20148919_289208314818259_1955045563_o

Barn med angst og alt for mange bekymringer…

Det er længe siden jeg sidst har lavet et blogindlæg og jeg tror det skyldes, at jeg: dels ikke har haft mit ellers presserende behov for at udtrykke mig på skrift. Derudover bruger jeg nok min energi og opmærksomhed andre steder. Gør haven forårs- og sommerklar, laver kager og sang til konfirmationer (den sjove del) og har en “problematik” herhjemme, som mit hovede også bruger mange tanker på (den knap så sjove del).

Vi har et barn med angst. Og det vil jeg gerne skrive om. Måske en eller anden ville kunne bruge det til noget….

Først vil jeg sige: Jeg er en meget stolt mor. Jeg er stolt af begge mine piger, men dette blog indlæg skal omhandle Maja. Maja er verdens sejeste pige, hvis nogen skulle spørge. Maja tør meget, hun er udholdende af pommern til, hun springer ud i ting, som andre ville synes er vildt nervepirrende, hun er en meget åben og imødekommende pige og ikke spor genert anlagt. Hun sørger for, at alle har det godt og kan ikke lide at lade nogen i stikken.

Ingen havde set angsten komme…. Fra den ene dag til den anden, var Maja pigen der tog den vildeste rutchebane i Tivoli, til at få hjertebanken bare ved at se på radiobilerne. Og sådan startede det. Maja ville ikke længere i forlystelsesparker, så blev det til hun ikke ville i tog, busser, både, fly, biograf- eller teatersale mm. Ting og steder hvor hun kunne få følelsen af, at være “låst fast”.

I starten tænkte både Carsten og jeg at det nok gik over, at mange børn har et eller andet som de er bange for i en periode. Men som tiden gik, kunne vi mærke at det bare blev ved med at vokse og vokse og vedrøre flere og flere ting.  Det blev ikke mindre og gik ikke over, som vi troede….

I dagligdagen mærkede vi ikke så meget til det, så på den måde var det ikke et “indgreb” i vores hverdag, men skulle vi noget udover vores vanlige daglige rutiner, så blev Maja påvirket. Feks. skulle vi til en fødselsdag, en fest , en sommerhus-tur, så ville Maja straks spørge hvad der foregik det pågældende sted, om det involverede en elevator, en tog-tur osv.  Hun ville nægte og tage med, begynde at græde og få kvalme ved bare tanken, hvis det involverede noget hun var angst for.

Vi endte med at undersøge muligheder for at få hjælp til Maja og valget faldt på en pædagog med speciale i angste børn. Hun kører et forløb der hedder Cool kids, et behandlingsforløb på ca 10-12 uger, helt målrettet til børn med angst. Det viste sig så, at Maja’s angst ikke kun var de ting, der er nævnt ovenfor.

Maja’s angst omhandler egentligt meget mere, og noget af det var vi bekendte med, men vi havde ikke set det som eller kategoriseret det som angst. Men Maja har en helt grundlæggende angst for at miste os, hendes forældre. Når vi skal noget (arbejde, ud og handle, på besøg ved en veninde osv) gentager hun mange gange inden vi når ud af døren: Jeg elsker dig, pas på dig selv, kom godt hjem igen osv. ” Dette bliver sagt 3-4 gange i træk.  Derudover er hun bange for mørke, for om vi har husket at låse dørene, for at være alene hjemme mm)

Maja er nu ca 1/3 del inde i forløbet og jeg synes jeg kan mærke en forskel. Maja har på en eller anden måde modnet sig lidt. Hendes angst er der stadig, men hun har fået nogle værktøjer, der gør det nemmere for hende at ryste den af sig og håndtere den. Maja har også haft et et decideret angstanfald efter opstart af behandling, der brugte vi nogle af de værktøjer vi havde fået og det hjalp prompte. Både Carsten og jeg var virkelig imponeret og meget meget lettede over det hjalp Maja så godt. Vi er kommet dertil i behandlingen, hvor Maja skal ud og forsigtigt via små trin, prøve nogle af de ting af som giver hende angst og ubehag.

Jeg er meget spændt på den videre udvikling, jeg håber og krydser fingre for at hun igen får hovedet fri for bekymringer og angst. Når forløbet er slut, vil jeg lave en ny statusopdatering.

30074672_588885518140692_1986715766_o

Når det ikke går som man gerne vil….

Altså det er ikke helt nemt at skrive det her indlæg, for jeg er møg utilfreds med mig selv lige pt. Det er gået helt i hat og briller. Mit projekt “bikini-klar”/ned i vægt er gået i vasken. Min vægt er næsten ved udgangspunktet og jeg rå-æder alt hvad der hedder sukker, smør, hvidt brød og jeg skal komme efter dig.

