21246017_486984884997423_1630490412_o

Stilhed på bloggen og status på hverdagsliv.

Ja der har været stille på bloggen i noget tid nu. Det skyldes flere ting, men primært at hverdagen nu igen er indtrådt i vores lille familie, med alt det arbejde, logistik, fritidsaktiviteter og praktiske opgaver det nu indebærer.  Desuden har Carsten og jeg været til smuk fest for 1. gang, hvilket I hører om snart og der har været sommerfest med kollegaer og fætter/kusine-fest i august. Alt i alt en travl måned og de næste 2-3 måneder bliver ikke mindre travle:

Der er 3 runde fødselsdage coming up i september, oktober og november, som skal planlægges: Maja bliver 10 år i september og der skal holdes 2 fødselsdage, en for klassen og en for familierne.

I oktober hvor jeg runder et skarpt hjørne, skal der holdes 3 fødselsdage; en for kollegaer, en for veninder og en for familierne.

I november er det Carsten’s tur og der skal holdes 2 fødselsdage; en for familierne (holdes sammen med mig) og en for gutterne.

Oveni alle de her fødselsdage, skal der også planlægges en familieweekend, en venindeweekend og en efterårsferie.  Så alt i alt har jeg rigeligt at tage mig til.

Ved ikke om det er tegn på stress, når jeg får halsbrand om natten?? Har overvejet at starte på meditation, yoga eller noget lignende, noget hvor jeg slår hovedet fra, for netop at falde ned, sådan helt ned. Jeg har flere gange forsøgt, at gøre mit hoved tomt, med forskellige øvelser, men det er ikke muligt for mig. Mine tanker er hele tiden på farten og har ikke tænkt sig at gøre stop….

Samtidig har jeg en ide om, at jeg skal være i god form på min 40 års dag, så fra og med idag SKAL jeg røre mig mindst 30 min HVER dag til d. 11. oktober 😀 Nu sagt/skrevet højt= skal gennemføres!

Har jeg lidt for mange ambitioner? Måske, men jeg kan ikke lade være. Til gengæld har jeg ikke tænkt mig, at gå på minus sukker-kur i disse uger, det tror jeg ikke der kommer noget godt ud af…

Nå men status på hverdagsliv med madpakker: Jeg tog imod et godt råd fra min kære veninde og børnene smører nu deres egne madpakker. Dog mod belønning. Begge piger får 50 kr om måneden, hvis de selv smører deres madpakker hver dag. Det kan diskuteres, hvor vidt det nu er nødvendigt, men den tager vi en anden god gang. Lige nu funker det og det er en kæmpe lettelse for mig, ikke at stå med de s…. madpakker 😉

Status på IT-fri weekend: Kan I huske, jeg tidligere har skrevet, at det kunne være fedt, at tage en weekend eller to ud om året, hvor vi som familie efterlod alt hvad der hedder mobil, Ipad mm. Bare være sammen med hinanden som i “de gode gamle dage”. Den er nu planlagt og vi har booket sommerhus, hvor vi 4 bare skal afsted uden alt det IT-pjat. Første gang vi fortalte pigerne om vores ide, var deres reaktion: Ej det bliver kedeligt, men så gik der en uges tid og så kom Maja og spurgte hvornår vi skulle afsted, for hun glædede sig. Jeg er selv mega spændt. Jeg er så afhængig af min mobil og både gruer for og glæder mig helt vildt meget til at ligge min mobil helt væk og bare være sammen. Jeg tænker weekenden skal gå med brætspil, gåture ved vandet, samtaler, læsning i bøger, lave mad sammen og måske bage en kage med pigerne.

