22643020_10214191490725011_458268625_o

Parforholds-pyramiden, hvad har vi behov for?

Efter lidt reflektion er jeg kommet frem til, at mit sidste indlæg nok egentlig var en smule unuanceret. Jeg skriver meget firkantet, at i kærligheden/parholdet har man to valg: Enten at blive eller gå. Altså når alt kommer til alt, så er det  også disse to muligheder der på bundlinjen, men der hvor jeg godt kunne nuancere det lidt, er grundene til at gå eller blive. Jeg mener bare, der er jo en million grunde til hvorfor folk går fra hinanden, det er jo ikke bare fordi man er forskellige.

Og derfor har jeg (i løbet af endnu en søvnløs nat), tænkt på, at parforholdet jo består af mange behov, ligesom i madpyramiden. I madpyramiden kan vi ikke nøjes KUN med proteiner, eller KUN kulhydrater, vi skal have fibre, vitaminer mm, før kroppen fungerer optimalt. Det samme skal et parforhold. Der er basisting der er  nødvendige i et et parforhold, for at det overhovedet kan eksistere, derudover er der ting som får parforholdet til at blomstre og gro.  Derfor tegnede jeg Parforholds-pyramiden efter mine tanker og erfaringer sammensat således:

I bunden er pyramiden er der det  mest eksensielle:

Kærlighed:

Det moderne parhold er baseret på kærlighed. To mennesker er fundet sammen, fordi de kan lide hinanden. De føler en samhørigheds-følelse med hinanden. En tilknytning til hinanden. Sådan starter det ofte. Denne følelse skal vandes ellers visner den og det leder mig til næste behov i pyramiden.

Tryghed og Tillid:

Et meget stort behov i et parforhold. Mennesket trives, hvor der er trygt at være, hvor man kan stole på den anden. Det er her man tør være sig selv og udfolde sig som det menneske man er, på godt og ondt. Det er her vi deler vores følelser, fordi vi kender hinanden så godt og har tillid til at den anden passer på ens følelser. Det modsatte er utryghed og mistillid, er der dette i et parforhold, vil det påvirke nedad i pyramiden.

Respekt og Accept:

Udover at man skal føle sig elsket og i trygge hænder, hvor man kan stole på den anden, så er anerkendelse af den person man er, også meget vigtigt , for at man får lyst til at være i et parforhold og ikke mindst trives i et parforhold.  Man har brug for at mærke, at man er ok som menneske på godt og ondt.

Kompromis og Overbærenhed:

Når man mødes som to individer med forskellige baggrunde, forskellige ideer til hvordan livet skal leves, forskellige holdninger til mange af livets store spørgsmål, så må man mange gange gå på kompromis og bære over med den anden. Man må prøve at finde et fælles mål med det fælles liv man har valgt sammen.

Sex og Elskov:

Man kan i princippet få et lykkeligt parforhold hvis ovenstående behov er dækket, men jeg tror, at for størstedelen af mennesker er sex en naturlig drift og et naturligt behov vi har, helt på linje med mad og søvn. Også efter vi har fået videreført vores gener (fået børn). Det at føle sig begæret og tiltrækkende, afføder en række andre positive følelser, som igen forstærker hinanden. Hvis man lever i et platonisk forhold og begge parter er indforstået med dette, kan det platoniske parforhold være lige så lykkeligt, som det med sex. Men er det kun den ene part, vil der opstå en ubalance.

Frihed og Udvikling:

Vi har brug for at blive luftet og komme ud og sprede vores vinger i andre “luftlag”, at se andre marker end vores egne, så vi kan komme hjem med ny inspiration til vores partner.

Men alle tingene hænger i princippet sammen og ikke mindst påvirker hinanden. Utroskab fører til mistillid. Manglende respekt kan føre til man ikke har lyst til sex. Manglende frihed kan føre til man  ikke føler sig respekteret. OSV OSV. Der er mange “slanger” i paradiset og det er med at styre udenom dem. Der findes mange grunde til man bryder ud af et parforhold, at man vælge et liv til uden sin partner.

Udover behovene i parforholds-pyramiden, så afhænger udviklingen af et parforhold jo også af, Hvad kommer man fra, Hvem er man og Hvad forventer man af den anden.

Hvad tænker I om min pyramide, mangler jeg noget?

