17668799_408591589503420_255312666_o

Hvad er en god veninde for dig?

Hvad er en god veninde for dig?

Jeg har for nyligt været sammen med en af mine bedste veninder. En af dem der elsker mig i medgang og i modgang og som kender mig rigtig godt. Jeg det samme med hende. Og det gør mig SÅ glad og varm om hjertet, at have så god en veninde som hende. Jeg får energi og en masse glæde ud af hendes samvær. I det hele taget af veninders samvær.

Og det får mig til at tænke på, at jeg egentlig er velsignet med mange dejlige kvinder i mit liv. Jeg er ikke typen med mange nære veninder. Jeg har få meget nære og så har jeg veninder, hvor vi stadig er så tætte, at vi deler ud af vores liv til hinanden, men nok ikke kender de inderste “hemmeligheder”.

Der findes jo mange typer veninder:

Nogle griner man meget med, andre inspireres man med. Nogle sludrer og sladrer man med, og andre udveksler man erfaringer med. Nogle hygger man med, andre udvikler man sig med. Og nogle ER man bare med.

Det der kendetegner mine bedste veninder er deres evne til at “give” af dem selv, til at være åbne, rummelige og tolerante. De er trofaste, omsorgsfulde kvinder, der er gode til at unde andre lykke. De har værdier og livsanskuelser der minder om mine. Og så får begge parter i vores venskab indfriet de forventninger, vi har til hinanden og sagt dem højt til hinanden.

Jeg møder nye mennesker på min vej gennem livet, hvor jeg bliver SÅ glad, fordi jeg bliver klogere på nogle ting. Det er mennesker der inspirerer mig og hvor jeg får en aha-oplevelse og tænker: Kan man også gøre sådan eller leve på DEN måde, eller man mødes med en ligesindet, der tænker ligesom en selv og man bekræftes i, at man ikke er alene om sine tanker mm.

Man møder nye mennesker, hvor man mærker deres gode intentioner og deres åbenhed og glædes over endnu et nyt menneske fik lavet et lille aftryk i ‘en. 

Jeg har også måtte “rydde op og ud” i mit liv. Jeg, har sagt farvel til venskaber, der skuffede mig for meget eller gjorde mig ked af det. Jeg vil lade det positive, det givende fylde i mit liv Jeg vil gøre plads til, at nye mennesker kan komme ind i mit liv og sætte deres positive aftryk og så må jeg sige farvel til dem, hvor det viser sig vi alligevel ikke var gode for hinanden. Jeg oplever ikke mange, der tager dette aktive valg, de kan ikke lide konfrontationen og lader det måske bare glide ud. Men sådan kan jeg ikke gøre, det fungerer ikke for mig.

Den anden dag på arbejde, hvor jeg havde en rolig aftenvagt, fik jeg en fantastisk og lang snak med en dame på 83.

Dette er det bedste ved mit arbejde, jeg elsker når der er tid til at fordybe sig i et andet menneske.

Jeg fik en hel livshistorie på 1½ time. Vi kunne have blevet ved. Jeg gik derfra med så meget mere visdom og klogskab på livet. Tænk sig hvor gemmer der sig meget guld i denne generation. Jeg tænkte at hende og jeg, på trods af en alderforskel på 44 år, kunne være blevet veninder. Hun var en af dem man møder i livet og hvor kemien bare er der.

Jeg er taknemlig for alle de skønne dejlige kvinder jeg møder på min vej og som giver mig glæde, inspiration og aftryk, der er kommet for at blive.

Nu skal jeg om 2 dage på en tøseweekend. Simpelthen noget af det bedste jeg ved. Det bliver så hyggeligt. Jeg tager en weekend fri fra at være mor og kone og skal bare ud at være veninde og Trine “20 år igen”. Og så vil jeg glæde mig til at komme hjem til min egen lille uundværlige familie igen.

.

primate-1019101_640

Hvornår overskrider man andres grænser??

Hvornår overskrider man andres grænser?

Her i weekenden var jeg til en fest, hvor jeg faldt i snak med 2 mennesker, jeg ikke kendte i forvejen. Snakken blev drejet ind på børn, og jeg fortæller om mine 2 piger og at jeg endelig er kommet frem til at jeg/vi ikke skal have flere børn. Jeg spørger nysgerrigt en af de to andre piger, om hvor mange børn hun har? Hvorpå hun svarer: Ingen.