Efteråret er fuld booket op og nu vil jeg forsøge at kun glæde mig til og over alt det vi skal og ikke stresse over et. Det er jo lutter dejlige ting, der skal ske, så jeg vil prøve at tage ved lære af de to små banditter her; Relax and take it easy 😀

Ps. Jeg har gjort noget i dag, som jeg har overvejet at gøre i mange år, mere om det på bloggen om ikke så længe 😉

18362405_427809080915004_1269120331_o

Hvorfor jeg vælger at være ærlig og åben…

Jeg ved at nogle af mine blogindlæg, vil få nogle mennesker til at tænke: Hvorfor er hun SÅ ærlig og åben omkring nogle ellers meget private ting? Nogle vil synes det er for meget. Andre vil synes det er fedt og befriende. Og lige meget hvilket “hold” du hører til, så lad os være rummelige nok, til at vi alle kan være her.  For ja det kan også være grænseoverskridende for mig at lukke op og lukke ind. Men jeg har taget et aktivt valg, om at gøre det, fordi det virker for mig. Jeg søger selv ærlighed og indsigt og skal man så ikke starte ved sig selv? Man kan vel ikke forvente at få uden at give?…  Så derfor deler jeg ud af mine tanker og mit liv.

Jeg følger selv bloggere som bla. Annemette Voss og Nanna Pretzmann. Annemette er udover en dejlig kageblogger, også bare et helt almindeligt menneske, som er mor og nogens kæreste og det liv deler hun også ud af, både oplevelser og tanker. Nanna går endnu mere i dybden med hendes privatliv og tanker og hun er også en stor inspiration. Jeg synes hun er modig og jeg elsker, at hun tør skrive om alt det der er svært.

Er du på “holdet” der tænker: Jeg synes Trine deler alt for meget ud af hendes privatliv, så synes jeg det er super sjovt, at du alligevel, på trods, åbner mine blogindlæg 😀

Er du på “holdet” der synes det er rart og givende, at jeg åbner op og deler, så er jeg bare en meget taknemlig kvinde.  Jeg fik netop en meget varm besked på messenger den anden dag, fra en der skrev: ” hun var fan af min ærlighed og det gav hende noget…”. Det er SÅ fantastisk at få af vide og varmer og glæder mig meget!

I har været flere der har skrevet noget lignende til mig. Så til jer, Tusind Tak for jeres støtte og opbakning. Det betyder faktisk rigtig meget!

Jeg tænker jo, at alle verdens borgere slås med deres. Måske ikke hele tiden, men i perioder. Og vi har alle med størst sandsynlighed oplevet følelsen af sorg, glæde, afmagt, vrede, skuffelse, begejstring, begær osv. osv. Det er jo bare følelser, som netop gør os til mennesker. Og derfor er min pointe: Jeg ved da godt at “naboen” også har deres. De fleste vælger bare, at lade det være bag lukkede døre og det er helt ok for mig. Jeg vælger at lukke op og give folk et kik ind. Og det gør jeg fordi, jeg har selv brug for at spejle mig i andre. Og jeg føler en forløsning, når jeg tømmer hovedet ned på papir og ud på bloggen. Som jeg også har skrevet under formål med min blog, så ser jeg denne blog som en vej til selvudvikling, selvterapi og dagbog over mit/vores liv.

Jeg håber, I er blevet klogere på, hvorfor jeg skriver om de ting som jeg gør. Der er en mening med “galskaben” 🙂 😉 For mig i hvert fald 😀

God weekend til jer :*

20773270_478322735863638_1705439100_o

10 år som ægtefolk i bakket terræn og en kæmpe Tak til min mand…

Min kære mand og jeg har netop haft 10 års bryllupsdag og vi har 11 år og 4 måneder på bagen som kærester. De 11 år og 4 måneder har været de bedste år i mit liv.

Carsten var kærlighed ved første blik. For os begge. Vi blev styrtende forelsket en nat inde på Dickens, jeg var stang beruset, Carsten var pinlig ædru. Men vi klikkede i vores hjerter og jeg har følt mig som den heldigste kvinde lige siden!