God dag til jer 🙂

tic-tac-toe-1777859_640

Når kærligheden indimellem er ved at drukne i forskelligheder…

Jeg læste Annemette Voss’ blogindlæg idag og blev inspireret til at selv at skrive om tilsvarende emne. Nemlig kærlighed, den evige kærlighed, den som varer livet ud…. eller som ikke gør.

Jeg er selv datter ud af en skilsmisse familie. Mine forældre blev skilt da jeg var 10 år. På ret dramatisk vis faktisk. Min far blev væk, skulle lige hente smøger i grillen og kom ikke hjem igen… Vi troede han var død,  gået ud på skinnerne ved banegården og vi var dernede for at kikke efter ham. 2 dage efter gav han lyd, han var i live, var ikke død, var bare gået….. Havde fået nok…. af sit liv/ægteskab.

Jeg endte med at bo 12 dage ved min mor, og hver anden weekend ved min far. Jeg synes det var svært. Svært at have 2 forskellige liv, et ved min mor og et ved min far. Min far flyttede ofte og i tidsrummet mellem jeg var 10 år og 15 år kan jeg huske jeg besøgte ham 10 forskellige steder: i Esbjerg 2 forskellige steder i en lånt lejlighed og ved en dame i et rækkehus, besøgte ham i København ved en veninde, kan her kun huske 1 sted, besøgte ham i Tarm på kroværelse, besøgte ham ved Ålborg eller deromking (nordpå) i hus ved skoven ved ny dame, besøgte ham i vejle, i hans egen lejlighed, besøgte ham i Brørup, i hans eget hus, først på landet, senere inde i Brørup, besøgte ham i Grindsted, på hans vens værelse, besøgte ham i Kolding på et kollegie værelse…. Der har været flere steder, men jeg kan ikke huske dem alle. Derudover var der en periode, hvor han var væk i lang tid, hvor han tog til Indien for at besøge SaiBaba en indisk menneskelig gud….. Da jeg var ca. 20-22 år mistede vi  kontakten. Det var et aktivt valg.

Jeg har et stort og inderligt ønske: At mine børn skal vokse op med deres mor og far SAMMEN. At vi har et FÆLLES liv. Give dem en stabil barndom. Jeg tror på, at man kan leve et helt liv sammen, selvom mine egne forældre ikke er mit forbillede her. Selvom 50% går fra hinanden i dagens Danmark, er der den anden halvdel, som viser det godt kan lade sig gøre…. Men et helt liv med ‘en  partner er ikke en nem opgave. Det kræver sin mand! eller kvinde! Jeg var til et guldbryllup for ikke så længe siden, et par man ser op til, blot fordi de har præsteret at blive sammen, men i talerne blev der også pointeret, at de ikke var enige hele tiden, at de kunne skændes og havde temperament. Men at kærligheden vandt over uvenskaberne de havde indimellem.

Jeg har svært ved at skrive dette  indlæg, fordi det er så personligt, men mest fordi min mand ikke er tilhænger af min blog. Jeg har brug for denne blog, jeg har brug for at skrive mine tanker ned. Skal jeg så lukke ned for mine behov, for at vise hensyn eller skal jeg forvente min mand giver mig den frihed, at han lader mig udvikle mig igennem min blog. Her har jeg faktisk brug for at høre, hvad mine læsere mener?? Er ægteskabet ikke om at give hinanden plads?? Samtidig handler det jo også om at respektere den anden, gør jeg ikke det, når jeg alligevel vælger at have denne blog? Skal jeg arbejde med, ikke at ville dele mit liv og tanker?? Hvad er rigtig? Hvad er forkert? Må jeg blive forfatter og skrive en bog om mit liv og mine følelser som mange andre gør??