Igen nysgerrig som jeg er og bramfri som jeg også er, spørger jeg videre: Hvordan kan det være? Jeg mærker med det samme at denne nye fremmede bliver lidt stiv i kroppen og lidt kort for hovedet og svarer: Jeg har ikke behov for at realisere mig selv igennem børn!

Jeg bliver lidt paf over hendes reaktion, da mit spørgsmål jo slet ikke var ment dømmende , men var  af nysgerrig karakter, mere ala; hvad har du gjort dig af tanker om mor-livet da? mm. Jeg siger dette højt og hun svarer igen meget stødt (som jeg tolker det): Du ved jo ikke, om dem du spørger om sådan noget, har svært ved at få børn…

Her fik jeg en øjenåbner: Ikke over at dette kunne være en grund til, at hun ikke havde børn, men mere en øjenåbner i den forstand at; Kan man have det så svært med det, at man har svært ved at sige det højt?.. Jeg synes jo det ville være naturligt, at svare; min mand og jeg har svært ved at få børn. Det havde simpelthen ikke strejfet mig, at for nogle ville det være for følsomt eller for privat at sige….

Og det får mig til at tænke over måden jeg er på. Jeg er jo meget direkte og det støder nogle gange andre mennesker. Det ligger bare så fuldstændig indgroet i mig, at jeg har svært ved at lave om på det. Man begynder jo heller ikke at spise med gaffel i venstre hånd, hvis man alle dage har gjort det med højre hånd. Jeg mener bare, der er ting, der ligger så naturligt og dybt i ens væremåde. Bør man lave det om? Hvordan laver man det om? Er det ikke også med til at gøre mig til den jeg er? Og er det egentligt mig der er for åben eller?…

Jeg oplever faktisk ved nærmere eftertanke at jeg allerede gør det. Altså tænker over, hvad jeg kan og bør sige til folk, fordi jeg netop ved jeg mangler det “filter”. Og det hæmmer mig faktisk meget i en samtale med andre mennesker. Fordi jeg ikke “må” spørge for dybt. Derfor bliver jeg også nogle gange stille i forsamlinger, fordi jeg simpelthen ikke ved “hvilke spilleregler der er lige her”…

Jeg drømmer om en verden, hvor vi alle gik rundt med et lille skilt hvor der stod: ” jeg er åben for alle slags spørgsmål og kan tale om alt” eller “jeg deler ikke ud af mine følelser og mit privatliv, men ellers vil jeg gerne snakke” Så ville jeg jo SÅ nemt kunne finde ud af det.  Tror jeg 😉

Jeg sad bagefter og tænkte over; Hvordan kunne man ellers have kommet videre ud af samtalen med den fremmede, efter hun havde svaret “ingen” til, om hun havde børn?? Skulle jeg have svaret; “OK”….. (og så sluttede samtalen ligesom der) eller skifte fuldstændig emne og spørge; Nå men hvilken bil har I så? Eller; Det er ellers også ved at blive forår hva?……..

Nå men heldigvis var den anden fremmede kvinde som deltog i samtalen mere ala mig, og snakkede lystigt og åbent om, hvorfor HUN ikke havde børn. Jeg skriver heldigvis, da det at overskride en andens grænse, jo er en ubehagelig følelse at sidde tilbage med. Men pga den anden piges åbenhed, gik jeg fra samtalen med en dejlig oplevelse, da der trods alt var en anden, jeg kunne spejle mig i og tale åbent med. Så Tak for det “du fremmede”, som nu ikke længere er fremmed for mig 😀

Kan I have en dejlig reflekterende dag derude 🙂

buy-1299519_640

Shopping!!!!!

Shopping.

Hvad er der med kvinder og shopping? Jeg kender vist godt svaret. Det er noget med, når vi bruger penge på ting, vi mener vil pynte på os, vores børn, vores hjem mm., så udløser det nogle lykke-stoffer oppe i hjernen, kaldes dopamin og endorfiner. I øvrigt det samme sukker og chokolade gør.  De her lykke-stoffer gør os i ualmindeligt godt humør. Og det trængte jeg til den anden dag, at blive muntret op og komme i godt humør, sådan rigtig godt humør…

Derfor besluttede jeg mig for at give mig selv et par timer i byen og se om jeg kunne lade mig friste…..

