at billede af mig selv i bikini. Fra siden. Et fuldstændig ligegyldigt billede.

Min 1. tanke er: Hold da op min mave den strutter.

2. tanke er: Og hvilket ligegyldigt billede

3. tanke: Hvorfor har Carsten taget sådan et  billede?

4. tanke: Det er da ikke et “feriebillede”

5. tanke: Er det taget, fordi jeg så kan se mig selv fra siden og se “hvor slemt” det er??

Og så bliver jeg ked af det. Den selvtillid jeg mentalt har arbejdet på at bygge op inden ferien, smuldrede pludselig med et knipseslag. Jeg spørger Carsten om han har taget billedet og HVORFOR  han har taget det?

“Ja” svarer han til det første spørgsmål, men undlader at svare på det andet. Jeg spørger igen: Hvorfor har du taget det, er det for at du vil have mig til at se mig selv og se hvor “tyk” jeg er blevet?

Efter en længere kunstpause svarer han ærligt: Ja. Og kikker ned, ikke ligefrem stolt over sin egen ide. For han ved i samme øjeblik, at det er fejt. Men han ved ikke hvordan han ellers skal fortælle mig, at han savner Trine med knap så struttende og blød mave.

Vi har efterfølgende en lang snak, hvor jeg fortæller ham, at min unge (læs 28-årige) krop uden graviditeter på bagen, ikke kommer igen, at jeg er 40 år, at min krop ældes, at jeg ELSKER kage og at det giver MIG livskvalitet. Lige præcis som en øl med gutterne, naboen eller brormand er livskvalitet for ham. Ligesom chips fredag og lørdag er lækkert for ham osv.

Han fortæller mig, at han stadig synes jeg er attraktiv, men at han er bange for, at jeg bare bliver ved at tage på. At jeg bare fortsætter som jeg har gjort i godt et års tid og vægten derfor ikke stopper her, men bare fortsætter opad.

Hør her: jeg kan faktisk godt forstå hvad manden mener. Og samtidig bliver jeg skide skuffet og ked af det. Hvorfor kan han ikke bare acceptere mig som jeg er? Med strutmave, bløde håndtag og en røv der vil fremad…. Inden I dømmer Carsten og ser jer sure på manden, der ønsker sig en tyndere kone. Så tag det roligt. Tro mig: Han har mærket min vrede.

Min krop nu:           

Som jeg ønsker den:

Hvad I også skal vide er, at Carsten også er den mand som fortalte mig efter mine graviditeter og mange strækmærker på maven: At han synes min mave var smuk og jeg skulle se på mine strækmærker som et minde om hvad min krop havde præsteret, med at skabe og bringe 2 små mennesker til verden.

Carsten er manden der støtter og trøster mig, når jeg oplever svære ting.

Carsten er verdens bedste far, kunne ikke have drømt om en bedre far til mit (vores) afkom.

Carsten giver mig kærlighed, knus og frihed til at gøre hvad jeg vil, tager over, når mit overskud ikke rækker og så er han den bedste elsker. Til de forargede: ja vi har stadig sex efter 11 års ægteskab 😉

Så døm ham ikke ude, det er åbenbart også et stykke mentalt arbejde for mænd at acceptere, at tiden ændrer på kvindekroppen .

Når alt dette så er sagt, så er der faktisk en god grund til at ændre lidt på min “livsstil”. Mit cholesteroltal er for højt og med stigende tendens. Min far har diabetes 2 og statisktisk set er man som barn af en diabetiker 2 i 40% risiko for selv at få det.

Nu skal jeg så bare have det mentale overskud fundet frem og fundet ud af hvordan jeg gør. Altså hvordan laver jeg balance mellem det usunde og sunde.  Det skal jeg finde ud af og bruge tid på fremover. Så mindre kagebagning, mindre blog.

Derfor lukker jeg ned. Dvs at jeg faktisk har valgt at lade min blog være åben, men jeg vil ikke længere være aktiv herinde. Jeg vil dog ikke udelukke at en enkel opskrift eller indlæg finder vej i ny og næ, men det vil høre til sjældenhederne mere end regelmæssighederne.

Og ja ved jeg er klogere om 10 år, tænk sig ens vægt, min mands mening og min egen forfængelighed skal fylde spå meget. Om 10 år sidder jeg nok og tænker anderledes. Værdierne skifter i takt med vi alle bliver ældre.

Tusind Tak til jer, søde læsere, som har fulgt med og Tusind Tak for de tilbagemeldinger og kommentarer jeg har fået med på vejen. Det har været så givtigt!

Farvel og Tak og måske på gensyn😍😘

KH. Trine