28340394_567430863619491_1807754843_o

Kommer ikke udenom det….

SUK! Ja kommer jo ikke udenom det. Man kan jo ikke love at give følgeton på projekt vægttab og så ikke gøre det, bare fordi det ikke er gået som man ville ønske….vel…. Så for at opsummere de faktiske tal, så:

Torsdag d. 25. januar sagde vægten 59,6 kg. Så havde jeg en meget kage-syndig weekend d. 26-27. januar og vægten var om mandagen steget til 60,1 kg.  Der går næsten 14 dage før jeg igen hopper på vægten og tirsdag d. 13. februar var vægten på 59,7 kg og idag d. 21. februar er den på 59,6 kg.

Så konklusionen er: Der er intet sket på 1 måned!. 1 HEL MÅNED! Åh altså synes efterhånden det begynder at se lidt sort ud med at nå de 55 kg inden Maj. Har jo brugt 2 måneder på at tabe godt 2 kg og har kun godt 2 måneder tilbage.

Jeg er ærlig og vil selvfølgelig godt bekende, at jeg i vinterferien slet ikke har overholdt mine “sunde kostvaner”. Og så har jeg åbenbart ikke det i mig, som skal til, for at tabe mig. Jeg giver dog ikke op, jeg vil ned af på vægtkurven.

Og Hvorfor er det så, så vigtigt for mig at komme ned i vægt? Hvorfor er jeg så optaget af  det tal der står på vægten. Hvorfor ikke bare hvile i mig selv??

  1. Jeg ønsker at komme ned i vægt, fordi jeg er en person som går op i mit udseende. Jeg har altid været forfængelig og perfektionistisk omkring mit udseende.
  2. Jeg ønsker at komme til at passe alle bukser, jeg har til at ligge i mit skab og som jeg kunne passe for 1 år siden.
  3. Fordi jeg har et for højt kolesterol tal, som jeg bør få ned, da jeg om nogen kender konsekvensen af, ikke at passe på sin krop og lytte til de tal, der bliver målt på den.

Jeg er optaget af tallet på vægten, fordi jeg ved det hænger sammen med ovenstående.

Jeg hviler til en vis grænse i mig selv. Jeg ved det lyder ambivalent, men jeg kan faktisk rigtig godt lide min krop. Jeg arbejder meget med at min krop, er det hylster som skal passe på mig, imens jeg er her og derfor skylder jeg den, at passe godt på den. Jeg er samtidig bevidst om, at min krop KAN blive pænere, den kan arbejdes på. Og efter at løb/motion har været sat i baggrunden i en lang periode, samtidig med at mit kage-indtag kun er blevet større, er min krop også blevet blødere.

Jeg har med vilje ikke været ved læge og fået taget mit kolesterol-tal, fordi jeg er bange for hvad den vil vise. Og uden tøj på, synes jeg ikke nødvendigvis godt om mine bløde lår med appelsinhud og min nye bløde delle-mave. Men det at blive ældre er jo også en proces. Jeg er helt sikkert en af de kvinder, der vil få det svært med at ældes. Det er jo et stykke mentalt arbejde, der ligger forude, at indse at tiden VIL ændre mig. Men jeg mærker også en ro i mig selv, når jeg føler min mand elsker mig som jeg er, og synes jeg er smuk både med deller og appelsinhud.

Mine piger på hhv 8 og 10 år er også meget opmærksom på deres udseende. Og selvfølgelig tænker jeg, om jeg har “påført” dem det. Jeg synes ikke selv jeg går og taler højt om mit ønske, om at se tyndere ud til mine børn, men det luftes jo alligevel, når man sidder kvinder/veninder sammen og snakker. Har de så hørt mig i de sammenhænge? Er det derfor de er så fokuseret?? De har venner, der er tyndere end dem og mine piger kommer hjem og fortæller mig, at deres “tynde veninde” har sagt, de har tykke lår!!! Vi snakker børn på 8  og 10 år….. Bliver frustreret over at de allerede skal begynde at tænke på det. Og jeg bliver ked af, at “tynde børn” skal give mine piger den besked. Mine piger er fuldstændig normalt vægtige. Og selv hvis de var “tykke”, hvorfor så fortælle dem det. Jeg fortæller selvfølgelig mine piger, at de på ingen måde er tykke, at de er meget smukke som de er, at det ikke kun handler om det ydre, at det er hvordan du er som menneske, der er det vigtigste (HUSK det selv Trine 😉  )

Men hvad skal jeg ellers gøre. Andre derude, som har erfaringer med dette og som har gode råd de vil give?