Dog med “et par” undtagelser…. For selvom jeg er sammen med manden i mit liv og mit livs største kærlighed, så betyder det ikke vi går glat igennem livet sammen. Tværtimod.

For vi er bare mennesker.

Med meget forkellige baggrunde, med forskellige meninger, med forskellige forventninger, alt er forskelligt ved Carsten og jeg og alligevel passer vi så godt sammen. Fordi vi lærer af hinanden, og supplerer hinanden og ikke mindst tilgiver hinanden.

Men når man er så forskellige som vi er, så giver det nogle skænderier og nogle sammenstød. Men jeg har brug for ham i mit liv og faktisk tror jeg også han har brug for mig. Og når man har brug for hinanden, så kæmper man.

Carsten og jeg er et godt sted i vores liv sammen. Vi er ovre de værste bump. Vejen kan stadig føles lidt svær indimellem, men sådan er livet jo. Ingen dans på roser. Og det tror jeg, vi alle skal acceptere.

Jeg har ikke brug for at se om græsset er grønnere et andet sted, for det er det ikke. Der hvor det er flot og grønt, bliver det også hverdag, og hvis vi altid søger de grønneste steder, så er du altid på farten, i stedet for at finde hvile, der hvor du er og pleje det græs du nu engang står på. 

Giver det mening for dig?

Så kære dig Carsten, hvis du læser dette blogindlæg, skal du vide: Du er for mig uundværlig og jeg ELSKER dig højere end op til månen og tilbage igen. Tak fordi du passer på mig og vores piger.

 

 

20707353_477575282605050_421399844_o

Unger der ikke hører efter, hverdag igen og for lidt søvn…

……resulterer i: En Sur Trine. Som bander af sine børn. Ja Sgu! Og jeg kan simpelthen ikke lide den kommunikationsform. Det lyder hæsligt, når vi forældre står og bander af vores børn. Men jeg gør det alligevel, når jeg er tilstrækkelig træt og irriteret og fordi jeg pludselig får NOK!

Nu har jeg/vi også haft børnene hjemme i snart 7 uger nonstop, kun afbrudt af et mormor-Hesse-besøg i 2 dage og lidt soveraftaler hist og her. Så nu kan jeg godt mærke, at det er tid nok med mine børn.

Samtidig kan jeg også mærke, at de der madpakker der venter rundt om hjørnet og lige straks skal laves, føles som det største bjerg at bestige… Jeg ORKER bare ikke de madpakker og det gør det ikke nemmere at begge piger er inde i en meget kræsen periode…og har været det i 1 års tid nu…..!!!

Og ja hvilket I-landsproblem. I know, men det er nu engang mine “hverdags-problemer” lige pt og dem jeg kan forholde mig til.

Ønske-liste til en nemmere/lykkeligere/konfliktfri hverdag:

  • 1 uges ferie om året til mine børn UDEN Carsten og jeg
  • 1 uges ferie til mig alene i sommerhus!
  • Robot-plæneklipper (mest til Carsten)
  • Robot-støvsuger (som rent faktisk virker!)
  • Robot-madpakke-smører
  • Robot-kok
  • Robot-oprydder

Se! Så ville alting straks se lysere ud 😀 😀 😀

Imens jeg drømmer videre om flere robotter, så må I have en herlig dag og tak for I ville være “skraldespand” 😉

20615268_474738309555414_60852967_o

Når livet slutter….

Det med døden er en sær ting. Det er så forfærdeligt trist, men samtidig det eneste 100% sikre, vi ved der skal ske, når først vi er født. Vi ved, at vi alle skal herfra på et tidspunkt.

Jeg synes personligt, det er svært at forholde mig til. At jeg skal herfra. På et tidspunkt.