For at vende tilbage til guld brudeparret, så er ægteskabet ikke super smukt HELE tiden, men man har i princippet 2 valg: Man kan vælge at sige: jeg kan IKKE leve med dig og dine værdier og GÅ. ELLER: man kan give plads og prøve at forstå den anden. Give and Take. Man kan vælge at påskønne den anden for det vedkommende KAN, i stedet for at fokusere på det, som den anden mangler. Hvis man skal blive sammen i mange år, tror jeg det er NØDVENDIGT at man minder sig selv om, at man er heldig med den anden , at man ikke føler sig taget for givet, at man arbejder med de ting, som vil gøre ens partner til et gladere menneske. Skal jeg så lukke min blog?…

Pga. min fortid har jeg haft meget at arbejde med og jeg prøver virkelig, men nogle gange er min beholder bare fyldt, så kan jeg kun overskue at sove og ligge tøj sammen på en hel dag. Jeg er ikke noget menneske der har uanede mængder energi og overskud. Det kan godt være min blog viser jeg bager en masse og vi laver en masse, men jeg har også dage, hvor jeg ikke kan særlig meget andet end at glo på fb. og støvsuge. Eller skriver på min blog. Hvor jeg lukker ned. Går i nattøj til kl. 13.30 og henter børn kl. 14. 30.

Det jeg prøver at sige er, at INGEN er perfekt og INGEN lever det perfekte liv. Ingen er glade HVER eneste dag. Ingen lever et liv, hvor de ikke er uenige med deres partner i ny og næ. Det perfekte ægteskab findes ikke. Kun på Hollywood feel-good og Morten Korch film. Hvis en sidder og læser dette og er uenig med mig, så PLEASE skriv, at I lever det perfekte liv, og GIV mig OPSKRIFTEN!!

Herhjemme skal vi til at hygge og fejre julen, som jo er hjerternes fest. Rigtig god Jul til jer 🙂

25383280_533577563671488_1143984961_o

Ugens 5 positive hændelser versus 5 negative

I nat, da jeg ikke kunne sove, fik jeg ideen til at lave en ugentligt opdatering på hvad der er gået godt og hvad er gået mindre godt. Tænker det måske kunne gå hen og blive til en fast tradition på min lille blog 😀

Så Here it comes:

Ugens 5 højdepunkter/lårklaskere/high fives:

  1. Vægten sagde i morges 60,1 kg. Dvs at jeg har tabt 1,4 kg siden d. 4. december. Og jeg har været dygtig og standhaftig, men jeg har også givet mig selv lov til en lille smule godt. Nu går jeg så en weekend i møde med julefrokost med mine kollegaer lørdag og lave-konfekt-dag med min storesøster, nevøer, Ivan, Mor og Hesse søndag, så måske vil vægten mandag være tilbage på udgangspunktet! Do not  hope so!
  2. Jeg er ENDELIG færdig med mit julebroderi til pigerne, nemlig en jule-kalender, hvor nissen og julemanden kan aflevere deres gaver. Det har så også “kun” taget mig 2 år og sammenlagt over 100 timer. (er mit skøn)

3. Fik månedens grineflip i morges, da Carsten lidt morgensurt proklamerede at han havde sovet mega dårligt pga en plastik-dimesedut han havde lagt på (sagde nogen prinsessen på ærten 😀 😀  ) En genstand fra en børnestrømpebuks, som pigerne ikke havde ryddet op efter sig…. jeg kan stadig grine ved tanken om hvordan Carsten sagde det…. Hold nu kaje det var sjovt!

4. Er næsten færdig med julegave indkøb og Merle’s fødselsdagsgaver. En stor befrielse….

5. Jeg fik også gave fra julemanden i morges. Der lå sørme 3 ens velour bluser til hver af os piger, så nu kan vi være ens. FEEEDT 😉

 

Ugens 5 nedture/maveplaskere/low fives:

  1. Har sovet møg-dårligt de sidste 3-4 nætter. Kan enten ikke falde i søvn eller også så vågner jeg ved, at Carsten snorker og så kan jeg ikke falde i søvn igen. I nat da det skete igen, blev jeg sådan rigtig sur, og tænkte: nu kan jeg vågne og være skidesur imorgen tidlig, fordi jeg kun har fået 4 timers søvn eller jeg kan vågne og tænke på alt det gode jeg har i mit liv. Jeg formåede det sidste, men det hjalp som sagt også gevaldigt på humøret med Carsten’s gode indslag og en velourbluse fra selveste julemanden 😉
  2. Er en dårlig mor: har ikke fået hjulpet pigerne med julepynt på deres værelser! Men de er heller ikke synderlig interesseret i af få det gjort. De er også kun på deres værelser, når de har legekammerater hjemme ellers er de i stuen og køkkenet ved os, og der er pyntet!
  3. Kan ikke finde Julius og Signe. Efter stor søgen i hele huset og på loftet. Mine elskede store strikkede nisser! De skal findes inden d. 24. ellers kan det nærmest ikke blive JUL.
  4. Jeg har alt for meget vasketøj…..igen igen igen igen
  5. Skal sige farvel til en kær kollega igennem næsten 6 år, som stopper hos os på vores afdeling.