Og så dunker jeg mig selv i hovedet, for jeg havde jo motivationen, men kun i 3 uger og så forsvandt den stille og roligt. Det er mig en gåde hvorfor jeg ikke kan holdes motiveret i en længere periode. Jeg er jo typen der analyserer mig selv og vil gerne have en forklaring på alting. Forklaringen må ligge i, at jeg simpelthen ikke er stærk nok lige nu. Stærk nok til at holde mig fra sukker særligt, men også bare dejlig mad. Eller er der mon andre forklaringer??…

Synes jo også det er så overfladisk at snakke om min kage-mave, hvem gider egentligt at høre om mig og mine laster og bløde deller. Flere ser mig som en slank kvinde, der ikke behøver at tabe noget og synes måske nærmest det lyder dumt, at jeg vil ned i vægt. Men jeg følger op på det, da jeg ikke bare vil lade som om, når først jeg startede et blog indlæg, hvor mine læsere skulle vide at NU SKETE DET. ØV og så gjorde det slet ikke. Men dette indlæg bliver altså det sidste i denne genre, for nu vil jeg ikke belemre jer med det emne længere.

Egentlig er det jo meget mere interessant, hvorfor jeg ikke bare kan være tilfreds. For et ½ års tiden, skrev jeg, at jeg hvilede i mig selv, mere end jeg nogensinde havde gjort før. Og det gør jeg også, rent mentalt, men jeg hviler ikke i min krop og udseende, som jeg ville ønske…. Jeg elsker visse dele ved min krop og er glad for min krop med tøj på. men uden tøj bliver det mere problematisk. Jeg gør mig tanker om at Carsten hellere vil have en slankere kone, som hende han mødte for 12 år siden. Han er sød og giver mig komplimenter, men siger samtidig at det ikke gør noget, hvis maven struttede mindre og røven knap så stor. Og det er jo når jeg tvinger en mening ud af manden, han siger dette.

Og der skal jo være plads til ærlighed, men det er bare så pokkers farligt at være mand og sige sådan en sætning. Kvinden hører kun: DU ER FOR TYK. Og med det samme udleder kvinden/mig: Kan han så ikke lide mig lige så meget, som hvis jeg er slankere? Tænder han mindre på mig? Får følelsen: Er jeg nu mindre værd? Jeg burde også tage mig sammen?

Samtidig forstår jeg ham jo godt, jeg synes jo også selv  jeg var flottere for 12 år og 10 kg siden.

Jeg havde besøg af en veninde for nylig, hvor emnet krop selvfølgelig kom op som emne og hun havde faktisk valgt at følge frodige kvinder på instagram istedet for nogle af de her tynde flotte kvinder. Det er en genistreg, for nu er jeg selv begyndt at følge en frodig kvinde i USA, som har vagt stor opsigt fordi hun er blød, kvindelig med store lårbassser og hendes mand er gennemtrænet med sixpack. Det match har simpelthen fået så meget opmærksomhed, med spørgsmål som “hvordan kan du score så flot en fyr?”, at en trænet fyr som ham, ønsker en buttet kvinde som hende. Hendes mand svarede igen med det allerbedste svar: Hvorfor spørger ingen mig, hvordan jeg kan score en så gudesmuk kvinde, som er så omsorgsfuld, målsat og fuld af humor?

Det par er nu mit helt store forbillede, når jeg læser på hendes insta eller hans, bliver jeg så glad. Jeg gad godt vi var mange flere der tænkte sådan og bare kunne nyde livet og hinanden og de VIRKELIGE værdier, uden hele tiden at have en tanke på om jeg nu tager på, hvis jeg spiser den kage eller det mad. Vi bliver jo alle mænd som kvinder påvirket af, hvordan vi “bør” se ud, alle de kvinder der bliver postet på online medier og i blade, på film mm., de sætter dagsordenen. Jeg tror når den holdning som Jenna og hendes mand har vinder mere frem om et par genrationer, så fortyder vi, at vi brugte så meget af vores tid og overskud på at tænke på vægt/udseende. Jeg viste Carsten billedet af Jenna og hendes mand, så han også kan blive påvirket i den retning.

Nu vil jeg forsøge at finde fred med min krop, min lille dejlige bløde 40 årige kvindekrop, prøve at elske min voksende appelsinhud, der i solet’s lys får min lår til at ligne havets bølger, jeg vil forsøge at elske mine bryster, der sidder mere sydligt efter at have madet 2 små babyer i flere måneder, elske mine store lår i forhold til mine spinkle skuldre og tynde underben. Jeg har bare lyst til at finde fred med min krop, måske jeg skulle rose den hver dag….

Her er de billeder jeg ikke har vist før, billeder jeg helst undlader at vise af mig selv, da de viser den skinbarlige sandhed…. men jeg skal jo ikke kun vise glansbilleder af mig selv, selvom jeg helst vil det 😉 PS. billederne er megasmå, ved ikke hvordan jeg skal lave dem større, men dellerne og strutmaven er der, I skal bare zoome ind 😉

Og glansbilledet, hvor jeg står og trækker maven ind 😉 See the difference? 🙂