Fornylig havde vi et meget kært familiemedlem, som sov stille ind. Det var mere eller mindre ventet. Hun var 87 år, syg og klar til at tage herfra. Derfor var chokket ikke stort, men sorgen er derimod. Det her menneske som “rejste bort”, havde lavet aftryk i mange menneskers liv. Hun havde et meget kærligt og omsorgsfuldt sind, og havde en indre fighter vilje, der er misundelsesværdig. Hun havde det varmeste smil man kan tænke sig og en stor behagetrang. Hun elskede børn og satte stor pris på når hendes børnebørn og oldebørn kom på besøg. Hun vil uden tvivl blive meget savnet.

Selvom vi ved, vi skal miste, gør det alligevel ondt, når det sker. Men jeg ved også af erfaring, at sorgen forsvinder med tiden. Jeg mistede selv mine bedsteforældre i en alt for tidlig alder. Min Bedstemor (mormor) blev kun kun 62, jeg var 10 år gammel og min Bedstefar (morfar) blev 68 år og døde på min 13 års fødselsdag. Min farmor har jeg aldrig mødt, da hun allerede døde som 38 årig og min farfar har jeg aldrig kendt, da han har boet i Canada. Han døde for ikke så mange år siden og blev vist 78 år. Så altså noget ældre end de andre 3. Mine oldeforældre har jeg selvsagt aldrig mødt.

Jeg husker hvordan jeg var knust af sorg, da mine to eneste bedsteforældre døde og over aldrig at skulle være sammen med dem igen. Det som gjorde ondt, var tanken om, at man ikke længere skulle få et kram, få nærvær og oplevelser med dem igen. At de ikke længere var en fysisk del af mit liv. Alle de dejlige kærlige minder de gav mig i min barndom, vil jeg altid være dem taknemlig for. Det er længe siden sorgen forsvandt, men kærligheden til dem lever stadig i mig. Jeg mindes dem nu med et smil om læben, for alt det de gav mig, imens de var her.

Min ældste datter Maja er knust over hendes oldemor ikke er her længere. Hun havde nået og knytte bånd, fordi oldemor altid var så nærværende, når vi besøgte hende. Maja er også et meget følsomt barn, som i et par år nu, har været meget angst og bange for at vi, hendes mor og far, skulle dø fra hende. Hun kan ofte ikke sove om aftenen, fordi hun ligger og gør sig en masse tanker. Jeg har i perioder haft rigtig svært ved at håndtere det. Jeg kan jo mærke, jeg bliver lige så ked af det som hende ved tanken om, at jeg skal dø fra hende, Merle og Carsten. Og hun vil have mig til at love, at vi bliver gamle og ikke “forlader hende før” tid. Hun har simpelthen brug for at vide, at vi altid vil være der. Og så bliver jeg splittet, for man kan jo ikke stille nogle garantier når det kommer til livet. Men jeg lyver og siger hun altid vil have os. Så hun kan falde i søvn uden at græde sig i søvn. Hun er ikke klar til den hårde sandhed; at vi ikke ved hvornår vi skal herfra.

Det giver mig et kæmpe gip i maven, når jeg læser om unge mødre eller fædre der får en dødelig sygdom og dør i en alt for tidlig alder fra deres familie. Jeg beder indvendig til at det ikke må ske for mig og min lille familie, at jeg må leve længe, gerne til jeg når at blive oldemor, men bare så længe så mine børn er blevet “uafhængig” af mig.

Med min egen families unge dødstal, kan jeg blive meget bekymret. Men jeg har tænkt mig at overhale statistikken med mange længder.

Jeg tænker tit, hvor er vi dog en lille bitte brik i verdens kæmpestore puslespil. Når vi dør, er det måske vores egen families 2-3 generationer, der husker, hvem vi var og derefter bliver vi glemt. Det er begrænset, hvor mange af os, der taler om vores tip-oldeforældre og ved hvem de var.

Derfor sæt de aftryk du gerne vil NU, vent ikke til i morgen. Husk at tale om gamle dage, så dine bedsteforældre og oldeforældre kan få lov at leve videre i historien og blive husket for den de var.

God dag til jer.