Og jeg tør godt at indrømme: Det lykkedes mig mig usandsynligt godt…at lade mig friste….. og betale….

Men helt ærligt man skal da også være udstyret med en selvbeherskelse af en større kaliber, hvis man hele tiden skal lade fristelserne være. Hele tiden kommer der nyt. Vi er blevet sådan et samfund, hvor vi forbruger forbruger forbruger. Moden, farverne, indretningen, alt skifter konstant. (OK jeg kunne også være blevet hjemme fra byen, så i denne omgang søgte jeg selv og helt bevidst fristelserne, men det gør jeg altså ikke hver gang!!…)

Jeg kunne faktisk godt tænke mig tempoet faldt markant, så fristelserne blev mindre. Så man kunne glæde sig over sin nye kjole i mere end 1 måned af gangen….

Det kunne også skåne miljøet, men hvad med arbejdspladser og samfundsøkonomi??…. Puh ha nu bevæger jeg mig vist over i lidt for store emner, som jeg nok ikke skal gøre mig alt for klog på. I hvert fald ikke i dette indlæg.

Nå men for at vende tilbage til mit dejlige, nemme og overfladiske emne, nemlig shopping, så fik jeg lidt dårlig samvittighed over beløbet, som blev trukket på dankortet. Så meget, at jeg hurtigt måtte ligge en slagplan, for at kunne argumentere overfor min søde mand, hvorfor jeg blev nødt til at købe alle sættene. Jeg gik derfor i en herretøjsforretning og købte for samme beløb til ham (hvilket betyder vi skal leve af havregrød de sidste 2 uger i måneden….!!….) Han gennemskuede mig med det samme, da jeg kom hjem og præsenterede ham for mine indkøb, men han blev heldigvis glad for sin “gave” 😀

Nå nu skal I selvfølgelig lige se billeder af det, som gav mig lykkefølelse i mindst et par timer 😉

PS. Jeg har ikke hold i nakken på billederne 😉

freestock_60933931

En stolt Mor!

En stolt Mor.

Må man prale af sine børn? JA det tror jeg nok man må!

Denne weekend har været pigerne’s svømmeweekend. Begge mine piger går til svømning. Og den svømmeklub de går i, afholder svømmeweekend ‘en gang om året, hvor man skal tage svømmemærke (uden bælte og uden at støtte på bunden og holde ved kanten nede i enderne) i den distance man nu regner med at kunne svømme.

Mine piger slog deres egne rekorder med flere længder og overraskede os igen. Vores store pige på 9 år svømmede 5,5 km og var i vandet i ialt 5 timer, kun afbrudt af 3 tissepauser, som max måtte vare 5 min.

Vores yngste pige på 7 år svømmede 1,25 km!!

Jeg har alle dage været stolte af mine piger (dog med et par undtagelser 😉 ). Det er en mor’s ret. For mit vedkommende føles mine børn som mit livs største værk.

Det er jo noget jeg i kærlighed har skabt med min mand.

Så mine børn er mit livs stolthed. Sådan tror jeg egentligt de fleste med børn har det.

Det er en rigtig livsbekræftende følelse.

Når jeg ser på mine børn, er de blevet nogle dejlige små mennesker, der er vellidte af deres omgangskreds. Begge er de meget udadvendte. Og begge med meget gåpåmod og nysgerrighed på livet. De er så småt i gang med at lære livets spilleregler, og dem er der jo en del af. De lærer om høj moral og antimobning. Ikke at smide skrald i naturen og de bliver fortalt, at ikke alle har de samme ressourcer. De lærer også at de ikke skal finde sig i dårlig opførsel fra andre, men de får samtidig af vide, at der kan være en årsag til, hvis et andet barn ikke opfører sig kærlig og godt.

Jeg er stolt af, at jeg kan mærke at min mand og jeg gør en masse rigtig og vores børn trives.

Både vi og de har meget mere at lære, men i det store hele, synes jeg bare, vi har nogle fantastiske børn.

Og det må man gerne sige højt. Den danske jantelov har det med at begrænse den slags, men heldigvis har den ikke noget at skulle have sagt hjemme ved os. Der må man gerne tro på sig selv og sige det højt.