Hvad er dine lårklaskere/maveplaskere?? 😀

Ha’ en skøn weekend derude 🙂

25271104_532134747149103_1111960494_o

Når man er ud af en “sofa-familie”…..

Jeg er vokset op i en familie, som jeg tillader mig, at kalde “sofa-familie”. En sofa-familie er en familie som foretrækker at være hjemme, slappe af i sofaen, se fjernsyn, nusse om de indendørs sysler. Mine forældre er ikke af den aktive slags, som har taget os med ud i weekenden og cykle eller gå lange ture, vi har ikke taget til familie-ting, hvor vi skulle være aktive. Nej vi har elsket at sidde hjemme i varmen, komfortabelt i en sofa og spist dejlig mad. I min verden er dette hyggeligt, men det er også en smule dovent….

Så fandt jeg min kære mand. Min kære mand er ikke ud af en sofa-familie. Min mand elsker at komme ud og være aktiv. Mine svigerforældre var i Carsten’s barndom, hvad jeg kan forstå, hele tiden i vigør, Carsten’s far var selvstændig, Carsten’s mor sygeplejerske og de havde derudover mange dyr der skulle passes (kalkuner, køer, kaniner mm ). Der var faktisk ikke tid til at være sofa-familie…. Derudover ligger der noget udendørs-liv i generne fra hans mors side. Hun elsker lige så højt som Carsten at være ude.

Når nu så 2 forskellige verdener mødes, sker der noget… inde i mig. Jeg har ofte følelsen af, at være lad, når min mand synes vi skal ud. Fordi jeg foretrækker at være inde. Altså om sommeren, når temperaturen er over 20 grader, vil jeg meget gerne være ude 😀 Men ellers, de andre 340 dage om året, synes jeg bare inde er bedst….

Men behøver jeg føle mig lad? Er sofa-hygge dårligere end aktiv-hygge??

Udover at motion jo er vigtig og lyset giver os D-vitaminer som vi har godt af, så er det vel også ok at sofa-hygge, hvis det ikke er konsekvent og det eneste vi laver?

Nu var der jo sne i weekenden og børnene elskede det, Carsten elskede det og skyndte sig ud med børnene og byggede iglo. Og hvor er jeg taknemlig for at have sådan en mand, for jeg gøs ved tanken om at skulle ud i den kolde sne. Selvom jeg kunne klæde mig på i ski-tøj, ved jeg bare, at jeg stadig ville fryse. Og så vil jeg bare hellere sidde inde og lave varm kakao, som jeg kan give dem i døråbningen….

Det er jo sjovt, hvor meget man egentligt tager med sig, fra sin opvækst. Hvad man giver videre til sine børn… Jeg tænker mine børn får en fed kombination af sofa-hygge og aktiv-hygge, så må vi se, hvad de foretrækker at gøre, når de selv bliver voksne…

Hvilken slags familie er I, og kan I komme til rette om, hvad der skal praktiseres?

24992672_530223967340181_1978185982_o

Nu skal det være!….

5 uger er der gået, siden jeg sidst skrev!! Det er længe. Forklaringen ligger i et fyldt hoved, en fyldt kalender og en priortering et andet sted. Efter vi kom hjem fra efterårsferie, har mine weekender være brugt på arbejde på sygehuset, afholdt to stk 40 års fødselsdage herhjemme, ‘en for forældre, ‘en for Carsten og gutterne, været til julefrokost, været til julehygge-dag og en fødselsdag ud af huset.  Og mine hverdagsfri er gået med at være husmor (gøre rent, ordne vasketøj mm), forberede fødselsdage, broderet og sovet.

Og så har jeg spist!!! Spist ALT FOR MEGET mad og alt for meget kage. Derfor har jeg den sidste månedes tid, mentalt gået og sat mig for, at nu skal jeg have vendt mine usunde vaner. Den mentale del har jeg egentlig brugt en del energi på. For, for mig er mad og kage en kæmpe del af mit liv. Det er det jo for de fleste (i hvert fald mad) Men jeg glæder mig vitterligt til næste gang jeg skal spise og jeg spiser primært for at nyde, og sekundært for at blive mæt. Dvs. smør, mayonaise, fløde, cremefraiche, alt med en høj fedtprocent ELSKER jeg, derudover er der jo min elskede chokolade, mit sukker. Mit fix!