Det tog en drejning, bevidst, for det er lidt sjovt, at jeg som ønsker at tabe mig, skal rådgive mine børn om, at de er smukke lige meget hvad…..

De er med til at udvikle mig, mine kære børn. Stof til eftertanke….

God onsdag til jer 🙂

india-2731812_640

En aften hos en indisk familie.

Carsten kom hjem og fortalte, at han på jobbet havde mødt en venlig familie fra Indien, som han havde hjulpet med nogle ting. Familien var meget taknemlig og havde derfor spurgt Carsten, om ham og hans familie ville komme hjem og spise middag hos dem.  Han spurgte om jeg var med på den. Og JA jeg var faktisk ret vild med ideen. Både fordi jeg ELSKER indisk mad, men også fordi jeg synes det kunne være alletiders chance for at lære mennesker fra en anden kultur at kende. En kultur jeg ikke kender særlig meget til i forvejen. Mine børn ville også få mulighed for at se og opleve en anden kultur, og jeg tænkte det kunne være lærerigt og udviklende for os alle….

Så I fredags var dagen kommet, hvor vi skulle hjem til den indiske familie og spise. De havde sagt til Carsten, at de godt vidste, at vi danskere ikke kunne spise ligeså stærk mad som dem, så derfor ville de  gøre det indiske mad “dansker-venligt” 😀

Vi ankom til deres lille lejlighed, hvor de meget gæstfrie og imødekommende tog imod os, og vi fik af vide vi skulle tage plads i sofaen. Vi talte engelsk, da de endnu ikke har lært dansk. Deres datter og vores piger forsøgte mest med enkelte ord og ellers så er børn jo bare super gode, til at finde alternativer at kommunikere på. Den indiske familie er vant til at spise meget sen aftensmad, så der gik lidt tid, hvor vi bare snakkede, og så kom Merle og spurgte om vi ikke snart skulle spise, fordi hun var meget sulten. Klokken var også længe over vores normale spisetid, jeg fik ikke set på klokken, men vil tro den var ca 19.30,  så vi forsøgte høfligt, at spørge hvor længe der gik, og vupti så havde de maden parat.

Vi fik en meget klassisk indisk ret, som jeg på ingen måder kan huske hvad hedder, da det indiske sprog er meget svær at gengive. Men maden smagte intet mindre end fantastisk. Det var en vegansk ret, da de begge er vegetarer/veganere. Det er en meget stor del af indere. Så på alle spisekortene på restauranter i Indien, står der altid både rettens navn med kød og rettens navn uden kød. Jeg fik ikke spurgt om, HVOR stor en del det var som var vegetarer , men det lød såsom det var ligeså normalt at være vegetar, som at være kød-spiser.

Jeg ville ønske jeg kunne kokkerere sådan noget mad. Selv pigerne synes det smagte rigtig godt. Jeg forsøgte at lokke en opskrift ud af hende, men der var jo så mange indiske ingredienser, som man kun kan få i Asia shops eller som skal sendes fra Indien, så det bliver svært for mig, at få det til at smage ligedan, men hun var sød, at sende mig noget på skrift dagen efter. Så må jeg jo kaste mig ud i det en dag…

Vi kom kl. 18 og tog hjem kl. 23.30 Vi talte og talte og talte på dansk skole-engelsk og indisk-engelsk og det gik strygende. Det var både hyggeligt og horisont udviklende. De var virkelig nogle åbne og hjertelige mennesker, som var gavmilde med at fortælle om Indien og det de kom fra. Kultur, familie og traditioner. Vi talte også om andre mere dagligdagsting, om børn og de udfordringer de kan give os mm. Jeg må sige, at jeg er ret vild med, at blive klogere på andre kulturer på denne måde. Vi aftalte at de også skal hjem til os en dag/aften, så nu skal jeg SÅ meget i tænkeboks over, hvad jeg kan servere for dem, som er uden kød og fisk. Og måske en smule dansk oven i købet….. Sidder der en læser og har en genial ide, så tøv ikke med at skrive til mig 🙂