“Problemet” er at jeg på 11 år har taget 11 kg på. Godt og vel. Faktisk er det 20% af min egen kropsvægt jeg har taget på. Og de sidste 5-6 kg er kommet siden jeg startede min lille kageblog her. Da Carsten og jeg blev kærester for 11 år siden vejede jeg 50 kg. Så fik jeg børn og har ligget på ca 55 kg siden. Så startede jeg min kageblog i februar og nu vejer jeg 61,5 kg. Det sagde vægten i morges!!!  (mandags) Hvis jeg ikke bryder den stigning jeg er i gang med, så tør jeg ikke tænke på hvornår det stopper. Og ja så kan man spørge sig: er det nu et problem ,at man har lidt ekstra på sidebenene?? Nææ det er det ikke. Men det er jo forskelligt hvor vi har det bedst og nu har jeg også et cholesterol-tal der er for højt, som jeg bliver nødt til at skænke en tanke. For i forbindelse med mit arbejde, ser jeg lidt for tit hvordan man ender, når man ikke passer på sig selv og lytter til de tal der bliver målt på….

Her er et billede af mig taget 2 måneder før jeg møder Carsten. 28 år gammel. Jeg har rent faktisk også et billede af mig selv i en selvsamme bikini taget for nylig, kun for at sammenligne. For min egen skyld. Dette billede poster jeg ikke, fordi jeg ikke er særlig stolt af det og fordi jeg synes det er mega grænseoverskridende at gøre. Det er nemmere at poste et “gammelt” billede og et billede hvor man ikke har noget at “skjule” 😉 Når jeg til maj forhåbentlig har nået mit mål på 55 kg, kan det være jeg ligger et før/efter billede ud, nu må vi se 😀

DERFOR: NU skal det være!

Jeg har gjort mig mange overvejelser om hvordan, hvornår, hvor meget , hvor lidt osv.  At starte med sundere livsstil i december er måske dumt! Men det er nu, at jeg kan mærke motivationen er i top, og så er det nu man skal gøre det.

Jeg har ikke tænkt mig at leve i “kage-cølibat” i december pga. dette, men jeg har tænkt mig at skære det ned på et absolut minimum.

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skal nå mit mål. Jeg skal først og fremmest blive mæt af det jeg spiser, så den søde appetit ikke kommer så tit, derudover skal der være plads til lidt forkælelse indimellem. Derfor valgte jeg at booke en madplan på nettet lavet af en diætist. Madplanen er indrettet helt efter mig og min højde, vægt, aktivitetsniveau, tid til madlavning mm.

Mit mål er at komme ned på 55 kg igen inden Maj måned 2018. 

Et eller andet sted, ønsker jeg jo, at kunne leve mere fedtfattigt generelt, så der netop er plads til kage-udskejelser uden at vægten og cholesterol-tallet stiger helt vildt. Så jeg er ikke på diæt, jeg er ved at øve mig i en sundere livsstil. Herhjemme siger vi til pigerne, de dage jeg spiser anderledes end dem, at Mor trænger til at være mere sund i en periode og måske det så smitter af, så det bliver mere integreret i vores allesammens mad på sigt. En ting er i hvert fald sikker: Jeg skal ikke tage både flødesovsen og den højbelagte panerede fiskefillet fra mig selv og mine piger på samme tid.

I første omgang er det kun kosten jeg fokuserer på. Når jeg så er kommet ind i godt rul med dette, begynder jeg er komme lidt motion og styrketræning på. At tabe 6½ kg bliver for mig noget af en udfordring, da jeg ved, at jeg SKAL spise MINDRE kage og slik end jeg plejer og samtidig skære ned på den daglige fedt, som jeg også elsker . Jeg skal ligge min “kage-blog” lidt på hylden (IKKE HELT) og det gør faktisk lidt “ondt”.

Men jeg er motiveret og jeg vil have, det SKAL lykkedes. Hvor der er vilje, er der vej. Så nu skal jeg vise mig selv, at jeg godt kan! I holdes opdateret løbende 🙂